Afgørelse

Indsigelser mod kaution for gammel gæld og om, at kaution stod i misforhold til klagerens økonomi

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører, om Alm. Brand Bank er forpligtet til at frigøre klageren for hendes kautionsforpligtelse, fordi kautionsforpligtelsen stod i misforhold til hendes økonomiske situation og vedrørte gammel gæld.

Sagens omstændigheder

Alm. Brand Bank har oplyst, at klagerens datter D og datterens tidligere samlever S i 2010 ønskede en opdeling af deres fælles bankgæld i forbindelse med, at de gik fra hinanden.

Den fælles gæld udgjorde ca. 530.000 kr. i maj 2010.

Den 10. august 2010 deltog klageren, D og S i et møde i banken. På mødet blev blandt andet en opdeling og en nedskrivning af gælden til i alt 498.461,48 kr. (svarende til 2 x 249.230,74) drøftet - under forudsætning af selvskyldnerkautioner fra klageren og S for D’s del af gælden.

Den 31. august 2010 optog D et lån på 249.230,74 kr. i Alm. Brand Bank til indfrielse af hendes andel af fælleslånet. Lånet skulle afdrages med 2.000 kr. og var rentefrit indtil december 2012. Klageren og S underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionister. De bekræftede blandt andet at have modtaget en kopi af gældsbrevet, D’s seneste årsopgørelse og seneste tre lønsedler samt en pjece om kaution, der blev gennemgået.

Ved bankens breve af 30. december 2010 og 2011 blev klageren oplyst om, at gælden på D’s lån, som klageren kautionerede for sammen med den anden kautionist, udgjorde henholdsvis ca. 247.000 kr. (i 2010) og ca. 223.000 kr. (i 2011). Klageren har bestridt at have modtaget brevene.

Af klagerens brev af 10. marts 2012 til banken fremgår:

”…

Jeg er pt. på dagpenge da jeg har plejeorlov til at passe min mand den sidste tid han er her.

Så alt i alt kan jeg ikke forstå jeg kan bruges som kautionist, da jeg ikke har nogen friværdi nogen steder, ej heller penge, jeg ejer i det hele taget ikke noget, og i øvrigt heller ikke gjorde det i 2010, da jeres medarbejder nærmest truede mig og min datter til at jeg skulle skrive under. Så vidt jeg er oplyst skal en kautionist have friværdi eller penge før ens underskrift er lovlig.

…”

Af bankens brev af 16. marts 2012 til klageren fremgår:

”…

Indledningsvis kan vi oplyse, at vi har forståelse for din situation.

Vi må dog meddele dig, at banken ikke er indstillet på at frigive dig som kautionist for … [D’s] gæld.

Restgælden på … [D’s] … lån udgør 217.265,74 kr.

Lånet blev bevilget på yderst lempelige vilkår, således beregnes ikke rente af gælden frem til december 2012, hvor lånet tages op til genforhandling.

For en ordens skyld gør vi opmærksom på at din kaution gælder i 10 år fra underskriftstidspunktet, således bortfalder denne den 31. august 2020.

…”

Af bankens brev af 23. maj 2012 til klageren fremgår, at banken er blevet orienteret om, at der er indledt gældssaneringssag for D, og at klagerens kautionsforpligtelse ”som resultat heraf kan komme helt eller delvist i spil.” Klageren vil i givet fald hæfte for den del af gælden, som eftergives D.

Ved brev af 29. maj 2012 gjorde klageren indsigelse over for banken om, at hendes kaution var ugyldig i henhold til § 21 i (den dagældende) bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder. Af denne bestemmelse fremgår blandt andet, at et pengeinstitut ikke må medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi, og at pengeinstituttet, inden der indgås aftale om en kautionsforpligtelse, skal sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

Ved brev af 29. juni 2012 fastholdt banken kautionsforpligtelsen over for klageren.

Ved skifterettens kendelse af 13. september 2012 fik D gældssanering, hvorved hendes gæld blev nedsat til en dividende på 10,04 %.

Ved brev 29. november 2012 oplyste banken til klageren, at D havde fået tilkendt gældssanering og at banken ønskede at gøre klagerens kautionsforpligtelse gældende.

Ved bankens brev af 28. december 2012 blev klageren oplyst om, at gælden på D’s lån, som klageren kautionerede for sammen med den anden kautionist, udgjorde ca. 43.000 kr. Banken har under sagens forberedelse anført, at dette er D’s gæld efter gældssaneringskendelsen.

Af en årsudskrift fra januar 2013 til klageren og S fremgår en gæld på 174.240,10 kr.

Banken har under sagen fremlagt skatteregnskab 2007 for klageren og hendes ægtefælle, indkomst- og formueopgørelse for 2007 samt tilsvarende materiale for 2010. Materialet viser, at klageren i 2007 og 2010 havde en personlig indkomst på henholdsvis ca. 300.000 kr. og ca. 167.000 kr. Det fremgår, at klagerens nettoformue i 2010 var negativ.

Parternes påstande

Den 10. april 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Alm. Brand Bank skal anerkende, at hun er frigjort fra kautionsforpligtelsen.

Alm. Brand Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at hun var til møde i banken i august 2010, men det skete efter opfordring fra banken. Hun var alene med som bisidder for D.

Banken ville gå med til en rimelig afdragsordning for D, men kun hvis der blev kautioneret. Hendes økonomi blev aldrig gennemgået før hun skrev under. Banken kunne derfor ikke vide, om hun var solvent. Hun afleverede efterfølgende sit regnskab, som hun måtte rykke mange gange for at få tilbage. Hver gang gjorde hun banken opmærksom på, at kautionen er urimelig, blandt andet på grund af, at der kun blev krævet kaution for den ene debitors vedkommende.

Der er tale om kaution for gammel gæld, og kautionsforpligtelsen står i misforhold til hendes økonomi.

Hun har aldrig modtaget årsopgørelser vedrørende D’s gæld. Hun gjorde banken opmærksom på ændringen i sin økonomi i forbindelse med, at hendes ægtefælle blev syg og døde.

Første gang hun så en opgørelse var den 28. december 2012, hvor gælden blev oplyst at være 43.275,64 kr.

Klagen kan og bør afgøres af Ankenævnet, hvorfor den ikke skal afvises.

Alm. Brand Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det for at kunne oplyse sagen i fornødent omfang er nødvendigt med en nærmere afklaring af blandt andet drøftelserne på mødet den 10. august 2010, hvilket alene kan ske ved vidneførelse, jf. vedtægternes § 7, stk. 1.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at selvskyldnerkautionen er gyldig og bindende.

Der er ikke forbud mod kaution for gammel gæld. Opdelingen af gæld og rentefordel på D’s lån (rentefrit indtil genforhandling 1. december 2012) var betinget af, at S og klageren stillede kaution for D’s del af gælden.

Klageren var fuldt ud bekendt med og accepterede dette ved sin underskrift på gældsbrevet.

Klageren har været den drivende kraft i forbindelse med forhandlingerne med banken med hensyn til opdeling af gælden og rentefrihed.

Klageren blev på mødet informeret om indholdet og konsekvenserne ved at stille kautionen. Finansrådets folder blev udleveret og gennemgået sammen med den seneste årsopgørelse og seneste tre lønsedler.

Det er bankens faste praksis at vurdere, om en kautionsforpligtelse står i misforhold til kautionistens økonomi. Der er umiddelbart intet i det af klageren fremsendte regnskab over virksomhedens og husstandens økonomi, der tyder på, at klageren på tidspunktet for kautionsstillelsen ikke skulle kunne honorere sin kautionsforpligtelse med en rimelig afvikling, især henset til kautionens størrelse og klagerens daværende aktiver og indeståender.

Banken returnerede klagerens regnskabsmateriale ved brev af 28. maj 2010, hvilket er før kautionserklæringen blev underskrevet. Banken har således været i besiddelse af det nødvendige materiale til at kunne vurdere klagerens økonomiske forhold.

Det er klageren, som skal godtgøre, at kautionsforpligtelsen på daværende tidspunkt stod i misforhold til hendes daværende økonomi. Påstanden herom er udokumenteret.

Klageren er årligt blevet orienteret om sin kautionsforpligtelse og bestred den først i marts 2012. Dette er få måneder forinden, at banken modtog besked om indledning af gældssaneringssag (jf. brev af 23. maj 2012) - hvorfor klageren har udvist passivitet.

D’s gæld efter gældssaneringskendelsen udgjorde 43.275,64 kr., men kautionsforpligtelsen består for det fulde beløb, der i januar 2013 udgjorde 174.240,10 kr.

Banken har ikke noteret, at klageren forgæves skulle have forsøgt at komme i kontakt med banken, hvilket i øvrigt ikke har betydning for sagen.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for afvisning af sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

I 2010 ophævede klagerens datter samlivet med sin samlever og ønskede i den forbindelse, at parrets fællesgæld blev opdelt. Opdeling af gælden blev drøftet på et møde med banken den 10. august 2010, hvor klageren også deltog.

Det må derfor lægges til grund, at klageren var fuldt ud klar over, at den gæld hun påtog sig at kautionere for den 31. august 2010 var gammel gæld. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren på utilbørlig måde blev presset til at påtage sig forpligtelsen. Det bemærkes herved, at kautionen blev modsvaret af en ikke ubetydelig lempelse af D’s hæftelse for hendes og hendes tidligere samlevers fælles gæld til banken.

Det følger af de offentligretlige regler i ”Bekendtgørelse for god skik for finansielle virksomheder”, at pengeinstitutter, inden aftale om kaution indgås, skal sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

Det fremgår af Finanstilsynets vejledning til bekendtgørelsen, at bekendtgørelsens krav kan opfyldes ved udlevering af den af Finansrådet og Forbrugerrådet udarbejdede pjece med generel information om kaution.

Klageren har ved sin underskrift erkendt at have modtaget pjecen, hvorfor dette lægges til grund af Ankenævnet.

På den baggrund antages banken at have levet op til sit rådgivningsansvar i henhold til bekendtgørelsen.

Selvom klageren ikke måtte have modtaget bankens breve af 30. december 2010 og 2011 om størrelsen af den kautionssikrede gæld, kan dette forhold ikke medføre, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet.

Det følger af bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 22, at et pengeinstitut ikke må medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi.

Alm. Brand Bank har anført, at det er bankens faste praksis at vurdere den enkelte kautionists økonomiske forhold for at vurdere, om en kautionsforpligtelse står i misforhold til kautionistens økonomi. Banken har fremlagt klagerens regnskabsmateriale for 2007 og 2010, hvoraf fremgår, at hendes indkomst og formue var beskeden, herunder at hendes formue i 2010 var negativ.

På baggrund heraf finder Ankenævnet i medfør af aftalelovens § 36, at det vil være urimeligt at gøre kautionsforpligtelsen gældende i det omfang kautionsforpligtelsen oversteg klagerens nettoformue ved påtagelsen af kautionsforpligtelsen i august 2010, jf. også principperne i Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 2010.1628H.

Ankenævnets afgørelse

Alm. Brand Bank skal nedsætte klagerens kautionsforpligtelse i det omfang og med det beløb kautionsforpligtelsen oversteg klagerens nettoformue ved påtagelsen af kautionsforpligtelsen.

Klageren får klagegebyret tilbage.