Klage fra arvinger over tegning af ophørende livrente uden garantiperiode for 65-årig, der otte år før tegningen var blevet opereret for kræft.
| Sagsnummer: | 274/2004 |
| Dato: | 22-12-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Forsikring - tegning af livrente
|
| Ledetekst: | Klage fra arvinger over tegning af ophørende livrente uden garantiperiode for 65-årig, der otte år før tegningen var blevet opereret for kræft. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig ansvar i forbindelse med tegning i 1999 af en ophørende livrente uden garantiperiode for en da 65-årig kunde, der døde i 2004.
Sagens omstændigheder.
Klageren i denne sag er de privatskiftende arvinger efter indklagedes kunde, A, der døde i marts 2004. A, der var født i 1934, efterlod sig hverken ægtefælle eller livsarvinger.
I maj 1999 rettede A henvendelse til indklagede, idet han forudså en indtægtsnedgang i forbindelse med ophør af efterløn. På baggrund af henvendelsen blev der den 18. juni 1999 afholdt et møde hos indklagede med deltagelse af en lokal bankrådgiver og en pensionsrådgiver. A's økonomi blev gennemgået, og indklagede foreslog på baggrund af A's ønsker at etablere en livrente med udbetaling i 15 år.
Efter mødet fremsendte indklagede en budgetberegning over A's faste indtægter og udgifter de kommende 10 år og en budgetberegning, der forudsatte, at A foretog indskud på en 15-årig livrente finansieret ved en tillægsbelåning og en del af A's pensionsmidler. Ifølge beregningerne var A's aktuelle rådighedsbeløb på (netto) 48.151 kr. Dette ville i 2001 og 2002 falde til henholdsvis (netto) 35.483 kr. og 32.935 kr. Ved tegning af den forudsatte livrente ville rådighedsbeløbet i 2001 og 2002 være henholdsvis (netto) 60.319 kr. og 59.521 kr.
På et nyt møde den 14. juli 1999 accepterede A forslaget og underskrev dokumenterne om tegning af livrente og hjemtagelse af realkreditlån.
På livrenten indskød A 410.000 kr., der blev finansieret ved optagelse af et nyt 30-årigt realkreditlån i A's ejendom på ca. 390.000 kr. og en del af indeståendet på A's selvpensioneringskonto. Endvidere blev der indskudt ca. 146.000 kr., der blev tilvejebragt ved overførsel af A's kapitalpensioner.
Den 27. juli 1999 fremsendte indklagede en endelig beregning, der viste et årligt rådighedsbeløb i 2001 og 2002 på (netto) ca. 55.000 kr.
I september 2003 foretog A en omprioritering og en tillægsbelåning til finansiering af en tagrenovering. Tillægsbelåningen medførte kun en beskeden stigning i A's faste udgifter, idet A samtidig opnåede en besparelse ved omprioriteringen, der indebar en omlægning fra 7% lån til 5% lån.
I marts 2004 døde A.
I sommeren 2004 rettede boet efter A henvendelse til indklagede om rådgivningen af A i 1999.
Parternes påstande.
Den 28. september 2004 har boet indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal tilpligtes at betale et beløb svarende til de "ubrugte" livrenter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Boet har anført, at A i 1991 gennemgik en større kræftoperation og var alvorligt syg, hvilket indklagede var bekendt med.
Ved sin død havde A i 23 år været kunde i indklagedes afdeling i det lille lokalsamfund, hvor han havde bopæl. Alle i lokalsamfundet havde kendskab til A's sygdom, som han var synligt mærket af også i 1999, hvor rådgivningen om livrenten fandt sted. A ophørte med at arbejde i marts 1999 af helbredsmæssige årsager.
På baggrund af kendskabet til A's kritiske sygdomssituation var det dårlig rådgivning at anbefale A at tegne en livrente uden garantiperiode og med udbetaling i 15 år. Indklagede måtte indse, at der var stor sandsynlighed for, at A ikke ville overleve i alle 15 år.
Selv om A var alene og ikke havde børn, var han af den klare opfattelse, at der til arvinger, udover hvad der var af formue, ville tilfalde, hvad der ikke "var brugt af pensionsmidlerne". A var således af den opfattelse, at hvad der ikke kom til udbetaling af livrenten var at betragte som en opsparing til gavn for de efterlevende.
I betragtning af A's helbredstilstand var livrenten en forretningsmæssig fordel for indklagedes pensionsvirksomhed.
Indklagede har anført, at A på mødet den 18. juni 1999 udtrykte ønske om at få forhøjet sit månedlige rådighedsbeløb. Han ønskede at blive boende i sit hus og var indstillet på at anvende friværdien i ejendommen. Han havde ikke planer om større udgifter i den nærmeste fremtid, men ønskede dog at have en kontant reserve på 10-20.000 kr. A virkede afklaret om sine ønsker til den fremtidig økonomi og efterspurgte specifikt et højere rådighedsbeløb.
Budgetberegningerne over A's økonomi blev gennemgået sammen med A og sammenholdt med konsekvensberegninger over økonomien ved tegning af den foreslåede livrente. A blev rådgivet om valg af løbetid og garantiperiode. Han fravalgte specifikt garanti, idet han hverken havde ægtefælle eller livsarvinger.
A traf selv den endelige beslutning om tegningen af livrenten og finansieringen af indskuddet. Han udnyttede ikke den lovmæssige fortrydelsesret, der er forbundet med livrenten.
Livrenten medførte et markant højere rådighedsbeløb frem til det fyldte 80. år og ville således have sikret A's daglige økonomi 15 år fremover.
Indklagede havde ingen viden om A's kræftsygdom, og A oplyste ikke selv noget herom. På rådgivningstidspunktet var A 65 år og fremstod sund og rask. Indklagede var end ikke i forbindelse med omprioriteringen i september 2003 vidende om A's sygdom.
Et af de grundlæggende principper ved livrenter er, at forrentningen bl.a. opnås ved, at de forsikrede får del i de forsikringsindbetalinger, der ikke kommer til udbetaling, når andre livrentekunder dør. Den del af A's indskud, der ikke er kommet til udbetaling, tilfalder derfor hverken indklagede eller livrenteselskabet men de øvrige livrentekunder.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - Peter Blok, Ole Jørgensen og Astrid Thomas - udtaler:
Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysning om, at indklagedes rådgivere ikke i 1999, da A tegnede livrenten, havde noget kendskab til hans kræftsygdom. Det er endvidere ikke sandsynliggjort, at A ikke vidste, hvilke retsvirkninger der var forbundet med oprettelsen af livrenten, herunder at der ved hans død ikke ville komme noget beløb til udbetaling til arvingerne. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har ydet A mangelfuld rådgivning. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
To medlemmer - Hans Daugaard og Lotte Aakjær Jensen - udtaler:
Vi finder det usandsynligt, at A ville have tegnet en livrente med udbetaling i 15 år, såfremt der var blevet rådgivet fyldestgørende. A's økonomiske problem kunne være løst anderledes, og det forekommer sandsynligt, at A ville have valgt en anden løsning, såfremt A's helbred var indgået i rådgivningssamtalen, hvilket er et naturligt og uundgåeligt element i rådgivningen. Under henvisning til at A af helbredsmæssige årsager ophørte med at arbejde i foråret 1999, og livrenten blev købt i sommeren 1999, finder vi det således godtgjort, at indklagedes rådgivning ikke har været fyldestgørende.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.