Spørgsmål om overførsel fra personlig konto til selskabs konto skete efter klagers anmodning.
| Sagsnummer: | 277 /2006 |
| Dato: | 06-03-2007 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Passivitet - overførsel til tredjemands konto
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om overførsel fra personlig konto til selskabs konto skete efter klagers anmodning. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse om, at en overførsel fra hans personlige konto til en konto tilhørende et af ham ejet selskab ikke skete i henhold til aftale.
Sagens omstændigheder.
Klageren ejede et anpartsselskab, der havde en kredit hos indklagede. Klageren havde tillige en personlig kredit på 25.000 kr. hos indklagede. Klageren kunne disponere over kontiene hos indklagede via netbank.
Den 21. oktober 2003 overførte klageren 100.000 kr. fra sin personlige konto til selskabets konto hos indklagede.
Den 4. november 2003 blev der overført 100.000 kr. fra klagerens personlige konto til selskabets konto hos indklagede. Indklagede har anført, at en medarbejder hos indklagede telefonisk henvendte sig til klageren den 4. november 2003 kl. ca. 9.25 og meddelte, at anpartsselskabets kassekredit var overtrukket. Resultatet af drøftelserne blev, at klageren instruerede indklagede om at overføre 100.000 kr. fra sin personlige konto til selskabets kassekredit. Klageren har anført, at overførslen skete uden aftale med ham.
Den 5. november 2003 overførte klageren via netbank 25.000 kr. og 75.000 kr. fra sin personlige konto til anpartsselskabets konto. Den 11. november 2003 overførte klageren yderligere 40.000 kr. til selskabets konto.
Den 14. november 2003 tilbageførte klageren 100.000 kr. fra selskabets konto til sin personlige konto.
Anpartsselskabet blev efter det oplyste erklæret konkurs i august 2004.
Ved skrivelse af 1. december 2004 meddelte indklagede klageren, at indklagede ikke længere ønskede at stille kreditfaciliteter til klagerens eller anpartsselskabet rådighed. Indklagede opsagde samtidig engagementet med tre måneders varsel og oplyste, at sagen ville blive overgivet til retslig inkasso, såfremt indklagedes tilgodehavende ikke var indfriet inden de tre måneder.
Ved skrivelse af 9. maj 2005 til klageren oplyste indklagedes centrale inkassoafdeling, at klagerens engagement var overdraget til afdelingen. Da klageren ikke havde reageret på den lokale afdelings breve, ville sagen blive overgivet til inkasso ved advokat.
Af klagerens telefaxskrivelse til indklagede af 25. maj 2005 fremgår, at klageren oplyste, at overførslen af 100.000 kr. den 4. november 2003 var foretaget af indklagedes medarbejder A. Af skrivelsen fremgår:
"Beløbet er overført af [A] uden min tilladelse.
[A] har lovet at føre pengene tilbage, når der kom flere penge ind på [anpartsselskabets] konto."
Ved skrivelse af 1. juni 2005 anførte indklagedes centrale inkasso, at afdelingen havde oplyst, at overførslen af 100.000 kr. den 4. november 2003 var sket i henhold til aftale med klageren til nedbringelse af overtræk på selskabets konto. Med henvisning til den efterfølgende overførsel af 100.000 kr. den 14. november 2003 fra selskabets konto til klagerens konto var det indklagedes opfattelse, at opgørelsen af selskabets konto var korrekt.
I november 2005 indgav indklagede betalingspåkrav til fogedretten vedrørende klagerens personlige kassekredit med krav om betaling af i alt 27.961,46 kr. Klageren fremsatte indsigelse mod indklagedes krav, hvorefter fogedretten den 6. december 2005 henviste sagen til civilretten, jf. retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.
I svarskrift af 16. februar 2006 til civilretten nedlagde klageren påstand om frifindelse over for indklagedes krav. Klageren anførte at have et modkrav på 100.000 kr. vedrørende overførslen den 4. november 2003 fra hans personlige konto til selskabets konto.
Af indklagedes replik af 21. marts 2006 fremgår, at indklagede nedlagde påstand om, at klageren skulle betale 26.573,72 kr. med tillæg af rente 10 % p.a. fra den 3. maj 2005.
Retssagen er efterfølgende henvist til Ankenævnet.
Parternes påstande.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 73.426,28 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede uden hans tilladelse overførte 100.000 kr. til anpartsselskabets konto.
Han havde selv overført 100.000 kr. den 21. oktober 2003 og yderligere 140.000 kr. ved overførsler den 5. og 11. november 2003. Han havde således lånt selskabet 240.000 kr. For at regulere dette lån ned tilbageførte han den 14. november 2003 100.000 kr.
Den 14. november 2003 var han ikke bekendt med overførslen af 4. november 2003 på 100.000 kr., men da han blev det, var der ikke længere dækning på selskabets konto.
Indklagede har påført ham et tab svarende til 100.000 kr. Hans krav udgør de 100.000 kr. fratrukket indklagedes krav på 26.573,72 kr.
Indklagede har anført, at overførslen af 100.000 kr. den 4. november 2003 skete efter aftale med klageren.
Klageren har stiltiende accepteret overførslen ved først at reagere 1½ år efter, at overførslen blev gennemført.
Klageren har i øvrigt selv tilbageført beløbet og har derfor ikke lidt noget tab.
Klageren har herefter ikke noget krav mod indklagede.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har bestridt, at overførslen foretaget den 4. november 2003 på 100.000 kr. fra hans personlige konto til selskabets konto skete i henhold til aftale med ham. Indklagede har anført, at overførslen skete i henhold til telefonisk aftale med klageren. Ankenævnet lægger til grund, at overførslen den 4. november 2003 fremgik af billeder over bevægelser på kontoen, da klageren den 5. november 2003 via netbank overførte henholdsvis 25.000 kr. og 75.000 kr. fra sin konto til selskabets. Ankenævnet finder derfor, at klageren ved først i maj 2005 at reagere over overførslen ved passivitet har afskåret sig fra at gøre gældende, at overførslen var foretaget uden hans instruks.
Ankenævnet tager derfor indklagedes påstand om frifindelse til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.