Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Brud på tavshedspligt. Opgørelse af lånerestgæld.

Sagsnummer: 238/1989
Dato: 23-08-1989
Ankenævn: Peter Blok, Mogens Hvelplund, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen
Klageemne: Tavshedspligt - kautionist
Ledetekst: Brud på tavshedspligt. Opgørelse af lånerestgæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I juli 1983 optog klageren i indklagedes Pandrup afdeling et lån på 12.600 kr. Låneprovenuet blev anvendt til indfrielse af en forfalden fordring på klageren, og fordringshaveren påtog sig selvskyldnerkaution for lånet. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 500 kr., første gang 30. juli 1983.

Den 23. november 1983 optog klageren endvidere et lån på 30.000 kr. hos indklagede. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 500 kr., første gang 1. januar 1984. Lånet blev etableret med selvskyldnerkaution.

Ved påtegning af 29. november 1984 blev lånedokumentet vedrørende lånet på 12.600 kr. tiltransporteret selvskyldnerkautionisten, som i anledning af klagerens misligholdelse af tilbagebetalingsvilkårerne havde måttet indfri dette. Gælden udgjorde på dette tidspunkt ca. 11.300 kr.

Den 30. november 1984 foretog den indfriende kautionist udlæg for indfrielsesbeløbet med tillæg med renter og omkostninger i en arv, som var tilfaldet klageren.

Klageren, som var af den opfattelse, at den indfriende kautionist måtte have fået kendskab til den hende tilfaldne arv igennem indklagede, rettede herefter henvendelse til Tilsynet med Banker og Sparekasser om sagen. Ved skrivelse af 12. november 1986 meddelte Tilsynet efter at have indhentet en udtalelse om sagen fra indklagede, at man efter det oplyste ikke ansås det for godtgjort, at indklagede havde handlet i strid med sin tavshedspligt, jf. Bank- og Sparekasselovens § 54, stk. 2.

Ved skrivelse af 19. december 1988 til klageren oplyste indklagede, at restgælden på det af hende den 23. november 1983 optagne lån udgjorde 24.206,88 kr., og at årsagen til, at lånet ikke var nedbragt yderligere, var, at de månedlige indbetalinger overvejende var medgået til betaling af renter.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hende det beløb, som den indfriende kautionist foretog udlæg for, af klageren anført til 15.000 kr., og at anerkende, at klageren er frigjort for sine forpligtelser vedrørende det i november 1983 oprettede lån ved de indtil nu foretagne indbetalinger.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at den indfriende kautionist kun kan have haft kendskab til, at der var tilfaldet hende en arv, igennem indklagede, som derfor må være erstatningsansvarlig i anledning af det tab, hun har lidt ved det foretagne udlæg. Den indfriende kautionist har overfor hende oplyst, at han havde fået sin viden om arven gennem indklagede.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at man ikke har meddelt den indfriende kautionist oplysning om den klageren tilfaldne arv. Den pågældende havde imidlertid over for indklagede gentagne gange oplyst, at klageren havde forklaret ham, at hun ville indfri gælden til ham, når hun havde modtaget arv fra en slægtning. Da klageren i november 1984 henvendte sig i afdelingen med henblik på optagelse af et nyt lån meddelte hun, at arven nu var tilfaldt hende, og afdelingen opfordrede hende derfor til at indgå en afviklingsaftale med den indfriende kautionist, hvilket herefter skete. Med hensyn til det den 23. november 1983 af klageren optagne lån har indklagede henvist til sin skrivelse af 19. december 1988 til klageren og til vedlagte kontoudskrifter.

Ankenævnets bemærkninger:

Det findes ikke godtgjort, at indklagedes medarbejdere har tilsidesat deres tavshedspligt efter bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, og det af klageren fremsatte erstatningskrav kan allerede af denne grund ikke tages til følge.

Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at antage, at indklagedes opgørelse af restgælden på det lån, klageren optog den 23. november 1983, er behæftet med fejl.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.