Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for manglende omlægning af banklån til realkreditlån i forbindelse med klagerens forsøg på at sælge sin faste ejendom.

Indledning.

Denne sag vedrører, om Danske Bank har pådraget sig et ansvar i forbindelse med klagerens forsøg på at sælge sin faste ejendom i forlængelse af en skilsmisse, herunder om banken burde have sørget for, at klagerens lån i banken blev omlagt til realkreditbelåning.

Sagens omstændigheder.

Klageren og hendes ægtefælle var i 2007 kunder i Danske Bank.

I forbindelse med at parret blev skilt i 2007, optog klageren et lån i form af en boligsalgskredit på 451.000 kr. hos banken for at købe sin eksmand ud af deres fælles ejendom.

I oktober 2007 satte klageren ejendommen til salg via en ejendomsmægler til en udbudspris på 3.150.000 kr.

I september 2008 skiftede klageren ejendomsmægler til en anden ejendomsmægler, som udbød ejendommen til 2.995.000 kr.

I forbindelse med at boligsalgskreditten udløb, anmodede klageren om et tillægslån hos realkreditinstituttet R, der imidlertid afslog anmodningen.

Boligsalgskreditten blev herefter forlænget med tre måneder ad gangen.

I foråret 2009 skulle boligsalgskreditten igen forlænges. I den forbindelse stillede banken som betingelse for en forlængelse, at ejendommen skulle udbydes hos en tredje ejendomsmægler til en lavere udbudspris.

Den 1. april 2009 underskrev klageren formidlingsaftale med den tredje ejendomsmægler, hvor ejendommen blev udbudt til 2.688.000 kr.

Den 16. juni 2009 blev klagerens boligsalgskredit indfriet, idet klageren optog et F1 realkreditlån uden afdrag. I samme forbindelse nedsatte klageren ejendommens udbudspris til 2.495.000 kr.

I 2008 og 2009 har klageren hvert af årene betalt ca. 40.000 kr. i renter for boligsalgskreditten.

I brev af 10. juni 2010 klagede klageren til banken over forløbet.

Den 30. juni 2010 holdt parterne et møde. Ved brev af 5. juli 2010 tilbød banken klageren en kulancemæssig godtgørelse på 5.000 kr., der efterfølgende blev betalt til klageren. Ved brev af 7. august 2010 meddelte klageren banken, at godtgørelsen ikke var tilstrækkelig.

Parternes påstande.

Klageren har den 8. august 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre hende en del af de renter, hun har betalt på boligsalgskreditten samt salæret til mægler 3.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun anmodede om omlægning af de dyre, midlertidige lån adskillige gange, men det nægtede banken.

Banken betegnede hende som risikokunde og satte renterne op. Hun betalte alt, hvad hun skulle, både renter og terminer, så banken havde ingen risiko på grund af hende.

De 5.000 kr., som banken har tilbudt som plaster på såret, er småting i forhold til bankens indtjening på grund af, at den ikke ønskede at medvirke til en omlægning af hendes lån.

Banken tvang hende til at vælge en ny ejendomsmægler, selvom hun var godt tilfreds med den anden ejendomsmægler. Det har kostet hende 22.000 kr. i salær, da hendes aftale med den anden ejendomsmægler var "solgt eller gratis", hvilket ikke var muligt med den tredje ejendomsmægler. Det var også banken, der bestemte, at hun skulle sætte udbudsprisen ned.

Danske Bank har anført, at banken frarådede klageren at betale ægtefællens andel af det forventede salgsprovenu for ejendommen, inden den var solgt. Men det insisterede klageren på.

Da boligsalgskreditten udløb efter seks måneder, ønskede klageren at undersøge mulighederne for at kunne blive boende i huset. Hun forsøgte i den forbindelse at optage et tillægslån hos et realkreditinstitut, men det blev afslået på grund af for lavt rådighedsbeløb.

Banken fulgte løbende op på klagerens salgsbestræbelser. Det var bankens vurdering, at udbudsprisen ikke var sat rigtigt i forhold til udviklingen på boligmarkedet.

Baggrunden for, at banken stillede krav om mæglerskift ved forlængelse af boligsalgskreditten var, at den anden ejendomsmægler efter bankens opfattelse ikke annoncerede nok. Der blev indhentet tilbud fra flere ejendomsmæglere, og det var klageren selv, der valgte den tredje ejendomsmægler.

Banken var berettiget til at betinge en forlængelse af boligsalgskreditten af, at ejendommen blev sat til salg hos en anden mægler og til en lavere pris.

Der var tale om et nyt produkt fra realkreditinstituttet, der gjorde det muligt for klageren at optage et tillægslån i juni 2009.

Klageren har igennem hele forløbet fået tilbudt de produkter og løsninger, der på de givne tidspunkter var mulige.

Boligsalgskreditten kunne ikke omlægges til et realkreditlån før i juni 2009.

Klageren har ikke dokumenteret sit krav.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren har betalt en rente på boligsalgskreditten, der ligger inden for Danske Banks sædvanlige rentespænd for en sådan kredit.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at det var muligt for klageren at optage et realkreditlån, der kunne have indfriet gælden på boligsalgskreditten, førend dette skete i juni 2009, eller at banken har udsat klageren for et utilbørligt pres i forbindelse med hendes skift af ejendomsmægler. Det er ikke af klageren bestridt, at det var indklagede, der gjorde hende opmærksom på muligheden for at optage et F1 lån uden afdrag.

Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at banken har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens forsøg på at sælge sin ejendom, der kan medføre, at banken helt eller delvist skal godtgøre opkrævede renter på boligsalgskreditten eller salær til den tredje ejendomsmægler.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.