Afgørelse

Indsigelse mod etablering af lån. Spørgsmål om uansvarlig långivning.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod etablering af et lån på 65.000 kr., som senere blev forhøjet til 115.000 kr.

Sagens omstændigheder.

I 1998 levede klageren, der er født i 1974, sammen med S i en lejlighed, der blev udlejet af S' far A.

Den 7. august 1998 underskrev klageren en købsaftale med en bilforhandler om køb af en brugt bil for 60.800 kr. Ifølge købsaftalen skulle bilen indregistreres i A's navn. Samme dag udstedte bilforhandleren en faktura til A vedrørende bilkøbet.

Den 10. august 1998 underskrev klageren som debitor og S som kautionist et gældsbrev til indklagede vedrørende et lån på 65.000 kr. til en variabel rente for tiden 12,75% p.a. De årlige omkostninger i procent var 17,6%.

Den 12. august 1998 blev der oprettet et ejerpantebrev på 60.000 kr. i bilen, som af A blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad klageren til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig.

Lånet blev anvendt til betaling af købesummen, som indklagede fremsendte i check til forhandleren "på foranledning af [A] ifølge vedlagte kopi af faktura".

Ifølge kontooversigt pr. den 31. december 1999 havde klageren og S en fælles budgetkonto (kontonummer -4780) hos indklagede.

Klageren havde i 1999 en separat lønkonto hos indklagede (kontonummer -6007).

Af en kontoudskrift for klagerens lønkonto fremgår, at der henholdsvis den 1. juni, 1. juli, 2. august og 1. september 1999 blev trukket 9.000 kr. med posteringsteksten "overført til [S]". Af en kontoudskrift for budgetkontoen fremgår krediteringer af de samme beløb. På budgetkontoen blev der pr. de samme datoer desuden krediteret 10.000 kr. overført fra kontonummer -4772, som var S' separate lønkonto.

Indklagede har oplyst, at der i perioden juli - september 1999 opstod overtræk på såvel klagerens som S' lønkonto, idet lønindbetalingerne var utilstrækkelige til at dække de automatiske overførsler til budgetkontoen, som var på henholdsvis 9.000 kr. og 10.000 kr. månedligt.

Ved skrivelse af 21. august 1999 rettede klagerens far, F, en fortrolig henvendelse til indklagede, idet han var blevet bekendt med, at klageren tilsyneladende havde en større gæld. F fremhævede bl.a. klagerens manglende betalingsevne, og at der to år tidligere, hvor han havde indfriet en af klageren stiftet gæld på 36.000 kr., var blev indgået en "gentleman agreement" om, at indklagede ville sørge for, at klagerens økonomi ikke igen kom i uorden, da hun havde svært ved selv at styre sin økonomi. Indklagede afviste henvendelsen under henvisning til tavshedspligten.

I september 1999 blev klagerens og S' økonomi gennemgået med indklagede, der udarbejdede en økonomiberegning og et budgetskema. Der blev i forbindelse hermed indgået aftale om et nyt lån til klageren og S på 115.000 kr. til indfrielse af klagerens og S' overtræk samt billånet. Ydelsen var 1.500 kr. pr. måned, og renten var variabel for tiden 13,50% p.a. De årlige omkostninger i procent var 14,45%. Bilen skulle sælges, og provenuet skulle anvendes til ekstraordinær nedbringelse af lånet. Til budgetkontoen skulle der månedligt overføres 9.000 kr. fra S' lønkonto og 7.300 kr. fra klagerens lønkonto. Klagerens og S' rådighedsbeløb blev beregnet til 6.400 kr. pr. måned. Klageren og S underskrev den 28. september 1999 et "Konklusionsskema til privat økonomiservice" om de indgåede aftaler.

I januar 2001 blev bilen af en sagkyndig vurderet til 20.000 kr., for hvilket beløb bilen blev overtaget af A.

De 20.000 kr. blev krediteret lånet den 21. januar 2001, hvorefter saldoen på lånet var 96.515,84 kr.

Ved skrivelse af 16. februar 2001 rettede indklagede henvendelse til klageren og S om et overtræk på S' lønkonto på 43.761,87 kr.

I sommeren 2001 ophævede klageren og S samlivet. Samtidig rettede klageren og F henvendelse til indklagede med en række forespørgsler om engagementet.

Ved skrivelse af 8. august 2001 rykkede indklagede klageren for en restance på lånet på 1.488,18 kr., idet låneydelsen pr. den 1. august 2001 ikke var betalt.

Den 22. august 2001 fremsendte indklagede et påkrav vedrørende lånet, hvis restgæld blev opgjort til 98.266,93 kr.

I september 2001 overgik lånet til inkasso ved advokat.

Under korrespondancen bekræftede indklagede, at kravet mod klageren ikke omfattede overtrækket på S' konto.

Parternes påstande.

Den 29. oktober 2001 har F på vegne klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet mod klageren.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

F har anført, at indklagedes medarbejder, der var rådgiver for klageren og S var en god bekendt af S' familie. S var registreret i RKI og havde, da samlivet begyndte i 1997, en gæld på 4-500.000 kr. Indklagedes medarbejder var inhabil og medvirkede ved sin rådgivning til S' udnyttelse af klageren. S' gæld blev således nedbragt under samlivet, mens klagerens gæld steg.

Ud over gælden til indklagede bidrog klageren til fællesskabet med et lån i et andet pengeinstitut på ca. 70.000 kr., hvilket indklagede var bekendt med. Indklagede var også bekendt med klagerens manglende betalingsevne.

Billånet til klageren blev etableret til en rente på 17,6%, hvilket er urimeligt højt for et billån, hvorimod S fik lån til en rente på 14,45%.

Klageren blev vildledt ved, at S blev antaget som selvskyldnerkautionist på billånet, idet kautionen var værdiløs.

Indklagede har tilsyneladende overført i hvert fald fire gange 9.000 kr. fra klagerens konto til S' konto uden at kunne dokumentere, at klageren skulle have givet samtykke hertil.

Det er utænkeligt, at klageren skulle have optaget et lån på 65.000 kr. til køb af en bil, som hun umiddelbart efter forærede til A. Såfremt klageren skulle have solgt bilen til A, må der foreligge dokumentation herfor. Klageren har betalt af på bilen samt forsikringer. Der kan ikke være nogen gæld i bilen, og hvis der var, ville A jo overtage denne gæld. Indklagede kunne ikke i god tro optage bilen som pant i en andens navn og senere købe og sælge den.

Pantet blev frigivet, uden at klageren blev orienteret herom.

Såfremt pantet bestod burde indklagede have indløst dette.

Indklagede har ikke kunnet redegøre for, hvordan gælden er opstået. Såfremt klagerens gæld i henhold til billånet var 65.000 kr., og bilen er betalt, må dette beløb skulle udgå fra gælden på 115.000 kr. Resten udgør S' overtræk samt det overtræk, der opstod på klagerens konto som følge af overførslerne til S.

Indklagede burde ved etableringen af fællesengagementet have sørget for, at der samtidig blev taget stilling til en deling ved ophævelse af fællesskabet.

Det er urimeligt, såfremt indklagede fastholder, at klageren hæfter for lånet.

Indklagede har anført, at der ikke er og aldrig har været noget privat bekendtskab mellem den pågældende medarbejder og S' familie.

Lånet på 65.000 kr. blev bevilget med baggrund i indleverede budgetoplysninger. Klageren havde på daværende tidspunkt fast arbejde, og rådighedsbeløbet var i orden. Låneprovenuet blev anvendt til køb af en bil. Ifølge det til indklagede oplyste valgte klageren og S af forsikringsmæssige årsager at lade A købe og pantsætte bilen. Det er ejerens ansvar at meddele forsikringsselskabet, hvem der er bruger af bilen.

I forbindelse med økonomieftersynet blev det aftalt, at det bestående lån samt klagerens og S' overtræk på løn- og budgetkonti skulle sammenlægges til ét lån, hvorefter budgettet skulle køre med de aftalte månedlige overførsler. Klageren hæfter kun for dette lån og ikke for S' efterfølgende overtræk.

Årsagen til at familiens økonomi ikke holdt som budgetteret var primært perioder med arbejdsløshed og sygdom, udgifter der oversteg det budgetterede, og at samlivet i perioder var afbrudt.

De af klageren fremhævede overførsler til S' konto er de almindelige månedlige overførsler til budgetkontoen til betaling af fællesudgifter.

Ved økonomieftersynet i september 1999 var det forventet, at bilen kunne indbringe ca. 50.000 kr. til nedbringelse af engagementet. Bilen blev imidlertid først solgt i januar 2001 dels på grund af en parkeringsskade dels på grund af, at A på et tidspunkt modsatte sig salget. Bilen blev vurderet af en lokal forhandler til 20.000 kr., for hvilket beløb A valgte af frikøbe den af pantsætningen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der foreligger ikke i forbindelse med indklagedes bevilling af lånet på 65.000 kr. i 1998 og forhøjelsen af lånet i september 1999 omstændigheder af en sådan karakter, at klageren ikke er bundet af de påtagne forpligtelser.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.