Individuel renteforhøjelse.
| Sagsnummer: | 585/1992 |
| Dato: | 17-05-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Individuel renteforhøjelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 13. marts 1990 ydede indklagedes Skalborg afdeling klagerne et boliglån med pant i fast ejendom på 138.000 kr. For så vidt angår forrentning af lånet var i gældsbrevet anført:
"Gælden forrentes fra afregningsdagen med den af sparekassen til enhver tid fastsatte rente, for tiden 14,5% p.a., som tilskrives kvartalsvis bagud."
Ved skrivelse af 5. december 1991 meddelte afdelingen klagerne, at rentesatsen på lånet var 13,75% p.a. Da indklagedes minimumrentesats på denne lånetype imidlertid var 15,75% p.a., ville indklagede med virkning fra den 7. januar 1992 hæve renten på klagernes lån med 2% p.a.
Efter at klagerne havde protesteret over renteforhøjelsen, meddelte afdelingen ved skrivelse af 22. januar 1992, at man havde foretaget en vurdering af klagernes økonomi, herunder det forhold at klagerne havde købt anparter med en maksimal hæftelse på 600.000 kr. Indklagede havde herefter vurderet, at forudsætningerne for rentetilbudet ved lånets oprettelse var væsentligt ændret, idet indklagedes lånerisiko var forøget. Som følge heraf var renten blevet forhøjet med 2% p.a.
Indklagede har oplyst, at renten for lån mod pant i fast ejendom i perioden april 1990 til juli 1992 har bevæget sig således:
April 1990 | 14% |
Maj 1990 | 13,5% |
Juli 1990 | 13% |
Oktober 1990 | 13% |
November 1990 | 13% |
April 1991 | 12,25% - 16,25% |
Juni 1991 | 11,75% - 15,75% |
August 1992 | 12,25% - 16,25% |
Oktober 1991 | 11,75% - 15,75% |
Januar 1992 | 12,25% - 16,25% |
Juni 1992 | 12,25% - 16,25% |
I indklagedes almindelige forretningsbetingelser om rentevilkår er bl.a. anført:
"Renten for de enkelte indlåns- og udlånskonti er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt. At forrentningen er variabel betyder, at Sparekassen til enhver tid uden varsel kan ændre rentesatsen.
Sparekassen oplyser rentesatser på skilte i ekspeditionslokalet og på forespørgsel.
Kunden oplyses om ændring af renten på udlån ved brev eller annoncering i dagspressen, samt på første kontoudtog (eller kontoopgørelse) efter annoncering. Ændring af renten på indlån oplyses ved annoncering i dagspressen.
For privatkunder gælder dog, at hvis renten på en enkelt kontotype ændres væsentligt til ugunst for kunden, og renteændringen ikke har forbindelse med udviklingen i Sparekassens almindelige renteniveau, får kunden ved brev eller annoncering et varsel på mindst en måned. Varslets længde afhænger af kontotype og renteændringens størrelse.
Hvis varslet af renteændringen for indlån på opsigelse er kortere end det varsel, der gælder for kunden, kan kunden i en periode på 14 dage efter meddelelsen om renteændringen hæve indskuddet uden fradrag i de påløbne renter."
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte renten til 13,75% med tilbagevirkende kraft.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at afdelingen i forbindelse med, at klagerne optog lånet, oplyste, at den variable rente ville følge Nationalbankens rente. Som følge heraf finder klagerne, at indklagede ikke har været berettiget til at hæve renten.
Indklagede har anført, at den individuelle renteforhøjelse skete med et varsel på mere end 30 dage, og at det fremgår af indklagedes lånedokument og almindelige forretningsbetingelser, at der er hjemmel til at forhøje renten ud fra individuelle forhold.
Forhøjelsen havde endvidere en saglig begrundelse, idet indklagede vurderede, at lånerisikoen var væsentligt forøget som følge af klagernes investering i anparter.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Niels Waage, Søren Geckler og Niels Busk - udtaler:
Vi finder, at forhøjelse af renten på et lån som udgangspunkt alene kan ske i forbindelse med en generel forhøjelse af pengeinstituttets rente for lån af den pågældende art. En adgang til herudover at forhøje renten på grundlag af en vurdering af den enkelte låntagers forhold må efter vor opfattelse i hvert fald forudsætte, at lånedokumentet indeholder udtrykkelig hjemmel herfor. Vi finder derfor, at indklagede ikke har været berettiget til at forhøje renten på klagerens lån med 2% pr. 7. januar 1992.
To medlemmer - Bjørn Bogason og Ole Simonsen - udtaler:
Vi finder, at lånedokumentet og indklagedes almindelige forretningsbetingelser giver indklagede fornøden hjemmel til at forhøje renten på grundlag af en vurdering af den enkelte låntagers forhold.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at man ikke har været berettiget til at foretage en individuel renteforhøjelse på klagernes lån hos indklagede og bør inden fire uger foretage en rentekorrektion af lånet i overensstemmelse hermed. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.