Afgørelse

Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Underretning.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod, at en kautionsforpligtelse for en kassekredit gøres gældende over for ham.

Sagens omstændigheder.

Ved kreditkontrakt af 22. september 2003 ydede BG Bank, nu Danske Bank, klagerens hustru, H, en erhvervskredit med et kreditmaksimum på 250.000 kr. Ved kautionserklæring af samme dato påtog klageren sig selvskyldnerkaution for H’s forpligtelser i henhold til kreditten samt et erhvervslån og to betalingsgarantier. Af kautionserklæringen fremgår bl.a.:

"Banken kan give debitor henstand med betaling uden kautionistens samtykke.
…

Banken kan yde nye lån, kreditter m.v. og forhøje kautionssikrede faciliteter uden kautionistens samtykke. Kautionisten hæfter kun for en gældsforøgelse, hvis kautionistens accepterer det."

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev klageren og H skilt.

Ifølge sagens bilag sendte banken i begyndelsen af hvert af årene 2004-2007 en års­opgørelse til klageren vedrørende kreditten og erhvervslånet og klagerens kaution herfor. Erhvervslånet udgik efter den 31. december 2005, hvor restgælden var nedbragt til 0,00 kr. Klageren har anført, at han ikke har modtaget årsopgørelserne.

Gælden på erhvervskreditten udviklede sig således:

Ved brev af 21. august 2007 til H opsagde banken kreditten, hvorpå gælden beløb sig til 514.564,92 kr. Ved brev af samme dato blev klageren underrettet om opsigelsen.

Ved brev af 3. september 2007 anmodede klageren via sin advokat om bankens bekræftelse på, at klageren "alene hæfter for 250.000 kr. iht. selvskyldnerkaution", og at klageren "efter separationen i ikke hæftede for to nærmere angivne lån.

Ved brev af 20. september 2007 anmodede banken klageren om inden 10 dage at betale 250.000 kr. til indfrielse af kautionen.

Ved brev af 2. oktober 2008 rykkede banken for betalingen.

I begyndelsen af februar 2009 udtog banken stævning mod klageren med påstand om, at klageren blev dømt til at betale 250.100 kr. med tillæg af rente 12,5 % p.a. fra sagens anlæg til betaling sker af 250.000 kr.

Klageren nedlagde påstand om frifindelse.

Den 15. maj 2009 blev sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.

Banken har fremlagt udskrifter, der viser, at klageren fra og med den 24. september 2001 havde forespørgselsret og debiteringsret til H’s konti i netbank. Klageren har anført, at han ikke har benyttet denne netbankadgang.

Parternes påstande.

Den 15. juni 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal frafalde sit krav om indfrielse af kautionsforpligtelsen.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Danske Bank har forsømt sin pligt til at underrette ham om overtrækket på den kautionssikrede kredit.

Overtrækket havde et sådant omfang, at det var klart, at han som kautionist burde underrettes om H’s/debitors økonomiske problemer. I slutningen af 2004 opstod der et overtræk på ca. 50.000 kr., som var stadigt stigende. Underretningen skete først den 21. august 2007, hvor kreditten var i overtræk med over 100 %.

Den manglende underretning medførte, at han blev afskåret fra i tide at øve indflydelse på H/debitor og afviklingen af gælden. Hvis banken havde underrettet ham i tide, ville der bl.a. have været mulighed for at indfri forpligtelserne ved et salg af hans og H’s fælles bolig. I forhold til nu var ejendomspriserne væsentligt højere i 2005.

Efter skilsmissen havde han ikke den netbanknøgle, der var nødvendig for forespørgsels- og debiteringsretten til H’s/debitors konti. Han fandt det i øvrigt ikke nødvendigt at lave kontrolforanstaltninger, da banken jo netop ikke gav meddelelse om problemer med kontoen.

Danske Bank har anført, at der indtil slutningen af 2004 var kortvarige overtræk på kreditten. Den 7. januar 2005 bevilgede banken et overtræk, som blev forlænget og forhøjet frem til opsigelsen den 21. august 2007. Bevillingen af overtrækket var begrundet i bl.a. klagerens og H’s skilsmisse og H’s salg af sin erhvervsvirksomhed.

Det fremgår af kautionserklæringen, at kautionsforpligtelsen gælder, indtil de kautionssikrede faciliteter er indfriede eller bortfaldet, og at banken kan yde nye lån, kreditter mv. og forhøje kautionssikrede faciliteter uden kautionisten samtykke.

Banken har ikke dokumentation for, at klageren fik særskilt meddelelse om overtræk eller henstand, men klageren fik hvert år tilsendt en årsopgørelse, der viste den aktuelle gæld på kreditten. Klageren havde endvidere mulighed for at følge udviklingen, idet han havde forespørgsels- og debiteringsret til H’s/debitors konti.

Det kan ikke dokumenteres, at banken rettidigt har sendt særskilt meddelelse om overtræk eller henstand til klageren som kautionist, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 1. Der er imidlertid ikke grundlag for at nedsætte kautionsforpligtelsen, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 2 og 3, idet kravet mod klageren er begrænset til kredittens maksimum, og idet klageren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hans regreskrav mod H/debitor er blevet forringet som følge af, at han ikke fik særskilt meddelelse på et tidligere tidspunkt end den 21. august 2007.

Prisfaldet på ejendomsmarkedet var generelt størst i perioden efter den 21. august 2007, hvor klageren i hvert fald havde mulighed for at reagere i forhold til indfrielse af kautionsforpligtelsen og sikring af sit regreskrav mod H/debitor.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ubestridt, at Danske Bank årligt og skriftligt har meddelt klageren størrelsen af den gældspost, som hans kaution er stillet til sikkerhed for, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 7.

Bankens forsømmelser med hensyn til at give klageren særskilt underretning om overtræk eller henstand til H/debitor kan ikke medføre, at klagerens kautionsforpligtelse er bortfaldet, hverken helt eller delvist. Det bemærkes herved, at der er tale om kaution for en kassekredit uden aftalt afvikling, hvorfor bestemmelsen i § 48, stk. 2, ikke finder anvendelse. Det bemærkes endvidere, at bankens krav i henhold til kautionen er begrænset til kredittens oprindelige maksimum på 250.000 kr., jf. § 48, stk. 4, og at klageren ikke har godtgjort eller sandsynliggjort, at hans regreskrav mod H/debitor er blevet forringet som følge af mangelfuld særskilt underretning, jf. § 48, stk. 3.

Som følge af anførte træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.