Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 200003022 /2000 |
| Dato: | 14-09-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Bent Olufsen, Keld Christiansen, Mads Laursen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i september 1989 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 697.000 kr. På tvangsauktionen var instituttets fordring inklusive et privat pantebrev med 2. prioritet opgjort til i alt 757.691 kr., som fordeltes med 670.990 kr. i kolonne 2 og 86.701 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. maj 1990 ejendommen bl.a. med overtagelse af 3 af instituttets lån. I maj 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 60.691 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over kravet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt - i overensstemmelse med hidtidig nævnspraksis - at klageren ikke kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet bemærkede, at det af de tidligere klagesager om personlige fordringer var fremgået, at der har været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, og at det derfor måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ikke udelukkes, at instituttet efter dækning af det private pantebrev og hæftelse 1 forlods havde anvendt den resterende budsum til dækning af restgælden på hæftelse 3-5, således at instituttets krav delvis bestod af renter og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet henviste til, at det i en lignende sag ved Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 var blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives. Mindretallet stemte derfor for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3, og at kravet skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 21. september 2000 Nævnssekretariatet, at instituttet ikke ønskede at være bundet af kendelsen.
Fir Fordringen er efter dom indfriet.