Krav fremsat i maj 2011 begrundet i fejl i forbindelse med reduktion af aktiebeholdning i december 2005 med henblik på at opnå skattefritagelse efter tre års ejertid
| Sagsnummer: | 369/2011 |
| Dato: | 01-05-2012 |
| Ankenævn: | Henrik Bitsch, Christian Bremer, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Forældelse - øvrige spørgsmål
Værdipapirer - skatteforhold |
| Ledetekst: | Krav fremsat i maj 2011 begrundet i fejl i forbindelse med reduktion af aktiebeholdning i december 2005 med henblik på at opnå skattefritagelse efter tre års ejertid |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav fremsat i maj 2011 begrundet i fejl i forbindelse med reduktion af aktiebeholdning i december 2005 med henblik på at opnå skattefritagelse efter tre års ejertid.
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde i Jyske Bank, hvor han har et værdipapirdepot. I december 2005 indeholdt depotet 530 stk. Jyske Bank Aktier.
Jyske Bank har oplyst, at aktieavancebeskatningsloven blev ændret i december 2005 med ikrafttræden den 1. januar 2006. Der blev vedtaget en overgangsregel, hvorefter avancen på børsnoterede aktier var skattefri ved realisering efter 1. januar 2006, hvis værdien af den samlede beholdning af børsnoterede aktier pr. den 31. december 2005 var under 136.600 kr. (273.100 kr. for ægtefæller), og hvis aktierne først blev realiseret efter tre års ejertid.
Den 21. december 2005 gennemførte banken klagerens salg af 85 stk. Jyske Bank Aktier til kurs 303. Klagerens depot havde herefter en kursværdi på 445 stk. aktier á kurs 303, svarende til 134.835 kr.
I juledagene frem til den 31. december 2005 steg kursen på Jyske Bank Aktier til kurs 308,29. Kursstigningen medførte, at klagerens depot pr. den 31. december 2005 havde en værdi på 137.189,05 kr. Kursværdien fremgik af en årsopgørelse, som klageren fik tilsendt i januar 2006.
Klageren har oplyst, at han under en samtale med en ny rådgiver i banken i maj 2011 konstaterede, at aktiebeholdningen ikke som forudsat af ham var blevet nedbragt tilstrækkeligt til at sikre skattefrihed.
Klageren rejste krav mod banken om at blive holdt skadesløs for aktieavancebeskatning på aktiebeholdningen, hvilket banken afviste.
Parternes påstande
Den 27. juli 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal holde ham skadesløs for aktieavancebeskatning i forbindelse med salg af aktiebeholdningen.
Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hans daværende rådgiver i Jyske Bank i december 2005 informerede ham om, at der fra den 31. december 2005 ville træde nye regler i kraft, der gjorde, at såfremt kursværdien af hans aktiebeholdning var under et vist beløb, ville fremtidige salg af aktierne være skattefri. Det blev på den baggrund aftalt, at banken skulle sælge det antal aktier, der var nødvendigt for, at et fremtidigt salg af aktiebeholdningen ville være skattefrit. Da rådgiveren efterfølgende solgte 85 stk. regnede han med, at han var sikret skattefrihed ved senere salg af restbeholdningen.
Banken burde have sørget for en større margin, således at der var plads til eventuelle kursstigninger fra salgstidspunktet og frem til årsskiftet. Alternativt burde banken have overvåget beholdningen.
Hans krav mod banken er ikke forældet, idet han var i god tro indtil maj 2011, hvor fejlen blev konstateret. Det havde ikke haft nogen virkning, hvis han havde reageret allerede i januar 2006, eller indenfor forældelsesfristen regnet fra det tidspunkt. Skaden var på det tidspunkt allerede sket, idet skæringsdatoen var overskredet. Det beror således på juridiske spidsfindigheder, når banken søger at undgå sit ansvar med henvisning til forældelsesreglerne.
Han har ikke aktier i andre pengeinstitutter og ville i så fald heller ikke holde banken ansvarlig herfor.
Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, idet det vil kræve en egentlig bevisførelse ved de almindelige domstole at få afklaret, hvad der blev drøftet mellem klageren og dennes tidligere rådgiver i december 2005. Den pågældende rådgiver er ikke længere ansat i banken.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klagerens eventuelle krav er forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1 sammenholdt med § 30, stk. 1. Forældelsesfristen begyndte at løbe i hvert fald januar 2006, hvor klageren modtog en årsopgørelse, hvoraf depotværdien tydeligt fremgik. Klagerens mulige ukendskab til grænsen for skattefrihed kan ikke medføre yderligere suspension af forældelsesfristen.
Klageren har endvidere ved først at reagere mere end fem år efter modtagelsen af årsopgørelsen fortabt et eventuelt krav på grund af passivitet.
Det bestrides, at der foreligger et ansvarsgrundlag. Banken påtager sig generelt ikke at indestå for opnåelse af skattefrihed, da dette kan afhænge af en række faktorer, som banken ikke har nærmere kendskab til. Banken havde således blandt andet ikke kendskab til, om klageren havde børsnoterede aktier placeret andre steder, og som ville medføre, at depotet under alle omstændigheder ikke ville være skattefrit.
På salgstidspunktet blev der solgt tilstrækkelig mange aktier til at bringe depotet under den skattefri grænse. Banken var uden ansvar for den efterfølgende kursudvikling.
Klageren har ikke lidt et tab, da depotet endnu ikke er realiseret.
Ankenævnets bemærkninger
Tre medlemmer - Henrik Bitsch, Jørn Ravn og Troels Hauer Holmberg - udtaler:
Det er af klageren oplyst, at han blev kontaktet af sin daværende bankrådgiver i Jyske Bank, der anbefalede ham at sælge tilstrækkeligt med aktier til, at hans beholdning ville komme under grænsen for aktieavancebeskatning. Det antal aktier, der efterfølgende faktisk blev solgt, var netop tilstrækkeligt til, at nedbringe porteføljens daværende kursværdi til under 136.600 kr. På denne baggrund finder vi, at klagerens oplysninger om den modtagne rådgivning er således sandsynliggjort, at disse kan lægges til grund for sagens afgørelse, og vi finder derfor ikke anledning til at afvise sagen efter vedtægternes § 7.
Det må lægges til grund at Jyske Bank selv tog initiativet til aktiesalget og at banken oplyste klageren om, at han ved gennemførelse af salget ville opnå skattefrihed af fremtidig avance ved salg af den resterende portefølje. Uanset at banken ikke har haft nogen almindelig pligt til løbende at overvåge kursudviklingen på klagerens portefølje, finder vi, at banken under de konkret foreliggende omstændigheder har handlet ansvarspådragende derved, at banken ikke enten indledningsvis solgte et større antal aktier eller alternativt undersøgte kursen kort før årsskiftet, således at yderligere salg kunne have været i værksat. Jyske Bank er herefter som udgangspunkt erstatningsansvarlig for klagerens tab.
Da klageren ved modtagelse af depotoversigt kunne konstatere, at der var solgt 85 stk. aktier fra den nævnte beholdning, måtte klager gå ud fra, at Jyske Bank havde foretaget hvad der var nødvendigt for at opnå skattefrihed. Klager har derfor, indtil maj 2011, været i utilregnelig uvidenhed om, at han kunne rejse et krav mod Jyske Bank. Kravet er derfor ikke forældet. Vi stemmer herefter for at anse Jyske Bank for erstatningsansvarlig. Erstatningskravets størrelse kan ikke fastsættes af ankenævnet.
To medlemmer - Astrid Thomas og Christian Bremer - udtaler:
I 2005 havde klageren en aktiebeholdning i depot hos Jyske Bank.
Den 21. december 2005 blev en del af aktierne solgt. Herved blev værdien af aktiebeholdningen nedbragt til under 136.600 kr., som ifølge overgangsreglerne pr. 1. januar 2006 var beløbsgrænsen for at opnå skattefrihed ved salg af aktier efter tre års ejertid.
Vi finder, at klageren måtte indse, at en eventuel stigning i kursen på hans aktiebeholdning frem til årsskiftet kunne medføre, at skattegrænsen blev overskredet.
Vi finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at Jyske Bank påtog sig at overvåge kursudviklingen på klagerens aktiebeholdning i perioden fra den 21. december 2005 til udgangen af året med henblik på eventuelt at sælge yderligere aktier.
Vi bemærker endvidere, at vi anser klagerens krav mod Jyske Bank for forældet.
Som følge af ovenstående stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Jyske Bank er erstatningsansvarlig for klagerens tab ved avancebeskatning af den beholdning af aktier i Jyske Bank, som klageren var i besiddelse af pr. 31. december 2005.
Erstatningskravets størrelse kan ikke fastsættes af ankenævnet.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.