Afdød kautionists indlånskonto udlagt til dækning af begravelsesomkostninger.
| Sagsnummer: | 102/1991 |
| Dato: | 02-07-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Modregning - boudlæg
|
| Ledetekst: | Afdød kautionists indlånskonto udlagt til dækning af begravelsesomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved påtegning af kautionsdokument den 30. juli 1987 kautionerede bl.a. klagerens mor for en kassekredit på 50.000 kr. ydet af indklagedes Silkeborg Nordre afdeling til en lokalradio. I kassekreditkontraktens afsnit II pkt. 8 er bl.a. anført:
"Endvidere kan banken betragte kreditten som forfalden til indfrielse uden opsigelse i tilfælde af, at debitor eller en kautionist
1. (.....) 5. afgår ved døden. (.....)"
Ved skrivelse af 26. april 1989 til debitor med kopi til kautionisterne rykkede indklagede debitor for et overtræk på 26.632,88 kr., og i efteråret 1990 afholdtes der i afdelingen et møde vedrørende kreditten med deltagelse af kautionisterne.
Den 23. november 1990 afgik klagerens mor ved døden efterladende sig klageren som enearving. Den 26. november 1990 rettede klageren henvendelse til indklagedes Silkeborg Nordre afdeling, der var afdødes kontoførende afdeling, og oplyste om dødsfaldet. Ved denne lejlighed fik klageren udleveret en engagementsoversigt, hvoraf fremgik, at der på afdødes to konti hos indklagede da indestod 12.716 kr. og 390 kr. Ved skrivelse af 29. november 1990 til skifteretten anmeldte indklagede sit krav i dødsboet i henhold til kautionserklæringen, idet indklagede oplyste, at kravet udgjorde 45.349,04 kr., hvoraf indklagede samme dag havde modregnet 6.944,52 kr.
Af en udskrift af kassekreditkontoen fremgår-, at der den 28. november 1990, på hvilket tidspunkt debetsaldoen udgjorde godt 68.000 kr., er indbetalt 23.000 kr. på kontoen.
Den 18. december 1990 udlagde skifteretten boet efter klagerens mor til klageren til dækning af begravelsesudgifter, og ved påtegning af samme dag på indklagedes skrivelse af 29. november 1990 tilbagesendte skifteretten indklagedes skrivelse med oplysning om, at boet var udlagt til dækning af begravelsesudgifter.
Klageren rettede herefter henvendelse til indklagede medbringende skifteretsattesten og anmodede om at få udbetalt indeståendet på de to konti. Som følge af indklagedes modregning indestod der alene et beløb på 6.162 kr., hvilket udgjorde afdødes pension for december 1990, der forventedes krævet tilbagebetalt; idet afdøde efter sin død ikke var berettiget til pension. Da kommunen imidlertid ikke havde krævet beløbet tilbage, udbetaltes dette reguleret for en mindre rentepost den 21. december 1990 til klageren.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at den foretagne modregning har været uberettiget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagedes skrivelse af 26. april 1989 til debitor er en rykkerskrivelse, og at det ikke fremgår heraf, at kautionsforpligtelsen gøres gældende overfor afdøde. Det henstår endvidere uoplyst, hvad der er gjort gældende overfor kautionisterne på mødet i indklagedes afdeling i efteråret 1990. På tidspunktet for dødsfaldet den 23. november 1990 var der således intet aktivt foretaget overfor afdøde med henblik på at gøre kautionsforpligtelsen gældende, og modregningen var ikke foretaget, da kautionisten døde. Ifølge kassekreditkontraktens punkt 8 medfører en kautionists dødsfald, at den samlede skyld er forfalden. Kautionsforpligtelsen forfalder imidlertid først til betaling i og med selve dødsfaldet, men fra dødsfaldstidspunktet består der ikke længere konneksitet, idet de to indeståender er overgået til boet efter afdøde, der fra dødsfaldstidspunktet er under skifterettens forvaltning. I selve dødsfaldsøjeblikket er modregningsbetingelserne således ikke opfyldt, og efter dødsfaldstidspunktet er modregningsbetingelserne heller ikke opfyldt. Skifteretten, der ved behandling af dødsboet var bekendt med indklagedes krav, udlagde uden hensyntagen til afdødes kreditorer aktiverne til klageren, og skifteretsattesten af 18. december 1990 må tages som udtryk for, at den skete modregning ikke anerkendes.
Indklagede har anført, at afdelingen på mødet i efteråret 1990 overfor kautionisterne tilkendegav, at kassekreditten var forfalden til fuld indfrielse, og en af kautionisterne har indbetalt 23.000 kr. den 28. november 1990. I henhold til kassekreditkontraktens pkt. 8 kan indklagede betragte kreditten som forfalden til indfrielse uden opsigelse i tilfælde af, at debitor eller en kautionist afgår ved døden, ligesom indklagede i henhold til sine almindelige forretningsbetingelser er berettiget til uden forudgående meddelelse til kunden at modregne med ethvert forfaldent eller uforfaldent tilgodehavende hos kunden. Kredittens forfaldstid var således indtrådt på tidspunktet for modregningen. Afdødes forpligtelse er opstået allerede ved underskriften af kassekreditkontrakten, og der er således tale om modregning mellem to krav, der begge er opstået inden skæringsdagen den 23. november 1990. Det forhold, at dødsboet er taget under- offentlig skiftebehandling eller er afsluttet uden fyldestgørelse til kreditorerne, bevirker ikke, at indklagede er forpligtet til at foretage effektiv betaling, hvilket ville være i modstrid med almindelige retsgrundsætninger. Skifteretsattesten kan heller ikke tages som udtryk for, at skifteretten har taget stilling til modregningen I andre bosituationer f eks. i konkurssituationer, er der ofte en udvidet adgang til at foretage modregning, jfr. f.eks. konkurslovens § 42, der må finde analog anvendelse. Modregningen var endvidere gennemført, inden boet blev udlagt til dækning af begravelsesudgifterne.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det oplyste om det møde, der blev afholdt med kautionisterne i efteråret 1990, sammenholdt med det forhold, at en anden af kautionisterne indbetalte 23.000 kr. den 28 november, findes det tilstrækkelig godtgjort, at klagerens moders kautionsforpligtelse var forfalden til betaling den 23. november, da moderen døde. Allerede af denne grund findes indklagede at have været berettiget til at foretage modregning som sket den 29. november. Det bemærkes herved, at der forelå den fornødne konneksitet, idet kautionsforpligtelsen efter moderens død påhvilede boet, ligesom de to indlånskonti tilhørte dette.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.