Indløsning af krydset check med falsk endossement.
| Sagsnummer: | 430/1990 |
| Dato: | 25-01-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Check - indløsning
|
| Ledetekst: | Indløsning af krydset check med falsk endossement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 16. juli 1990 fremsendte klageren en krydset check på 2.158,32 kr. til trediemand.
Den 17. juli 1990 udbetalte indklagedes Spangsbjerghus afdeling checken til en person, som forinden havde påført checken falsk endossement.
Den 3. august erfarede klageren, at checken ikke var nået frem til rette vedkommende, hvorefter hun kontramanderede checken.
Klageren har efter korrespondance med indklagede indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.158,32 kr. til klageren.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført., at formalet med at krydse en check er, at hvis en tredieperson uretmæssigt hæver checken, skal der være mulighed for at få beløbet fra indløserens konto, så checkudsteder kan holdes skadesløs. Indklagede burde således kontakte checkindløseren og afkræve denne beløbet. På grund af endossementets udformning, som er ganske ubehjælpsomt, kan indklagede ikke anses for at have været i god tro.
Indklagede har anført, at checken er kontramanderet, efter at den blev indløst af indklagede. Hertil kommer, at indløseren er kunde i indklagedes afdeling og således afdelingen bekendt, samt at der ikke var sådanne forhold ved indløsningen, som gjorde, at der opstod mistanke om indløserens berettigelse til checken. Det følger af de checkretlige regler, at en check, uanset den er krydset, kan endosseres. Endossementets udformning i den konkrete sag har ikke givet indklagede anledning til at foretage særlige undersøgelser.
Ankenævnets bemærkninger:
Den person, fra hvem indklagede erhvervede den af klageren udstedte krydsede check, var kunde hos indklagede, og den pågældende fremtrådte som retmæssig checkindehaver ved en uafbrudt række af endossementer.
Herefter, og da der ikke er grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejder vidste, at den pågældende manglede ret til at råde over checken eller har udvist grov uagtsomhed i denne henseende, kan klagerens erstatningskrav overfor indklagede ikke tages til følge, jf. checklovens § 21 sammenholdt med § 19 og § 38.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.