Kurssikring af kreditforeningslån. Ansvar for manglende kurssikring.
| Sagsnummer: | 130 /1988 |
| Dato: | 12-04-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Kurssikring af kreditforeningslån. Ansvar for manglende kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved skrivelse af 5. november 1987 rettede klagernes advokat henvendelse til indklagedes Nr. Uttrup afdeling i anledning af manglende kurssikring af et lån i BRF på 935.000 kr., som klagerne havde optaget i forbindelse med opførelse af en fast ejendom. Lånet var fordelt med 561.000 kr. som annuitetslån og 374.000 kr. som serielån.
Det anførtes i skrivelsen, at klagerne under et møde den 4. august 1987 hos indklagede havde anmodet om kurssikring af det pågældende lån, uanset de hermed forbundne omkostninger. Denne dato var kurserne på lånets annuitetsdel og seriedel henholdsvis 93 og 95, men udbetalingen, der fandt sted den 10. september 1987, skete til henholdsvis kurs 89,875 og 91,625.
Ved skrivelse af 20. november 1987 til klagernes advokat oplyste afdelingen, at man under mødet den 4. august 1987 havde oplyst, at kurssikring på det tidspunkt ikke kunne finde sted, idet det endelige lånebeløb ikke kendtes, og forhåndslån derfor ikke kunne hjemtages. Efter at det endelige lånebeløb var blevet oplyst den 24. august, behandlede indklagede internt anmodningen om ydelse af byggelån og garanti for forhåndslån. Begge dele blev bevilget den 31. august 1987, hvorefter de nødvendige dokumenter den 1. september 1987 blev fremsendt til klagernes underskrift. Den 7. september 1987 modtog afdelingen dokumenterne retur og fremsendte dem samme dag til kreditforeningen. Der var i dagene herefter gentagne kontakter imellem klageren og afdelingen, indtil klageren den 11. september 1987 meddelte, at han under hensyn til den hidtidige udvikling af kurserne ønskede, at obligationerne skulle sælges på det tidspunkt.
Ved skrivelse af 18. januar 1988 til indklagede bestred klagerne på flere punkter den af afdelingen givne sagsfremstilling. Klagerne anførte bl.a., at de den 24. august 1987 i forbindelse med oplysningen af det endelige lånebeløb havde talt med indklagedes sagsbehandler, der meddelte, at klagerne ikke skulle foretage sig yderligere med hensyn til kurssikring af lånet.
Først den 9. september gik det op for klagerne, at lånet endnu ikke var kurssikret.
Ved skrivelse af 29. januar 1988 til klagerne fastholdt indklagede, at kurssikring ikke kunne finde sted, førend det endelige lånebeløb var kendt, ligesom der måtte foreligge et endeligt byggeprojekt med korrekte priser samt tilsagn om opnået byggekredit.
Klagerne har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand am erstatning af differencen mellem det provenu, som blev opnået ved den faktiske afhændelse af obligationerne, og det provenu, som ville være blevet opnået ved salg før den 8. september 1987. Klagerne har skønsmæssigt opgjort tabet til ca. 45.000 kr.
Indklagede har påstået frifindelse.
Parterne har til støtte for de nedlagte påstande henholdt sig til de synspunkter, som har været fremført i den mellem dem stedfundne brevveksling.
Indklagede har på Ankenævnets forespørgsel anført, at det omhandlede kreditforeningslån tidligst kunne være kurssikret ved tegning af kurskontrakt den 7. september 1987, da indklagede modtog de underskrevne dokumenter retur fra klagerne.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at klagerne på et møde den 4. august 1987 anmodede om, at lånene hos BRF måtte blive kurssikrede, men fik at vide, at kurssikring (hjemtagelse af forhåndslån) endnu ikke kunne ske, da de endelige lånebeløb endnu ikke kendtes. Ankenævnet finder, at indklagedes medarbejder på denne baggrund ved fremsendelsen af dokumenterne den 1. september 1987 burde have præciseret, at kurssikring endnu ikke var sket, og at klagerne derfor straks måtte returnere dokumenterne i underskrevet stand, såfremt forhåndslånene ønskedes hjemtaget snarest muligt. Det må antages, at lånene, såfremt sådan oplysning var givet, ville være blevet hjemtaget senest den 4. september 1987, og indklagede findes herefter at være erstatningsansvarlig for det tab, klagerne led ved, at dette ikke skete. Efter det oplyste om kursudviklingen findes tabet i overensstemmelse med klagernes påstand at kunne ansættes til 45.000 kr., hvorved bemærkes, at indklagede ikke har gjort særskilt indsigelse herimod.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger til klagerne betale 45.000 kr. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.