Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check.

Sagsnummer:	103/2006
Dato:	18-10-2006
Ankenævn:	Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:	Check - falsk check Check - udenlandsk check
Ledetekst:	Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check.
Indklagede:	Sparbank Vest
Øvrige oplysninger:	OF
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med returnering af en falsk check, der blev indsat på klagerens konto som betaling ved klagerens salg af en bil.

Sagens omstændigheder.

I maj 2005 solgte klageren via Internettet sin bil til en udlænding for 36.000 kr.

Den 17. maj 2005 modtog indklagede fra køberen en udenlandsk check på 33.000 EUR til indsætning på klagerens konto hos indklagede. Checken var udstedt til klageren og trukket på et irsk pengeinstitut.

Indklagede indsatte checkbeløbet på klagerens konto, som omregnet til danske kroner og efter opkrævning af et gebyr på 125 kr. udgjorde 245.170,60 kr. Indklagede sendte samtidig et bilag vedrørende omregningen og indsættelsen af checkbeløbet til klageren.

Den 18. maj 2005 rettede klageren henvendelse til indklagede i anledning af indbetalingen. På klagerens anmodning overførte indklagede 28.067,09 EUR, svarende til 209.170 kr., til en betalingsmodtager med konto i et hollandsk pengeinstitut. Betalingsformålet var "FOR A NEW HOUSE AND A CAR".

Den 30. maj 2005 modtog indklagedes udenlandsafdeling checken retur med meddelelse om, at checken var forfalsket. Indklagede hævede værdien af checkbeløbet, som nu var 246.132,02 kr., og et gebyr på 250 kr., i alt 246.382,02 kr., på klagerens konto. Klageren fik tilsendt en meddelelse om returneringen af checken og den deraf følgende hævning på kontoen.

Den 1. juni 2005 solgte indklagede 110 stk. Novo Nordisk aktier, som klageren havde købt for købesummen for bilen. Provenuet ved salget, som var på 34.499,30 kr., blev indsat på klagerens konto til nedbringelse af det overtræk, som returneringen af checken havde medført.

Klageren gjorde indsigelse imod hævningen, som indklagede fastholdt.

Sagen blev anmeldt til politiet, som ved skrivelse af 20. december 2005 meddelte, at efterforskningen var standset, fordi det ikke var lykkedes at fastlægge, hvem gerningsmanden var, jf. retsplejelovens § 749, stk. 2. Af skrivelsen fremgår bl.a.

"…

Jeg kan til orientering oplyse, at den benyttede fremgangsmåde er et kendt svindelnummer på linie med de mere offentlig kendte Nigeriabreve og gevinster i det spanske klasselotteri. Enkeltstående tilfælde som dette undergives sædvanligvis ikke egentlig efterforskning i den enkelte politikreds, idet det skønne udsigtsløs at identificere en gerningsmand til et enkeltstående forhold.

…"

Klageren har anført, at han ifølge aftale med køberen skulle sende det overskydende beløb i bilhandlen til et firma, som skulle forestå det praktiske med at få bilen afhentet. Han talte med indklagedes medarbejder, M, om, at der ville komme nogle penge til ham fra udlandet. Han vidste ikke, hvordan pengene ville blive sendt, hvorfor han bad om IBAN-nummer og SWIFT-kode, som han sendte til køberen.

Om hændelsesforløbet ved henvendelsen til indklagede den 18. maj 2005 har klageren anført, at M oplyste, at pengene var kommet på en check. Han fik ikke forevist checken, og det blev ikke oplyst, at den var fra Irland. På forespørgsel fra M fortalte han, at han havde solgt en bil for 36.000 kr., og at det overskydende beløb skulle sendes videre. De talte om, hvorfor køberen havde sendt et større beløb, og blev enige om, at det nok havde noget med skat at gøre. Ifølge M var køberen godtroende, idet køberen risikerede, at pengene blev taget og kontoen lukket, uden at han kunne gøre noget. M oplyste ikke, at der var en clearingsperiode, hvor det kunne vise sig, at checken var falsk. Han formodede, at der ikke kunne opstå problemer for ham, når checken/pengene var på hans konto.

Indklagede har anført følgende om hændelsesforløbet ved klagerens henvendelse den 18. maj 2005:

"…

[Klageren] henvender sig ved kassen i banken og [M] rejser mig op kontakter ham ved kassen. Da [M] ved at [klageren] har interesse for bioteknologi spørger [M] om han har solgt noget eller hvorfor det store beløb er sendt til ham. [M] oplyser at checken er sendt fra Irland og at det lignede en medicinal virksomhed, der har udstedt checken. [Klageren] oplyser, at det har noget med en bil at gøre og [M] spørger undrende til om én person bare ville sende ham så stort et beløb. [M] siger klart til [klageren] at det lyder for godt til at være sandt. Der er ikke på noget tidspunkt tale om noget skatteteknisk eller lignende. [Klageren] afleverer sin anmodning om overførsel til udlandet, som vi kører igennem. [M] udtaler på intet tidspunkt at [klageren] er godtroende, men gør derimod opmærksom på at [M] finder sagen meget underlig og nærmest for god til at være sand. Der er ikke yderlig kommunikation med [klageren] den dag. Der er aldrig tale om regler eller lignende for sådanne checks.

…"

Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:

"…

7. Indbetalinger og hævninger

Forbehold ved indbetalinger

Alle indbetalinger på Deres konto, der ikke sker kontant, sker med forbehold af, at [indklagede] modtager beløbet. Tilsvarende gælder for indbetaling ved checks trukket på konti i [indklagede]. Forbeholdet gælder, selvom det ikke er nævnt i kvittering eller anden meddelelse om indbetalingen.

Hvis en check f.eks. viser sig at være dækningsløs, hæver [indklagede] beløbet på Deres konto igen. Hvis der hæves på Deres konto, får De besked fra [indklagede].

…"

Parternes påstande.

Den 10. april 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale 209.170 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede burde have informeret ham om risikoen ved at videresende det overskydende beløb før der var sikkerhed for, at checken ville blive honoreret. Ved at undlade dette har indklagede handlet groft uagtsomt.

Indklagede kendte baggrunden for forsendelsen på 209.170 kr. og burde have været opmærksom på, at der kunne være tale om et svindelnummer. Finanstilsynet havde igennem længere tid via sin hjemmeside advaret om svindelnumre af denne karakter. Alene beløbets størrelse i forhold til hans øvrige økonomi burde have skærpet indklagedes opmærksomhed.

Først da checken ca. 12 dage senere blev returneret, informerede indklagede om, at han skulle have ventet 31 dage, mens checken blev undersøgt. I den mellemliggende periode forsøgte køberen at annullere handelen og at formå ham til at returnere købesummen via Western Union.

Indklagede har anført, at man generelt ikke forholder sig til baggrunden for de enkelte kunders pengetransaktioner. I den konkrete sag fulgte man klagerens anmodning om overførsel til en konto i et udenlandsk pengeinstitut med angivelse af betalingsformålet: "For a new house and a car". Det var ikke op til indklagede at vurdere, om klageren rent faktisk foretog dette køb. Klageren burde tværtimod selv have forholdt sig til denne oplysning, som klageren var vidende om ikke stemte overens med de faktiske forhold.

Uanset Finanstilsynets mulige omtale af lignende sager var man ikke forpligtet til at rådgive om en eventuel risiko ved indløsning af checks, jf. de almindelige forretningsbetingelser pkt. 7 og Højesterets afgørelse refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, side 1306. Det fremgår af denne afgørelse, at et pengeinstitut ved modtagelse af checks eller andre betalingsanvisninger til indløsning ikke påtager sig risikoen for, at anvisningen honoreres. I den konkrete sag fremgik det ikke umiddelbart, at der var tale om en falsk check.

Der er ikke udvist grov uagtsomhed fra indklagedes side og derfor ikke grundlag for et erstatningsansvar.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard og Lotte Aakjær Jensen - udtaler:

Vi finder, at indklagede i forbindelse med drøftelserne den 18. maj 2005 burde have informeret klageren om checkforbeholdet, jf. indklagedes almindelige forretningsbetingelser pkt. 7, og rådgivet klageren om, at han udsatte sig for en ikke ubetydelig risiko for tab ved at gennemføre overførslen på 209.170 kr., før der var sikkerhed for, at checken ville blive honoreret. Vi har herved lagt vægt på, at der i den konkrete sag er tale om et forbrugerforhold samt indklagedes kendskab til baggrunden for transaktionerne, beløbets størrelse og den almindelige omtale af transaktioner af denne karakter.

To medlemmer - Karen Frøsig og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:

Vi finder, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må ske ved domstolene, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1. Vi stemmer derfor for, at klagen afvises.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Klagerens påstand tages herefter til følge således, at indklagede skal indsætte 209.170 kr. på klagerens konto med valør den 30. maj 2005.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger indsætte 209.170 kr. på klagerens konto med valør den 30. maj 2005. Klagegebyret tilbagebetales klageren.