Rente.
| Sagsnummer: | 172 /1992 |
| Dato: | 16-09-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved slutseddel af 19. marts 1986 købte klageren et sommerhus for 530.000 kr. Det fremgår af slutsedlen, at købesummen skulle berigtiges ved en kontant udbetaling på 113.055,59 kr. og et "kontantpantebrev" på 280.000 kr., der skulle afvikles over 20 år med en fast årlig ydelse på 14,14%, hvoraf 13% p.a. var rente; ydelsen ville udgøre 9.898 kr. pr. kvartal. Derudover skulle køber overtage et pensionskasselån med en restgæld på 136.944,41 kr. Ifølge slutsedlens pkt. 15 betingede køber sig ret til at indfri "kontantpantebrevet" til kurs 100.
Til betaling af den kontante udbetaling ydede indklagedes Rønne Nord afdeling klageren et lån på 125.000 kr., der skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 5.200 kr. første gang 1. oktober 1986. I gældsbrevet var anført, at renten for tiden udgjorde 11% p.a. Til indfrielse af det stipulerede pantebrev på 280.000 kr. ydede afdelingen et lån på 280.000 kr., der skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 9.600, kr., første gang den 1. oktober 1986. Renten på dette lån udgjorde også for tiden 11 % p.a. Af begge gældsbreve fremgik, at "[indklagede] forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende".
I forbindelse med at klageren i januar 1992 overførte lånene til indklagedes Rønne Øst afdeling blev hun opmærksom på, at løbetiden var længere end forudsat af hende.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånenes løbetid er 10 år ved en fortsat ydelse på henholdsvis 9.600 kr. og 5.200 kr. pr. kvartal og med en fast rente på 11% p.a.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagedes medarbejder i forbindelse med ydelsen af lånene præciserede, at løbetiden maximalt kunne være 10 år, da indklagede ikke ydede lån med længere løbetid. Dette var i overensstemmelse med klagerens ønske, da hun og hendes ægtefælle ønskede at gå på pension som 60 årige og derfor ønskede lånene afviklet inden 1996. Indklagede har debiteret klageren og hendes ægtefælles budgetkonto for ydelserne på lånene, hvilket er fremgået af de månedlige udskrifter, men det er ikke fremgået, hvor stor en del af ydelsen, der var henholdsvis rente og afdrag. Af praktiske årsager flyttede klageren og hendes ægtefælle deres engagement fra indklagedes Rønne Nord afdeling til Rønne Øst afdeling. I forbindelse hermed blev klageren i januar 1992 kontaktet af bestyreren for Rønne Øst afdelingen og det aftaltes, at lånene tillige skulle overføres hertil. Den 27. februar 1992 meddelte bestyreren telefonisk, at de lån, Rønne Nord afdelingen havde ydet klageren i 1986, var "evighedslån", som han mente burde drøftes nærmere. På et efterfølgende møde blev klageren opmærksom på, at saldo på lånene efter 5 1/2 års afvikling udgjorde henholdsvis 279.265,15 kr. og 107.130,34, samt at renten i mellemtiden var vokset fra 11% til 15,586% i 1991. Klageren har været i god tro ved optagelsen af lånet, og indklagede har begået en fejl i forbindelse hermed. Indklagede burde allerede i 1987 have informeret klageren om, at gælden var vokset i stedet for at blive nedbragt.
Indklagede har anført, at der ikke i gældsbrevene eller på anden måde er truffet aftale om en fast løbetid eller en fast rente. For så vidt angår lånet på opr. 280.000 kr., blev der ved lånets etablering tillagt omkostninger på 2.040 kr., hvorefter hovedstolen udgjorde 282.040 kr. Det beror først og fremmest på en periodeforskydning, at restgælden på lånet ultimo 1986 var 290.000 kr. Renten tilskrives ultimo kvartalet, mens ydelsen betales primo kvartalet ifølge gældsbrevets bestemmelser, hvorfor restgælden to dage efter faldt med 9.600,00 kr. Med kvartårlig ydelse på 9.600 kr. og et uændret renteniveau på 11% ville løbetiden på lånet på 280.000 kr. udgøre ca. 15 år. En sådan løbetid var i overensstemmelse med indklagedes udlånspolitik. Det afgørende moment ved fastsættelsen af ydelsen og dermed løbetiden på lånet var en tilpasning til klagerens økonomi og en sammenligning med den ydelse på 9.898 kr., som klageren allerede havde forpligtet sig til at betale, hvorved kontantpantebrevet ville være afviklet i løbet af 20 år.
For så vidt angår lånet på opr. 125.000 kr., som inkl. låneomkostninger udgjorde 131.100 kr., gør samme periodeforskydning mellem rentetilskrivning og opkrævning af ydelsen sig gældende. Restgælden pr. 31. december 1991 blev således umiddelbart efter nytår reduceret til 101.500 kr. Da der var tale om finansiering af kontantudbetalingen tilsagde indklagedes udlånspolitik en hurtigere afvikling end lånet på 280.000 kr., som havde karakter af et prioritetslån. Denne forskel begrunder, at det samlede lån blev opdelt i to. Med en kvartårlig ydelse på 5.200 kr. og en uændret rente ville lånet være afviklet på ca. 10 år. Ved at sammenholde de to lån fremgår det, at ydelsen på det mindste lån er væsentligt større end ydelsen på det største lån. Da renten er ens, er det åbenbart, at de to ydelser ville indebære forskellige løbetider fra starten. Klagerens påståede forventning om en løbetid på 10 år er således berettiget for så vidt angår det lille lån. Pantebrevet, der var alternativet i henhold til slutsedlen, var et 20-årigt pantebrev. Det har formodningen imod sig, at tilsvarende lån med en lavere ydelse kunne være afviklet på den halve tid. Desuden ville det være formålsløst at etablere to lån i stedet for et, såfremt der ikke var forskel på løbetiden. Ændringerne i renten har fulgt den almindelige udvikling, og rentesatserne ultimo 1991 kan ikke umiddelbart sammenlignes med renterne fra tidligere år på grund af kreditaftalelovens krav om angivelse af den effektive rente. Klageren er løbende blevet holdt orienteret om renteudviklingen og den stedfundne nedbringelse af lånene uden at forlange ydelsen reguleret. Ved lån af den pågældende art er det fast praksis, at indklagede kun forlanger ydelsen ændret, hvis rentestigningen indebærer, at renten overstiger ydelsen, eller at afviklingen af lånene i en længere periode reduceres væsentligt.
Ankenævnets bemærkninger:
Gældsbrevene indeholder ingen angivelse af lånenes løbetid, og det er ikke godtgjort, at indklagede mundtligt har tilsikret klageren en bestemt løbetid. Indklagede har ved den citerede bestemmelse i gældsbrevene forbeholdt sig en ret til at regulere ydelsen i tilfælde af renteændringer, men har ikke påtaget sig en forpligtelse hertil. Klageren måtte således påregne, at lånenes løbetid kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelse. Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren kan gøre noget krav gældende i anledning af, at lånenes løbetid er blevet forlænget.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.