Spørgsmål om forsinket hjemtagelse.
| Sagsnummer: | 355 /1994 |
| Dato: | 09-03-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om forsinket hjemtagelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forlængelse af klagerens skriftlige henvendelse til indklagede af 21. april 1993 vedrørende størrelsen af renten på klagerens lån indledtes drøftelser med indklagedes Espergærde afdeling om en omlægning af klagerens engagement og en omprioritering af klagerens ejendom. Klageren var tillige kunde i indklagedes Virum afdeling.
Saldoen på klagerens samlede engagement udgjorde pr. 5. maj 1993 326.977,19 kr. (negativ).
Til brug for vurderingen af omprioriteringen blev der indhentet ejendomsmæglervurdering af 17. maj 1993, hvor handelsprisen for klagerens ejendom blev anslået til en kontantpris på 757.000 kr. og en nominel pris på 825.000 kr.
Ifølge indklagede fandt klageren vurderingen for lav, hvorfor det blev aftalt at anmode Realkredit Danmark om størst muligt lån på basis af egen vurdering af handelsprisen.
Ved skrivelse af 28. juli 1993 blev Realkredit Danmark anmodet om størst muligt 30-årigt kontantlån. Efter at have rykket Realkredit Danmark flere gange og fremsendt tegninger af ejendommen, modtog indklagede den 29. oktober 1993 tilbud på et kontantlån på 680.000 kr.
Den 9. og 10. november 1993 underskrev klageren og dennes ægtefælle pantebrev til Realkredit Danmark og omprioriteringskontrakt med tillæg. Ifølge kontrakten skulle indklagede forestå hjemtagelse af lånet og indfrielse af syv eksisterende lån. Et efterstående ejerpantebrev på 396.000 kr., der lå til sikkerhed for klagerens engagement med indklagede, skulle rykke for det nye lån, og der skulle endvidere etableres et lån hos indklagede med afvikling over syv år. Af kontrakten fremgik, at klageren og ægtefællen p.t. ikke ønskede kurssikring.
I skrivelse af 1. februar 1994 til klageren anførte indklagede følgende:
"Idet vi henviser til telefonsamtaler af dags dato, hvor følgende blev drøftet:
- Rentesats p.t. 13% p.a. på samlet kreditfacilitet stor ca. kr. 450.000,00, løbetid 7 år og afvikling mdl. ydelse kr. 8.200,00.
Banken meddelte Dem at satsen på det foreliggende grundlag var ufravigelig.
- De meddelte banken at De under ingen omstændigheder kunne acceptere ovennævnte rentesats, og at De omgående ville søge kontakt til andet pengeinstitut for overførsel af Deres og Deres hustru's engagement med [indklagede].
- De meddelte banken at igangværende omprioritering straks skulle stoppes, hvilket er taget til efterretning.
- Som en konsekvens af ovenstående anmodede De banken om at tilstille Dem samtlige personlige papirer beroende i banken, hvilke følger vedlagt.
Idet det er af betydning for såvel banken som for Dem at sagen snarest afsluttes, må vi anmode Dem om inden 8 dage at have truffet de nødvendige aftaler om overførsel til andet pengeinstitut."
Den 22. februar 1994 fremsendte indklagedes Espergærde afdeling dokumenterne vedrørende klagerens engagement til indklagedes Virum afdeling, der overtog kundeforholdet og hjemtog kreditforeningslånet den 24. marts 1994 til kurs 86,4.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 121.090 kr. svarende til hans beregnede tab ved, at RD-lånet ikke blev hjemtaget den 18. januar 1994 til kurs 92,15.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Klageren har anført, at han i forbindelse med underskrivelsen af dokumenterne den 9. november 1993 blev rådet til ikke at kurssikre, idet man forventede stigende kurser. Det blev samtidig aftalt, at lånet skulle hjemtages omkring årsskiftet. Forud for hans bortrejse på ferie i perioden 8.-15. januar 1994 meddelte indklagede, at omprioriteringssagen ville være afsluttet ved hans hjemkomst. Dette var ikke tilfældet. Da han ikke længere ønskede at løbe en kursrisiko, rykkede han for omprioriteringens gennemførelse, men sagen blev på grund af travlhed hos indklagede ikke ekspederet trods hans gentagne anmodninger herom. Han bad derfor om at få samtlige papirer tilsendt med henblik på at drøfte sagen med sin ægtefælle. Han ønskede ikke, at den igangværende omprioritering skulle stoppes, og han protesterede straks efter modtagelsen af skrivelsen af 1. februar 1994. Tvunget af omstændighederne rettede han henvendelse til Virum afdelingen, der indvilgede i at overtage sagen. Da han fremhævede, at lånet skulle hjemtages hurtigst muligt, blev det oplyst, at der ville gå nogle dage, før papirerne var overført. Virum afdelingen modtog imidlertid først dokumenterne den 23. februar 1994, på hvilket tidspunkt kurserne var faldet betydeligt, hvorfor han på afdelingens anbefaling udskød hjemtagelsen. I januar 1994 var indklagede i besiddelse af alle dokumenter til brug for hjemtagelsen, hvorfor man burde have hjemtaget lånet i hvert fald den 18. januar 1994. Omlægningen af engagementet med indklagede var en separat sag i forhold til omprioriteringen. Indklagede lod ham på ingen måde vide og var ikke berettiget til at lade gennemførelsen af omprioriteringen være betinget af en endelig aftale vedrørende omlægningen af engagementet hos indklagede. Sammenkædningen var uberettiget, selvom der var knyttet et underskud til konverteringssagen, bl.a. fordi indklagede var bekendt med, at han med otte dages varsel kunne få et lån på 60.000 kr. hos Danica Pension, hvilket indklagede ikke mente, der var grund til, før konverteringssagen var afsluttet.
Indklagede har anført, at omprioriteringen var et led i en omlægning af klagerens økonomiske forhold med henblik på dels en likviditetslettelse, dels en afvikling af lån og kreditter hos indklagede over syv år, idet klageren ønskede at gå på pension på dette tidspunkt. Uanset hvornår lånet blev hjemtaget, ville omprioriteringen ikke give et overskydende provenu, men derimod et underskud i størrelsesordenen 40-50.000 kr. Ultimo november 1993 anslog man klagerens "efterfinansieringsbehov" til ca. 450.000 kr., som man gav tilsagn om at finansiere over syv år til en rente på 13% p.a. under forudsætning af, at der blev opnået en samlet løsning på klagerens økonomiske forhold. Det blev gentagne gange fremhævet overfor klageren, at RD-lånet ikke ville blive hjemtaget, før der var opnået enighed om efterfinansieringslånet, herunder renten. Til brug for bevillingen af efterfinansieringslånet anmodede man på mødet den 9. november 1993 klageren om at fremskaffe diverse materiale om familiens økonomiske forhold. Først den 10. januar 1994 havde man modtaget den fornødne dokumentation, hvorefter dokumenterne vedrørende efterfinansieringslånet kunne udfærdiges. Klageren kunne imidlertid fortsat ikke godkende renten på 13% p.a. Under en telefonsamtale den 1. februar 1994 meddelte klageren, at han ønskede at skifte pengeinstitut, og at omprioriteringssagen ønskedes stoppet. Den 4. februar 1994 blev Espergærde afdelingen anmodet om at overføre sagen til Virum afdelingen. Det bestrides, at klageren fik oplysning om, at overførsel ville ske i løbet af nogle dage. Sagen skulle behandles af Virum afdelingens filialdirektør efter dennes ferie, hvilket klageren var bekendt med. Det bestrides, at klageren havde oplyst om mulighed for et lån på ca. 60.000 kr. fra Danica Pension. Omprioriteringssagen blev behandlet korrekt, og klageren blev rådgivet om muligheden for at foretage kurssikring. Klageren ønskede ikke på noget tidspunkt at kurssikre hverken de indestående lån eller omprioriteringslånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende, herunder det oplyste om, at omprioriteringen af klagerens ejendom ville medføre et underskud på 40-50.000 kr., finder Ankenævnet, at indklagede var berettiget til at gøre sin medvirken ved hjemtagelsen af kreditforeningslånet betinget af, at der opnåedes enighed om vilkårene for det "efterfinansieringslån", der skulle optages hos indklagede, herunder specielt om rentens størrelse. Det bemærkes herved, at det ikke er godtgjort, at klageren overfor indklagedes Espergærde afdeling havde tilkendegivet, at han kunne optage et lån i Danica Pension til nedbringelse af gælden til indklagede. Når bl.a. henses til indholdet af indklagedes skrivelse af 1. februar 1994 finder Ankenævnet endvidere at måtte lægge til grund, at klageren var bekendt med den nævnte sammenhæng mellem hjemtagelsen af kreditforeningslånet og de løbende drøftelser vedrørende vilkårene for "efterfinansieringslånet".
Efter det anførte finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at der er begået ansvarspådragende fejl af indklagede.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.