Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rettidig.

Sagsnummer: 452/1991
Dato: 03-04-1992
Ankenævn: Peter Blok, Søren Geckler, Gert Bo Gram, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Ledetekst: Rettidig.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I juni måned 1986 ydede indklagedes Cayman Islands afdeling gennem indklagedes Århus afdeling et lån på modværdien af 2.150.000 Dkr. til en kunde i forbindelse med dennes erhvervelse af en kro. Lånet blev ydet i DEM, og i henhold til kautionsdokument af 30. juni 1986 kautionerede klageren sammen med en tredjemand for lånet dog maksimeret til 350.000 kr. Endvidere modtog indklagede et ejerpantebrev med pant i kroen. Der blev ikke med debitor aftalt afviklingsordning vedrørende udlandslånet.

Ved skrivelse af 17. august 1988 orienterede indklagede klageren om, at den af debitor drevne kro var sat til salg. Under vedlæggelse af salgsopstillingen oplyste indklagede i skrivelsen, at såfremt ejendommen blev solgt til den i salgsopstillingen vurderede pris, ville dette ikke dække indklagedes tilgodehavende fuldt ud, hvorfor klagerens kautionsforpligtelse kunne blive aktuel.

Ved skrivelse af 23. januar 1989 oplyste indklagede klageren om, at kroen forhandledes solgt til 3 mill. kr., hvilket ville betyde, at klagerens kautionsforpligtelse på 350.000 kr. ville blive aktuelt.

I skrivelse af 8. marts 1989 til klageren meddelte indklagede, at kroen var solgt, og at indklagede af salgssummen ville modtage ca. 1,8 mill kr. Debitors gæld til indklagede oplystes samtidig til 3.444.704,08 kr. Indklagede anmodede samtidig klageren om at indbetale 350.000 kr., senest den 22. marts 1989. Efter anmodning fra klageren opgjorde indklagede sit krav i henhold til udlandslånet i en skrivelse af 9. marts 1989 til klageren. Det fremgik af skrivelsen, at kravet udgjorde ca. 2.358.000 kr., således at den kautionssikrede skyld efter fradrag af provenuet på ca. 1.800.000 kr. udgjorde ca. 558.000 kr.

Ved skrivelse af 14. marts 1989 fra klagerens advokat anmodedes indklagede om en specificeret provenuopgørelse ved salget af kroen. I samme skrivelse beklagedes det, at klageren ikke var forespurgt, om salgssummen kunne godkendes, eller om han havde været interesseret i køb af kroen. Advokaten anmodede endvidere om at modtage oplysninger om betaling af afdrag på udlandslånet og ydet henstand. Afslutningsvis meddeltes, at klageren ikke var i stand til at indbetale kautionsbeløbet af én gang og formentlig alene kunne tilbyde en afdragsordning af en sådan størrelse, at denne alene kunne dække rentetilskrivningen, hvorfor klagerens advokat forespurgte om muligheden af indbetaling af et beløb til fuld og endelig afgørelse.

Ved skrivelse af 12. december 1989 fremsendte indklagede den omhandlede provenuopgørelse til klagerens advokat, idet man samtidig anmodede om indbetaling af kautionsbeløbet. Provenuopgørelsen var udarbejdet af kurater for debitors konkursbo. Efter at indklagede den 5. marts 1990 havde rykket klagerens advokat, meddelte denne ved skrivelse af 7. marts 1990, at han var udtrådt af sagen. Ved skrivelse af 8. marts 1990 anmode indklagede klageren om indbetaling af kautionsbeløbet, idet det anførtes, at man i modsat fald ville overgive sagen til retslig inkasso.

Ved skrivelse af 13. september 1991 meddelte indklagedes Århus afdeling klageren, at man d.d. havde modregnet 250.000 kr. i klagerens indestående på en konto i indklagedes Farum afdeling. Klageren bestrider at have fået meddelelse om modregningen, før han mandag den 16. september 1991 henvendte sig i Farum afdeling for at hæve et beløb på sin konto. Ved afdelingens bestyrers mellemkomst fik klageren herefter via telefax kopi af indklagedes skrivelse af 13. september 1991.

Efter gennem sin advokat at have korresponderet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes tilbageføre de 250.000 kr. til klagerens konto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at klageren i 1989 bestred kautionsforpligtelsen bl.a. med henvisning til, at indklagede ikke havde fuldt reglerne i Bank- og sparekasselovens § 41, ligesom der var foretaget transaktioner i hovedforholdet, som medførte en forringelse af klagerens stilling. Endvidere gjorde klageren gældende, at indklagede ikke havde foretaget tilstrækkelig tabsbegrænsning eller forelagt salget af kroen for klageren. Den foretagne modregning bør tilsidesættes, idet meddelelse om modregning skal foretages, inden modregningen gennemføres, og dette er ikke sket. Hertil kommer, at indklagede efter det lange tidsrum, der var gået siden 1989, burde have kontaktet klageren med henblik på indgåelse af en frivillig afviklingsordning, men dette blev klageren afskåret fra. Da modregningen blev foretaget i midler, som klageren anvender i forbindelse med den af ham i dag personligt drevne virksomhed, forbeholder klageren sig at rejse erstatningskrav mod indklagede som følge af de tab, klageren har haft i denne forbindelse. Bank- og sparekasselovens § 41 er ikke overholdt, da indklagedes meddelelser ikke er fremsendt ved anbefalede skrivelser.

Indklagede har anført, at udlandslånet den 29. december 1986 omlagdes fra DEM til BEC. Ved terminen den 30. juni 1987 blev lånet lagt tilbage til DEM. Resten af lånets løbetid til ophævelsen den 30. juni 1988 blev lånet fastholdt i DEM. Allerede i august 1988 rettede man henvendelse til klageren og fremsendte en salgsopstilling vedrørende kroen, ligesom klageren den 23. januar 1989 blev orienteret om, at kroen nu forsøgtes solgt til 3 mill kr. Disse meddelelser adstedkom ikke nogen reaktion fra klageren. Det bestrides, at indklagede ikke har kontaktet klageren siden slutningen af 1989, idet indklagede tilskrev klagerens advokat den 5. marts 1990 og klageren den 8. marts 1990. Med hensyn til modregningen følger det af dansk rets almindelige modregnings bestemmelser, at det er tilstrækkeligt, at der er afgivet modregnserklæring, og der er intet krav om, at dette skal ske med varsel. Indklagede har erkendt, at meddelelser i henhold til § 41 ikke har været sendt anbefalet. En sådan undladelse kan dog alene medføre nedsættelse eller bortfald af kautionsforpligtelsen, såfremt den har betydet, at regreskravet mod låntageren er blevet forringet, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har ikke bestridt at have modtaget indklagedes skrivelser af 17. august 1988, 23. januar 1989 og 8. marts 1989, og det må derfor i relation til bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 anses for uden betydning, at skrivelserne ikke var sendt som anbefalede. Da der ikke var fastsat nogen afdragsordning vedrørende debitors gæld i henhold til det kautionssikrede lån, må det endvidere lægges til grund, at indklagedes underretning til klageren har været rettidig. Efter det oplyste findes der heller ikke at foreligge andre forhold, som kan medføre bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse.

En modregningserklæring kan afgives uden varsel. Uanset om indklagedes skrivelse af 13. september 1991 ikke måtte være kommet frem til klageren, før denne henvendte sig i indklagedes Farum afdeling den 16. s.m., findes indklagede, der i forbindelse med henvendelsen oplyste klageren om modregningen, at have været berettiget til at fastholde denne. Heller ikke de i øvrigt af klageren påberåbte forhold kan medføre, at modregningen var uberettiget.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.