Hæftelse for fælles lån. Akkordaftale.
| Sagsnummer: | 173/2001 |
| Dato: | 21-11-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Mette Frøland, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Akkord - flere debitorer
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Hæftelse for fælles lån. Akkordaftale. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens hæftelse for et tidligere fælles engagement.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 11. september 1986 ydede indklagede klageren og dennes daværende samlever, S, et lån på 135.000 kr.
Til finansiering af klagerens og S's skift af bopæl blev lånet ved gældsbrev af 14. februar 1990 forhøjet med 180.168,03 kr. til 290.000 kr. Den nye ejendom blev købt i S's navn. Ejendommen, hvor klageren og S indtil da havde haft bopæl, var ejet af klageren og blev senere samme år solgt på tvangsauktion.
Ved allonge af 10. maj 1990 udtrådte S som debitor på lånet og indtrådte i stedet som selvskyldnerkautionist. Baggrunden herfor var, at S ikke fuldt ud kunne udnytte sit skattemæssige rentefradrag, og at man forgæves havde forsøgt at få skattemyndighedernes tilladelse til, at fradraget blev overført til klageren.
Ved gældsbrev af 20. november 1991 blev lånet, som nu var nedbragt til 267.878,52 kr., forhøjet med 36.021,48 kr. til 303.900 kr. (lån I)
Indklagede ydede endvidere klageren og S et lån på 89.900 kr. (lån II)
I maj 1994 ophævede klageren og S samlivet.
I august 1994 blev ejendommen solgt, og provenuet ved salget, som udgjorde 42.864,16 kr., blev indbetalt på lån I.
I juni 1995 indgik indklagede en akkordaftale med S om betaling af 35.000 kr. på lån II mod saldokvittering for det øvrige engagement.
Engagementet blev endvidere nedbragt med en indbetaling på 90.000 kr. fra tredjemand, som havde påtaget sig begrænset kaution for lån I.
I perioden frem til 1996 førte indklagede forhandlinger om en akkord med klageren, der var repræsenteret ved advokat. I 1996 nåede man frem til følgende løsning:
Totalt mellemværende: | kr. | 302.649,50 |
Indbetalt af kautionister | kr. | 90.000,00 |
Indefrysning | kr. | 75.000,00 |
Nyt afviklingslån | kr. | 30.000,00 |
Akkordbeløb | kr. | 107.649,50 |
Klageren underskrev en aftale med indklagede om indefrysning af de 75.000 kr., som herefter foreløbigt skulle henstå rente- og afdragsfrit, og et gældsbrev vedrørende de 30.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 350 kr. Til sikkerhed for opfyldelsen af aftalen fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 65.000 kr. Når først de 30.000 kr. og herefter de 75.000 kr. var afviklet ville indklagede akkordere restbeløbet.
Ydelsen på afviklingslånet blev trukket på klagerens budgetkonto, hvortil der hver 14. dag blev overført 3.200 kr.
Ifølge et budgetskema, som indklagede udarbejdede for klageren for perioden 1. juli 1997 - 30. juni 1998, blev der kalkuleret med et løbende underskud på budgetkontoen på 8.725 kr. - 15.460 kr.
Ved skrivelser af 19. maj og 29. juli 1998 rettede indklagede henvendelse til klageren om genforhandling af indefrysningsaftalen, som udløb den 1. juli 1998. Klageren blev anmodet om at indlevere årsopgørelse, forskudsskema, ejendomsvurdering, lønsedler og PBS-oversigter med henblik på udarbejdelse af et nyt budget og en økonomiberegning.
Ved skrivelse af 21. august 1998 meddelte indklagede, at man på grund af klagerens manglende reaktion havde afmeldt/tilbageført betalingerne på budgetkontoen, og at engagementet ville blive opsagt, hvis klageren ikke henvendte sig inden 8 dage.
Ved skrivelse af 26. august 1998 henvendte klageren sig med de ønskede dokumenter.
Den 21. august 1998 var saldoen på klagerens budgetkonto 27.373 kr. (negativ). Overførslerne på 3.200 kr. hver 14. dag blev fortsat, og da der ikke blev foretaget betalinger fra budgetkontoen, blev kontoens negative saldo nedbragt.
Den 28. september 1998 oprettede klageren en lønkonto i et andet pengeinstitut. Der indgik senest løn på lønkontoen hos indklagede den 17. september 1998. Da overførslerne til budgetkonto ved en fejl fortsatte, opstod der overtræk på lønkontoen.
I 1999/2000 blev der forhandlet om en ny akkordaftale. Det lykkedes ikke klageren at skaffe den fornødne finansiering hertil, hvorfor indklagede den 15. november 2000 overgav sagen til inkasso ved advokat med et samlet krav på 278.092 kr.
Indklagede har under sagen nedsat sit krav til 105.000 kr. svarende til det beløb, der skulle betales ifølge akkordaftalen.
Parternes påstande.
Den 1. maj 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udstede saldokvittering mod betaling af 35.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede bør tilbyde ham samme akkord, som S blev tilbudt. Han og S hæftede i fællesskab for lånet og bør derfor stilles lige.
Det var indklagede, der i 1990 foreslog, at han for at opnå fuldt skattemæssigt fradrag overtog lånet, og at S blev selvskyldnerkautionist. Han var ikke interesseret i, at stå med hele gælden alene, men det ville han ifølge indklagede heller ikke komme til. Indklagede oplyste, at han og S ville være stillet lige, og at det kun var for at rentefradraget kunne blive udnyttet fuldt ud, at gælden blev overført til ham.
Efter ophævelsen af samlivet fortsatte han alene med at indbetale på lånet.
På grund af tvangsauktionen har han en gæld til BRFkredit, som i 1995 var på 516.000 kr. Han ville derfor søge gældssanering for den samlede gæld. Under akkordforhandlingerne blev han frarådet dette af såvel indklagede som af hans daværende advokat. De oplyste samstemmende, at dette ikke kunne betale sig, fordi en eventuel gældssanering kunne tages op igen efter 5 år, og at han i givet fald skulle betale mere, end han var dømt til i gældssanering, såfremt hans økonomiske situation havde bedret sig. Dette var ikke korrekt, og akkordaftalen blev således indgået på et forkert grundlag.
Det var uberettiget, at indklagede uden begrundelse eller varsel opsagde budgetkontoen i august 1998. Overtrækket på budgetkontoen var accepteret af indklagede, som selv havde indregnet dette i budgettet, og han overholdt afviklingen af lånet ved fortsat at overføre løn til budgetkontoen til dækning af ydelsen. Da indklagede fortsatte med at overføre 3.200 kr. hver 14. dag til budgetkontoen uden at betale regningerne, så han sig nødsaget til at oprette en lønkonto i et andet pengeinstitut. Opsigelsen af budgetkontoen var årsagen til, at han kom bagud med sine betalinger.
Efter fremsendelsen af de ønskede dokumenter den 26. august 1998 undlod indklagede at kontakte ham om afviklingslånet og indfrysningsaftalen.
Indklagede har anført, at det umiddelbart efter købet af ejendommen i 1990 blev konstateret, at S, der var invalidepensionist, kun kunne udnytte fradraget fra kreditforeningslånet. Klageren blev derfor anbefalet at kontakte skattevæsenet for at forsøge at få tilladelse til at udnytte hele fradraget, hvilket efter det oplyste ikke var muligt. Man accepterede derfor, at S udtrådte som debitor og i stedet indtrådte som kautionist.
Samtidig med akkordforhandlingerne for S blev der forhandlet akkord for klageren, som blev bistået af advokat. Det bestrides, at klageren fik vildledende oplysninger om retsvirkningerne af en gældssanering. Indklagede er uden ansvar for, hvad advokaten måtte have rådgivet klageren til.
Det er korrekt, at der ikke skete en egentlig opsigelse af den ikke-formaliserede kredit på budgetkontoen i august 1998, og det er forståeligt, at klageren flyttede sin lønkonto til et andet pengeinstitut, da PBS-betalingerne ophørte. Dette hindrede imidlertid ikke klageren i at sørge for, at der skete indbetalinger på akkordlånet. På baggrund af forviklingerne i 1998 omkring akkorden og budgetkontoen har man nedsat sit krav mod klageren til 105.000 kr. svarende til det beløb, der skulle indbetales ifølge akkordaftalen.
Med denne nedsættelse af kravet har klageren opnået at få nedsat det skyldige beløb til under det beløb, han måtte påregne at betale, da S var meddebitor på lånet.
Indklagede er ikke forpligtet til at tilbyde klageren den samme akkord, som blev aftalt med S.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med akkordforhandlingerne i 1996 gav klageren vildledende oplysninger om retsvirkningerne af en gældssanering, og der er ikke i øvrigt oplyst omstændigheder, som kan medføre, at klageren ikke skulle være bundet af akkordaftalen, hvorefter klagerens samlede gæld til indklagede blev nedsat med 107.649 kr. til 105.000 kr., hvoraf 75.000 kr. skulle indefryses.
Det bemærkes herved, at indklagede ikke var forpligtet til at tilbyde klageren en akkordaftale svarende til den, som S opnåede.
Ankenævnet har ikke taget stilling til, om klageren efter en indfrielse af engagementet med indklagede måtte have et regreskrav mod S.
Indklagede har under sagen nedsat sit krav mod klageren til de 105.000 kr., som blev aftalt i 1996. Ankenævnet finder det herefter ufornødent at tage stilling til, om indklagedes handlemåde i forbindelse med opsigelsen af budgetkontoen og sagens overgang til inkasso var ansvarspådragende.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.Klagegebyret tilbagebetales klageren.