Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ordreafgivelse på grundlag af fejlagtig kursangivelse.

Sagsnummer: 320/2001
Dato: 14-02-2002
Ankenævn: John Mosegaard, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Værdipapirer - afregningskurs
Ledetekst: Ordreafgivelse på grundlag af fejlagtig kursangivelse.
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører klagerens salg af nogle obligationer på grundlag af et oplyst kursniveau, der på grund af fejlindberetning var angivet for højt.

Sagens omstændigheder.

Den 3. juli 2001 henvendte klageren sig i indklagedes Rødovre afdeling med henblik på salg af nominelt ca. 117.000 kr. 4% Kommunekredit 54S 2029. Klageren forespurgte indklagedes medarbejder, hvad et salg ville indbringe i provenu. Ved skærmopslag konstaterede medarbejderen, at det aktuelle kursniveau var 88 for de pågældende obligationer. Klageren afgav herefter salgsordre.

Indklagede har anført, at indklagedes medarbejder bemærkede over for klageren, at kursen på skærmen viste en gammel kurs, nemlig for den 28. juni 2001, og at et salg ville ske til en kurs beregnet som et gennemsnit af alle handler for den 3. juli 2001. Klageren bestrider indklagedes sagsfremstilling.

Ved fondsafregning af 3. juli 2001 afregnede indklagede salget af obligationerne. Afregningskursen var 82,80. Salget blev afregnet til kurs "Alle handler kl. 17.00" 83,00 med fradrag af 0,20 point.

Den 5. juli 2001 rettede klageren henvendelse til indklagedes afdeling med forespørgsel om baggrunden for afregningskursen.

Indklagede har anført, at der den 28. juni 2001 var sket en fejlindberetning fra en børshandler, hvilket havde påvirket kursniveauet.

Ved skrivelse af 22. august 2001 afviste indklagede klagerens krav om kompensation.

Parternes påstande.

Klageren har den 12. september 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at foretage afregning af obligationssalget til kurs 88.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har tilbudt klageren en kompensation på 2 kurspoint svarende til 2.342,70 kr.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede ved afgivelsen af salgsordren oplyste kursen til ca. 88, hvorfor hun havde forventning om en afregning hertil.

Hun er ikke den store børsspekulant eller i øvrigt regnskabsmæssig kyndig, hvorfor hendes eneste interesse var, hvilket beløb hun fik udbetalt ved et salg.

Hun blev ikke gjort opmærksom på, at kursen på skærmen var en gammel kurs. Dette blev først forklaret efterfølgende, da afregningen forelå.

Indklagede har anført, at omsætningen i den pågældende obligationsserie er lav, hvilket påvirker kursdannelsen. Herudover vidste det sig, at der den 28. juni 2001 var sket en fejlindberetning fra en børshandler. Det bemærkes i denne forbindelse, at kursen den 26. juni 2001 var 82,75.

Efter indklagedes opfattelse er der sket en hændelig fejl, som desværre gav klageren indtryk af, at hun ville få et større beløb udbetalt. Klageren har ikke lidt et direkte tab, da hun ikke er blevet stillet dårligere ved den pågældende handel, end hvis der var sket et salg gennem et andet pengeinstitut. Indklagede er derfor ikke erstatningsansvarlig.

Klageren blev ikke lovet en bestemt kurs i forbindelse med afgivelsen af salgsordren. Når intet andet er aftalt, sker fastlæggelsen af kursen ved obligationshandler som et gennemsnit af kursen for alle handler på handelsdagen.

Den kurs, der blev oplyst for klageren, var en informationskurs, som normalt ville være kursen på den seneste handel. Indklagede kan ikke tilsikre en handel på tilsvarende kursniveau.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det lægges til grund, at klagerens ordre om salg af de omhandlede obligationer skulle udføres som en gennemsnitshandel og afregnes til den officielle kurs for den pågældende børsdag. Det kan ikke anses for godtgjort, at klageren indgik aftale med indklagede om, at indklagede skulle købe obligationerne til kurs 88.

Klageren har derfor ikke lidt noget formueretligt tab, men været udsat for skuffede forventninger med hensyn til størrelsen af salgsprovenuet. Efter dansk ret tilkendes der imidlertid ikke erstatning for skuffede forventninger jf. Højesterets dom gengivet i UfR 1996 s. 200. Klagen kan derfor ikke tages til følge.

Ankenævnet bemærker, at indklagede under sagens behandling for nævnet har tilbudt klageren en kompensation ansat til 2 kurspoint eller 2.342,70 kr.

Som følge af det anførte



Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.