Spørgsmål om renteforhøjelser i strid med aftale om favørrente og om ansvar for rådgivning om og lån til aktiekøb med henblik på nedbringelse af gæld m.m.
| Sagsnummer: | 186/1996 |
| Dato: | 12-12-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Rente - udlån |
| Ledetekst: | Spørgsmål om renteforhøjelser i strid med aftale om favørrente og om ansvar for rådgivning om og lån til aktiekøb med henblik på nedbringelse af gæld m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved klageskema af 8. maj 1996 har klagerne indgivet klage over indklagede med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte restgælden på deres lån og/eller betale erstatning som følge af fejl og mangelfuld rådgivning vedrørende deres engagement med indklagede siden 1978. Klagerne var i perioden frem til 1990 kunder i indklagedes Grøfthøj afdeling, Århus, hvorefter engagementet blev overflyttet til indklagedes Viby afdeling.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
De af klagerne rejste klagepunkter er følgende:
I
Klagerne har anført, at indklagede i 1978 opfordrede dem til at indgå en hushandel, selv om deres ejerlejlighed ikke var solgt. Indklagedes afdeling, der var bekendt med ejendomsmarkedet i området, forsikrede dem om, at risikoen for en periode med to huslejer var hypotetisk. Resultatet blev, at de i et halvt år måtte betale husleje to steder, hvilket blev finansieret ved et lån hos indklagede på 20.000 kr. På det tidspunkt var de studerende. De påtog sig med lånet en større gæld, end deres økonomi kunne bære, hvorfor de fra da af blev afhængige af indklagedes velvilje. Eftersom de reelt ikke har kunnet nedbringe gælden, har indklagedes fejlrådgivning medført et tab på 215.743 kr. inkl. rentes rente til klagens indgivelse.
Indklagede har anført, at man ikke er i besiddelse af oplysninger vedrørende ejendomshandelen, som ligger 18 år tilbage. Det må antages, at klagerne selv traf beslutning om at købe huset, inden lejligheden var solgt, og dermed accepterede risikoen for at komme til at betale dobbelt husleje i en periode.
II
Klagerne har anført, at de i 1982 fik behov at anskaffe en bil. Indklagede administrerede reelt deres økonomi og besluttede egenrådigt, hvilken bil de skulle anskaffe, og hos hvilken forhandler den skulle købes. Efterfølgende besluttede indklagede, hvornår bilen skulle udskiftes. I årene 1982-1988 led de et større tab ved ejerskifte i forhold til, hvad der ifølge FDM er sædvanligt. Deres tab var på mindst 15.000 kr. pr. år, svarende til 90.000 kr. i hele perioden.
Indklagede har anført, at klagerne blev foreslået at købe en ny bil på grund af betydelige reparationsudgifter. Det bestrides, at man har truffet beslutning på klagernes vegne.
III
Klagerne har anført, at de i 1984 havde erhvervet en byggegrund, hvorfor de rettede henvendelse til indklagede med henblik på rådgivning vedrørende deres byggeplaner. Der blev gennemført en mindre skattereform i 1984, og en del af elementerne i den kommende kartoffelkur i 1986 var kendte. Indklagede insisterede på, at de hjemtog et forhåndslån på 580.000 kr., selv om renteniveauet var usædvanligt højt. Indklagede burde på baggrund af de ugunstige kurser og de skattemæssige ændringer have indset, at de ikke ville kunne få råd til at bo i huset, og at projektet derfor ikke burde realiseres. Resultatet blev, at ejendommen fik en ufordelagtig belåning, hvorved de led et tab på ca. 15.000 kr. pr. år indtil 1994, hvor lånene kunne konverteres, eller i alt 150.000 kr.
Indklagede har anført, at det var en betingelse for at yde byggelån til klagerne, at der blev hjemtaget et forhåndslån.
Byggegrunden var købt, inden klagerne indgav ansøgning om byggelån, og det er derfor muligt, at klagerne følte sig tvunget til at hjemtage forhåndslånet. Indklagede var berettiget til at betinge finansiering af, at der blev hjemtaget forhåndslån.
IV
Klagerne har anført, at de efterfølgende gentagne gange rettede henvendelse til indklagede med henblik på en ordning på deres økonomiske forhold, som løbende forværredes. Indklagede anbefalede dem at udskyde afviklingen af deres studiegæld og at afvente lønfremgang. En aften i 1986 blev de telefonisk kontaktet af bestyreren i afdelingen, som anbefalede en investering i Venture-aktier med henblik på en genopretning af deres økonomiske forhold, idet indklagede i modsat fald måtte overveje engagementet. Indklagede tilbød at finansiere aktiekøbet ved en yderligere kredit på 126.000 kr. Bankbestyreren oplyste, at han baserede sin anbefaling på insideinformation fra en ven, der var centralt placeret i Jyske Bank. Indklagede finansierede deres køb af venture aktier den 23. juli 1986 med et lån på 126.368 kr. Aktierne blev solgt med tab den 9. april 1987. Det samlede tab på investeringen udgjorde ca. 20.000 kr., hvilket tab med tillæg af renter til klagens indgivelse kan opgøres til 70.357 kr. I forvejen var de økonomisk trængt, og indklagede har handlet erstatningspådragende ved at foreslå en risikobetonet investering for lånte midler. På grund af deres afhængighed af indklagede havde de reelt ikke mulighed for at afvise forslaget.
Indklagede har anført, at filialbestyreren rettede henvendelse til klagerne vedrørende deres overtræk og i den forbindelse nævnte, at Jyske Bank overvejede at lade Venturegruppen børsnotere, hvorfor det kunne være fordelagtigt at investere i køb af disse aktier. Indklagede havde intet med Venturegruppen at gøre, og det bestrides, at man var i besiddelse af særlige eller fortrolige informationer, ligesom det bestrides, at klagerne blev tvunget til at købe de pågældende aktier. Klagerne besluttede selv at foretage den foreslåede investering og må selv bære den risiko, der var forbundet hermed.
V
Klagerne har anført, at de i 1988 på indklagedes anbefaling hjemtog et tillægslån i Nykredit til færdiggørelse af nogle arbejder på ejendommen. Indklagede returnerede uden deres viden et restprovenu på 10.000 kr., der indestod på en spærret konto hos indklagede, til Nykredit. Beløbet skulle have været anvendt til at færdiggøre et arbejde vedrørende etablering af adgangsforholdene til ejendommen uafhængigt af deres naboers velvilje. De var herefter nødsaget til at finansiere udgiften via banklån, hvilket har medført en merudgift på 16.374 kr. Hertil kommer, at de som følge af forsinkelsen mistede muligheden for at etablere adgangsforholdene som forventet, hvilket medførte udgifter til advokat på ca. 28.000 kr., og at ejendommens salgspris på grund af adgangsforholdene må reduceres med ca. 100.000 kr.
Indklagede har anført, at afdelingen ultimo 1989 efterkom en anmodning fra Nykredit om returnering af et resterende beløb på 10.000 kr. på byggekontoen. Man var forpligtet til at efterkomme anmodningen, idet lånet var et forhåndslån, for hvilket indklagede havde stillet garanti over for Nykredit. Klagerne må henvende sig til Nykredit for at få årsagen til kravet om tilbageførsel oplyst.
VI
Klagerne har anført, at de ved årsskiftet 1989/90 blev opmærksom på, at indklagede systematisk undlod at følge deres anvisninger på, hvorledes deres konti skulle dækkes ind, således at der ikke opstod overtræk. Det viste sig, at indklagede havde spærret kontiene, formentlig på grund af deres forbehold over for en anmodning fra indklagede om at indlevere skattemæssige årsopgørelser. Indklagede lukkede alle konti og disponerede således, at der på samtlige konti var maksimalt overtræk, hvorved de blev påført renter, morarenter og gebyrer på 3.500 kr., opgjort med tillæg af renter til klagens indgivelse til 8.095 kr. Først da de truede med at anmelde forholdet til politiet, fik de adgang til deres egne konti og dermed mulighed for at dække ydelserne ind.
Indklagede har anført, at afdelingen primo 1990 afviste en række betalinger foretaget fra klagernes konti på grund af manglende dækning, hvilket man var berettiget til.
VII
Det fremgår af sagen, at saldiene på klagernes kassekredit, billån og to lønkonti ved gældsbrev underskrevet af klagerne den 12. juli 1990 blev samlet til et nyt lån på 278.772,32 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.000 kr. Renten var anført til "indtil videre" 14% p.a.
Den 31. august 1994 underskrev klagerne en ændring af afviklingsaftalen, hvorefter lånet, hvis restgæld var nedbragt til 212.996,20 kr., skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. Aftalen var gældende indtil 1. februar 1995, hvor en forhøjelse af ydelsen skulle drøftes.
Klagerne har anført, at indklagede i 1990 erkendte et "moralsk ansvar" for deres økonomiske situation. De forlangte, at de i det mindste skulle have kompensation for tabet ved investeringen i Venture-aktierne, jf. foran IV og for tabet ved lukningen af deres konti omkring årsskiftet 1989/90, jf. foran VI. Indklagede tilbød på denne baggrund en favørrente på lånet af 12. juli 1990. Efterfølgende lod indklagede imidlertid renten stige, selv om det generelle renteniveau var faldende. De protesterede gentagne gange forgæves herover. Indklagede har uberettiget tilskrevet renter på i alt 11.420 kr. på lånet i 1992 og 1993.
I 1994 forhandlede de med både indklagede og Hypotekbanken om en nedsættelse af deres gæld. Hypotekbanken tilkendegav at ville deltage i en akkord, såfremt også indklagede deltog. Dette blev meddelt indklagede, som stillede sig åben over for en gældsnedsættelse under forudsætning af, at de underskrev afviklingsaftalen af 31. august 1994. De fik ikke lejlighed til i selve dokumentet at tage forbehold for størrelsen af den anførte hovedstol. Indklagede henviste til, at man allerede var i besiddelse af deres skriftlige indsigelser. På baggrund af deres oplysning om, at indklagede overvejede en nedsættelse af gælden, eftergav Hypotekbanken dem hele deres studiegæld. Herefter afslog indklagede imidlertid at nedsætte gælden og påberåbte sig afviklingsaftalen som dokumentation for, at de havde anerkendt restgældens størrelse.
Indklagede har anført, at det bestrides, at der blev indgået en aftale om favørrente på lånet af 12. juli 1990. Rentesatsen blev aftalt under hensyn til, hvilke lån der indgik i fælleslånet. Den blev således fastsat til 14% p.a., selv om rentesatsen for forbrugslån på daværende tidspunkt var mellem 15,50% og 17,50% p.a. Rentesatsen blev herefter alene justeret i overensstemmelse med de generelle renteændringer for forbrugslån. I perioden 11. maj 1992 til 16. maj 1994 var renten dog i forhold hertil forhøjet med 1% p.a., hvilket erkendes at have været uberettiget.
Indklagede har den 17. juni 1996 krediteret klagernes lån 5.187,77 kr., hvorved klagerne efter indklagedes beregninger stilles, som om den uberettigede renteforhøjelse ikke havde fundet sted.
VIII
Klagerne har anført, at det i 1990 blev aftalt, at deres studielån skulle overføres til Hypotekbanken. Hypotekbanken havde gunstigere vilkår, og studiegælden ville kunne afvikles over længere tid, hvorved deres mulighed for at afvikle gælden til indklagede blev forbedret. Indklagede var ca. 10 måneder om at effektuere overførslen til Hypotekbanken, i hvilken periode der blev tilskrevet 32.000 kr. i renter på lånene, som indklagede fik indfriet ved statsgarantien.
Indklagede har anført, at klagerne som låntagere ikke havde krav på at få studielånene overført til Hypotekbanken. Det er op til kreditor at beslutte, på hvilket tidspunkt der skal stilles krav om indfrielse af kautionen efter misligholdelse af et lån. Der er også en vis ekspeditionstid i forbindelse med en overførsel, idet der er visse formalia med hensyn til rykkerprocedure, der skal overholdes, før Hypotekbanken overtager et studielån.
Det er oplyst, at klagerens ejendom i 1993/94 blev omprioriteret, og at ejendommen efterfølgende blev forsøgt solgt. Indklagede standsede den automatiske rentetilskrivning på lånet den 1. april 1995, hvor restgælden var 227.578,03 kr.
0 - 0 - 0
Klagerne har supplerende anført, at formålet med at fremdrage de nævnte klagepunkter er at give en helhedsbeskrivelse af, hvorledes de på grund af tab som følge af indklagedes fejl og dårlige råd til stadighed er blevet mere afhængige af indklagedes velvilje. Det har endvidere været hensigten at illustrere, at indklagede ikke har formået at medvirke til at skabe ordnede forhold i deres økonomi. Deres tab som følge af de nævnte klagepunkter kan på tidspunktet for klagens indgivelse opgøres til 593.989 kr. (summen af de med fed skrift markerede beløb). Heraf kan 89.872 kr. henføres til klagepunkterne IV, VI og VII, som de mener, at indklagede i hvert fald bør pålægges erstatningsansvar for. For så vidt angår punkt VII, mener klagerne ikke, at den af indklagede ydede rentegodtgørelse er tilstrækkelig.
Indklagede har supplerende anført, at klagernes tab generelt er udokumenterede, og at de forhold, der klages over, har udspillet sig for så mange år tilbage, at klagerne ved passivitet har fortabt deres ret til at gøre dem gældende.
Ankenævnets bemærkninger:
I 1990 blev klagernes lån hos indklagede samlet på ét lån, jf. lånedokumentet af 12. juli 1990. Renten på dette lån blev fastsat til 14% p.a., selv om renten på forbrugslån på dette tidspunkt lå mellem 15,50% og 17,50% p.a., og Ankenævnet lægger i overensstemmelse med det af indklagede oplyste til grund, at lånets rente - når bortses fra perioden fra 11. maj 1992 til 16. maj 1994 - alene har været reguleret i takt med indklagedes generelle renteændringer for forbrugslån. I den nævnte periode havde indklagede gennemført en særlig forhøjelse af renten på 1% p.a.
Indklagede har under klagesagen erkendt, at dette var uberettiget, og det må lægges til grund, at der er ydet korrekt kompensation herfor ved krediteringen af beløb på 5.187,77 kr. den 17. juni 1996. Efter det anførte er der ikke grundlag for at antage, at klagerne kan gøre krav på yderligere rentekompensation.
Det er ubestridt, at indklagedes afdelingsbestyrer i 1986 på eget initiativ anbefalede klagerne at investere i Venture-aktier og bevilgede klagerne lån hertil, selv om han var bekendt med, at de havde økonomiske problemer. Ankenævnet finder, at dette var kritisabelt. Der blev imidlertid efter klagernes egen forklaring ydet kompensation herfor ved fastsættelsen af renten på det i 1990 oprettede lån. Hertil kommer, at et eventuelt erstatningsansvar må anses for forældet, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, litra e, i forældelsesloven af 1908.
For så vidt indklagede som anført af klagerne uberettiget måtte have spærret deres konti omkring årsskiftet 1989-90, gør de samme forhold sig gældende.
Hvad angår de øvrige klagepunkter finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at der er begået fejl af indklagede.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.