Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Bidragsforhøjelse.

Sagsnummer: 21603033 /2016
Dato: 25-10-2016
Ankenævn:
Klageemne: Bidrag - forhøjelse
Ledetekst: Bidragsforhøjelse.
Indklagede: Totalkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

21603033
Bidragsforhøjelse.
Klageren optog i februar 2010 et 30-årigt tilpasningslån F1 på 2.011.000 kr. med indledende afdragsfrihed hos det indklagede realkreditinstitut. Af den for lånet udstedte låne- og pantsætningsaftale samt af instituttets Långuide pr. november 2015 fremgik det, at der som en del af ydelserne skulle betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde blev fastsat og kunne ændres af instituttet i lånets løbetid. Instituttet varslede i maj 2013 og i august 2014 bidragsforhøjelse over for klageren, hvilket betød, at den årlige bidragssats pr. 1. oktober 2013 steg fra 0,58 pct. til 0,7916 pct., pr. 1. januar 2015 til 0,9692 pct., hvor tillige kursfradraget ved refinansiering steg fra 0,10 til 0,30 kurspoint. Instituttet varslede i februar 2016 på ny bidragsforhøjelse over for klageren, som betød, at bidraget pr. 1. juli 2016 ville stige til 1,3084 pct. Klageren fremsendte den 24. februar 2016 en klage til instituttet, idet han ikke ville finde sig i den urimelige behandling, som havde ført til, at bidragsbetalingen fra aftalens indgåelse var steget fra 1.087 kr. til 4.873 kr., eksklusive den senest varslede stigning. Klageren anførte, at institutternes rolle på markedet oprindelig var at holde priserne i bund for forbrugeren, hvorimod det aldrig havde været meningen at forgylde aktionærer og generere overskud i milliardklassen. Klageren forventede derfor et skriftligt forlig, som indeholdt en stor prisnedsættelse samt tilbagekaldelse af de senest varslede bidragsforhøjelser. Instituttet afviste den 26. februar 2016 at efterkomme klagerens ønske om en ændring af bidragssatsen, hvis klageren ville fastholde den aktuelle låneprofil.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle nedsætte bidraget, så det udgjorde under 5.000 kr. årligt, og aflyse den planlagte børsnotering. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at realkreditinstituttet havde begrundet bidragsforhøjelserne med blandt andet de øgede kapitalkrav til realkreditinstitutter, herunder at det i den forbindelse var nødvendigt at børsnotere realkreditkoncernen, som instituttet var en del af. Nævnet fandt, at det er et realkreditinstituts suveræne beslutning, hvordan det organiserer og tilrettelægger sin virksomhed, herunder ved børsnotering. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at en del af bidragsforhøjelsen måtte være reserveret til at imødekomme de varslede yderligere kapitalkrav. Da der i aftalegrundlaget var en klar hjemmel til, at realkreditinstituttet kunne foretage bidragsforhøjelser, og da bidragsforhøjelserne endvidere ikke kunne anses for vilkårlige eller åbenbart urimelige, frifandt Nævnet som følge af det anførte realkreditinstituttet.

K E N D E L S E

afsagt den 25. oktober 2016


JOURNAL NR.: 2016-01-03-033-T


INSTITUT: Totalkredit A/S


KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelse.


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 10. oktober 2016


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Jakob Bjerre
Morten B. Pedersen
Jacob Elverum
Per Englyst



SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren optog efter det oplyste den 22. februar 2010 et 30-årigt tilpasningslån F1 på 2.011.000 kr. Lånet, der blev ydet af det indklagede realkreditinstitut, blev etableret med indledende afdragsfrihed.

Af den for lånet udstedte låne- og pantsætningsaftale fremgår følgende af de særlige bestemmelser:

”1. Hæftelse og vilkår
----------------------
For lånet gælder de af …(indklagedes)… bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen.


Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbestemmelser” i Långuiden samt ”Særlige bestemmelser” i nærværende låne- og pantsætningsaftale.


5. Bidrag
Som en del af ydelserne betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde fastsættes af …(indklagede)… Bidragets størrelse oplyses i forbindelse med udbetaling af lånet.

Bidrag og beregningsprincipper kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Meddelelse herom vil i så fald blive givet til debitor med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.

…(Indklagede)… kan desuden fastsætte specielle bidragssatser og/eller beregningsprincipper for særlige lån eller grupper af lån. Meddelelse om ændringer i bidraget og/eller beregningsprincipperne herfor kan gives i en terminsopkrævning. Ændres bidraget, ændres terminsydelsen i forhold hertil.”

Indklagedes Långuide pr. 6. november 2015 indeholder følgende afsnit om bidrag:

”Bidrag
Bidragets størrelse og beregningsmetode fastsættes i forbindelse med ydelse af lånet.

Bidraget beregnes som en procentsats af lånets restgæld (dvs. af kontantrestgælden for kontantlån og af obligationsrestgælden ved obligationslån). Betalingen sker forholdsmæssigt som en del af lånets terminsydelse.

Bidragssatsen ved lånets udbetaling er afhængig af den belånte ejendom, afdragsprofil, låntype, lånets hovedstol og belåningsinterval (lånets prioritetsstilling i forhold til den kontante låneværdi for ejendommen).

Belåningsintervallet fastlægges via en værdiansættelse af ejendommen ved lånoptagelsen. Værdiansættelse foretages af …(indklagede)… på den af …(indklagede)… valgte måde. Belåningsintervallet fastlægges på ny ved en efterfølgende omlægning af lånet, gældsovertagelse eller relaksation. Bidragssatsen ændres ikke som følge af ordinære afdrag eller ved ændring af lånets prioritetsstilling som følge af f.eks. en indfrielse af foranstående lån.


Gældende gebyrer fremgår af …(indklagedes)… prisblad, som kan findes på …(indklagedes hjemmeside)…

Ændring af bidrag, gebyrer og andet vederlag (herunder kursskæring).
Bidrag, gebyrer og andet vederlag er variable.

Lånets bidrag og beregningsmetoden for bidrag kan således ændres i lånets løbetid, eksempelvis så bidraget beregnes og eventuelt løbende reguleres på grundlag af flere eller andre forhold end ved lånets udbetaling, herunder låntagerspecifikke forhold. …(Indklagede)… kan endvidere ændre eller indføre nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) i eksisterende låneforhold.

Ændringer af bidrag og beregningsmetoden for bidraget samt ændring eller indførelse af nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) kan i eksisterende låneforhold være begrundet i aktuelle eller forventede omkostningsmæssige, markedsmæssige, lovgivningsmæssige, risikomæssige, konkurrencemæssige, forretningsmæssige eller lignende forhold samt låntagerspecifikke forhold. Du kan nedenfor se eksempler på sådanne forhold. Listen er ikke udtømmende.

a) Ændringer i lovgivning, retspraksis og myndighedspraksis,
b) Ændringer i krav og forventninger fra ratingbureauer og investorer, herunder krav og forventninger af betydning for prissætningen på obligationerne bag …(indklagedes)… udlån,
c) Omkostningsudviklingen, eksempelvis som følge af
* øgede omkostninger til fremskaffelse af kapital,
• ændrede krav til kapitalgrundlag, kapitalberedskab, likviditet eller solvens,
• øgede skatter eller afgifter,
• øgede distributionsomkostninger eller
• generelle garantiordninger,
d) Øgede tab eller risiko for tab, nedskrivninger eller hensættelser til tab,
e) Behov for ændringer i sammensætningen af …(indklagedes)… låneportefølje, eksempelvis en reduktion af mængden af lån med variabel rente
f) Behov for at motivere …(indklagedes)… kunder til at vælge udvalgte produkter, eksempelvis lån med afdrag,
g) Øgede risici, herunder operationelle risici,
h) Faldende ejendomspriser eller strukturelle udviklinger i ejendomsmarkedet,
i) Administrative forhold eller behov for bedre udnyttelse af …(indklagedes)… kapacitet og ressourcer,
j) Øvrige forhold, som indebærer behov for øget indtjening eller en ændret prisstruktur,
k) Låntagers betalingsmisligholdelse,
l) Ændringer i låntagerspecifikke forudsætninger, herunder låntagers økonomiske forhold eller sammensætningen, omfanget eller rentabiliteten af låntagers engagement med …(indklagede)… eller
m) Ændringer i den pantsatte ejendoms belåningsgrad, værdifasthed eller omsættelighed.

Ændringer vedrørende bidrag samt væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag meddeles individuelt til låntager med 3 måneders varsel til en termin med virkning fra førstkommende termin. Ændringer begrundet i udefrakommende forhold, som …(indklagede)… ikke har indflydelse på, kan dog ske uden varsel. Øvrige ændringer, herunder ændringer vedrørende gebyrer eller morarente samt mindre væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag annonceres med 3 måneders varsel i …(indklagedes)… prisblad, som er tilgængeligt på …(indklagedes hjemmeside)…”

Indklagede varslede den 27. maj 2013 og den 28. august 2014 bidragsforhøjelser over for klageren:

”Nye priser på realkreditlån
Realkreditinstitutterne bliver mødt med skærpede lovkrav til, hvor meget kapital vi skal have som sikkerhed for vores udlån. Når prisen på denne kapital så samtidig er høj, og vores tab er vokset, betyder det, at vores omkostninger ved at producere realkreditlån stiger kraftigt. For at dække disse omkostninger må vi hæve priserne.

Det betyder, at …(indklagede)… fra 1. oktober 2013 forhøjer bidragssatserne på realkreditlån. Forhøjelsen betyder samtidig en mere entydig sammenhæng mellem pris, låntype og belåningsgrad. Lån uden afdrag bliver dyrere end lån med afdrag, og variabelt forrentede lån bliver dyrere end fastforrentede lån. De nye bidragssatser bevirker, at alle lån fra …(indklagede)… følger samme prisstruktur.

Det nye bidrag opkræver vi første gang sammen med ydelsen ved udgangen af december måned 2013.

Hvad betyder det for dig
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,5680
Ny årlig bidragssats fra 01.10.2013 i pct. 0,7916
Restgæld pr. 30.09.2013 i kr. 2.011.000,00
Terminsydelse december 2013 i kr. 6.187,72
Bidragsændringens betydning for ydelsen i kr. 1.124,15
Bidragssatsen er blevet fastsat ud fra det belåningsinterval, der var gældende, da lånet blev udbetalt.

Forhøjelsen af bidragssatsen følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.

Læs mere på …(indklagedes hjemmeside)… eller kontakt dit pengeinstitut
Selvom bidragssatsen nu forhøjes, vil et realkreditlån fra …(indklagede)… fortsat være en attraktiv måde at finansiere din bolig på. På …(indklagedes hjemmeside)… kan du læse mere om ændringen. Du er også velkommen til at kontakte dit pengeinstitut, hvis du har spørgsmål.”

- 0 –

”Nye priser på realkreditlån
1. januar 2015 forhøjer …(indklagede)… bidragssatser og kursfradraget ved rentetilpasning. Bidraget og kursfradraget ændres, så det i højere grad modsvarer de omkostninger, kapitalkrav og risici, der er forbundet med den pågældende låntype.

Realkreditlån fra …(indklagede)… vil fortsat være en attraktiv måde at finansiere din bolig på.

Det nye bidrag opkræver vi første gang som en del af din ydelse ved udgangen af marts måned 2015. Det forhøjede kursfradrag anvendes på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere.

Se, hvad forhøjelsen koster jer
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Restgæld pr. 31. december 2014 i kr. 2.011.000,00
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,7916
Ny årlig bidragssats fra 1. januar 2015 i pct. 0,9692
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 892,88
Nuværende kursfradrag i kurspoint 0,10
Nyt kursfradrag fra 1. januar 2015 i kurspoint 0,30
Kursfradragsændringens vejl. betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. fra førstkommende
rentetilpasning (før skat) 1.006
Bidragssatsen er fastsat ud fra belåningsintervallet på lånets tilbudstidspunkt. Lånets ydelse påvirkes både af beskrevne bidragsændring og renteændringer ved førstkommende rentetilpasning.
Ændring i ydelsen som følge af ændring i kursfradraget er vejledende og afhænger af renteniveauet på rentetilpasningstidspunktet.

Forhøjelsen af bidragssatsen og kursfradraget følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.

Læs mere på …(indklagedes hjemmeside)… eller kontakt …(indklagede)…
På …(indklagedes hjemmeside)… kan du læse mere om de ændrede bidragssatser og kursfradraget og se den nye prisstruktur. Du er naturligvis også velkommen til at kontakte …(indklagede)… på telefon… eller mail …, hvis du har spørgsmål.”

Indklagede varslede den 4. februar 2016 på ny bidragsforhøjelse over for klageren:

”Den 1. juli 2016 forhøjer …(indklagede)… bidragssatserne. Det gør vi, fordi …(indklagede)… skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold. Både krav og forventninger er steget kraftigt siden finanskrisens start – og stiger stadig. Derfor skal vi i …(indklagede)… øge indtjeningen. På den måde kan vi lægge tilstrækkeligt til side som sikkerhed for de lån vi yder, tiltrække kapital i markedet på bedst mulige vilkår og dække omkostningerne til forrentning af denne kapital. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne.

Dit lån i …(indklagede)… har ikke fast rente i hele løbetiden og er uden afdrag. Hvis du vælger et lån med fast rente og med afdrag, falder din bidragssats til den laveste i …(indklagede)… Det skyldes, at myndighederne kræver, at færre boligejere vælger lån med variabel rente og lån uden afdrag.

Se, hvad forhøjelsen koster jer
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Restgæld pr. 1. juli 2016 i kr. 2.011.000,00
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,9692
Ny årlig bidragssats fra 1. juli 2016 i pct. 1,3084
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 1.705,33
I betaler den nye bidragssats første gang 1. oktober 2016. Desuden ændrer jeres rente sig ved næste rentetilpasning. Derfor ændrer jeres samlede betaling sig også.

Læs bagsiden af brevet
Hvis du vil vide mere om dine muligheder for at ændre dit lån, finder du flere oplysninger på bagsiden af dette brev.”

Klageren fremsendte den 24. februar 2016 en e-mail til indklagede:

”Indgiver hermed en skriftlig klage over den helt urimelige behandling jeg modtager fra …(indklagede)…, som vi de sidste 8 år har samarbejdet med angående vores boliglån.

Da vi indgik aftalen med første betaling den 31-03-2008 var bidragssatsen på 1.086,81 kr. som er vokset til 4.872,65 kr. Oveni det har jeg modtaget besked om yderligere bidragsomkostninger. STOP jeg vil ikke finde mig i den behandling, jeg har IKKE indgået et bidragstilpasningslån med et rentetilpasningslån. Og ser mig derfor ikke forpligtet til at betale bidrag i himmelflugt og uden loft, som til dato er steget mere end 400%. Realkreditinstitutternes rolle på markedet er oprindeligt tænkt for at holde priserne i bund for forbrugeren, det har aldrig været meningen at forgylde aktionærer, og genererer kæmpe overskud i milliardklassen. Stop grådigheden.

Jeg forventer derfor et skriftligt forlig fra jeres side som indeholder en stor prisnedsættelse på mine bidragssatser, samt tilbagetrækning af de fornyeligt varslede bidragsforhøjelser.”

Indklagede besvarede den 26. februar 2016 klagerens henvendelse:

”Jeg har fuld forståelse for din utilfredshed over vores stigninger af bidragssatserne og jeg noterer mig din klage.

En ændring af din bidragssats, kan jeg desværre ikke efterkomme, hvis du vil fastholde din nuværende låneprofil.

Du har netop rentetilpasset dit lån til en ny F1-rente, gældende fra 1. april 2016. F1-lån med afdragsfrihed, er en af de typer lån, som vi ønsker at vores kunder ændrer til mere sikre lån, f.eks. F5, eller fastforrentet – og gerne med afdrag. Derfor få du en stigning i bidragssatsen, der er højere, end hvis du havde valgt et F5-lån da du refinansierede.

Det betyder dog at du billigt kan ændre dit lån, for at opnå en lavere bidragssats næste gang dit lån skal refinansieres i 2017.”

Klageren indbragte efterfølgende sagen for Realkreditankenævnet.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at nedsætte bidraget, så det udgør under 5.000 kr. årligt, og at aflyse den planlagte børsnotering.

Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERENS FREMSTILLING:

Klageren anfører, at han efter en varslet stigning fornylig, som skal finansiere bestyrelsesbonusser, ikke længere vil finde sig i de stigende bidragssatser.

Det er ikke et bidragstilpasningslån, han har, men et rentetilpasningslån. Bidragssatsen er steget med 400 pct. på 8 år.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klageren den 22. februar 2010 på grundlag af lånetilbud af den 5. januar 2010 fik udbetalt et 30-årigt tilpasningslån(F1) på 2.011.000 kr. Lånet blev etableret med indledende afdragsfrihed frem til den 31. december 2019. Lånet refinansieres næste gang den 31. marts 2017.

Bidraget på lånet blev fastsat til 0,47 pct. ud fra et belåningsinterval på 0 – 69 pct. på baggrund af en belåningsvurdering på 2.895.000 kr.

Bidraget er i perioden forhøjet tre gange, jf. de til klageren fremsendte varslingsbreve.

Gennemførsel af bidragsforhøjelsen i 2016
Med virkning fra 1. juli 2016 har indklagede forhøjet bidragssatserne på alle eksisterende og nye lån til private kunder. Derfor har alle privatkunder med lån hos indklagede modtaget et brev med oplysning om, hvad forhøjelsen betyder for netop deres lån. Brevet indeholder en begrundelse for forhøjelsen.

Derudover har indklagede på sin hjemmeside offentliggjort en redegørelse for bidragsforhøjelsen:

”Begrundelseskrav
Det danske realkreditsystem har en række unikke kendetegn. Et af dem er, at du som låntager – uanset om du er boligejer eller erhvervsdrivende – igennem hele lånets løbetid er beskyttet mod en pludselig opsigelse af dit lån. Den beskyttelse har du ikke på dit banklån. Banker kan nemlig frit og uden varsel til enhver tid kræve, at du betaler dit lån tilbage. Det kan vi som realkreditinstitut ikke, så længe du betaler dine ydelser.

Med andre ord forpligter realkreditinstitutter sig ved udbetaling af et lån til at låne pengene ud – og ikke pludselig kræve dem tilbagebetalt – i hele den periode, der er aftalt. Og da løbetiden ofte er 30 år, betyder det, at realkreditinstitutter har uopsigelige forpligtelser, der løber i årtier.

Øget krav om polstring.
Over så lang en periode kan kapitalkrav og omkostninger ved realkreditudlån ændre sig markant. Derfor kan et realkreditinstitut forhøje bidragssatserne, som er realkreditinstituttets pris for at yde og administrere lån. Bidragssatserne kan også forhøjes på de lån, der allerede er udbetalt. Og det er det, …(indklagede)… gør, når vi hæver bidragssatserne på …(indklagede-lån)… pr. 1. juli 2016.

Men vi kan ikke bare hæve bidragssatserne vilkårligt, for alle realkreditinstitutter skal kunne begrunde, hvorfor de forhøjer bidragssatserne. Det er fast anerkendt i lovgivningen om god skik for finansielle virksomheder – og i talrige afgørelser fra Realkreditankenævnet – at man forhøjer bidragssatserne, når man kan begrunde det.

…(Indklagedes)… mulighed for at hæve bidragssatserne er udførligt beskrevet i låneaftalerne og i …(indklagedes)… Almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, som står i den LånGuide, man modtager, når man får et …(indklagede-lån)…

Hvorfor stiger bidragssatserne i …(indklagede)… pr. 1. juli 2016?
I det brev, alle kunder i …(indklagede)… har modtaget, begrunder vi forhøjelsen med, at kapitalkravene fra danske og internationale myndigheder til realkreditinstitutter er steget og fortsat stiger. De stigende kapitalkrav betyder, at …(realkreditkoncernen)… – som …(indklagede)… er en del af – skal stille mere og mere kapital som sikkerhed for de lån, vi har ydet og fortsat yder til danske boligejere og erhvervsdrivende.

Når myndighedernes krav stiger, øger investorerne og ratingbureauerne (tilsammen kaldet ”markedet”) samtidig deres forventninger til …(realkreditkoncernens)… kapitalgrundlag. Jo større tiltro investorer og ratingbureauer har til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)…, jo lavere bliver renten på lånet. Vores kunder har derfor direkte fordel af, at både investorer og ratingbureauer har stærk tiltro til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… Derfor er det så afgørende, at vi lever op til markedets forventninger.

Kendte og ukendte krav i sigte.
Konkret medfører de øgede krav, at …(realkreditkoncernen)… ved indgangen til 2019 skal have ca. 70 mia. kr. i egentlig kernekapital (den regnskabsmæssige egenkapital fratrukket hybrid kernekapital og en række solvensmæssige fradrag).

Dette kapitalmål er fastsat på baggrund af de allerede kendte og vedtagne kapitalkrav fra danske og internationale myndigheder. Forhøjelsen af bidragssatserne pr. 1. juli 2016 har først og fremmest til formål at øge sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan leve op til dette kapitalmål. Vi har i dag en egentlig kernekapital på 60,5 mia. kr. Den skal øges med knap 10 mia. kr. i årene 2016-2018. Forhøjelsen af bidragssatserne øger …(realkreditkoncernens)… indtjening og betyder dermed, at vi kan lægge mere til side hvert år i bestræbelserne på at nå 70 mia. kr. inden udgangen af 2018.

Desuden øger forhøjelsen af bidragssatserne sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan honorere de fremtidige, endnu ikke vedtagne kapitalkrav, som der i disse år arbejdes på hos internationale myndigheder. Vi kender ikke det konkrete omfang af kravene endnu – men vi ved, at kapitalkravet efter 2019 er højere end de 70 mia. kr. Selv i minimumsversioner vil de krav, der arbejdes på, være en betydelig udfordring for …(realkredit-koncernen)… Lige nu er vores bedste estimat, at det er nødvendigt at øge den egentlige kernekapital med yderligere 15 mia. kr. – altså ud over de 70 mia. kr. – når de nye krav får effekt. Estimatet er forsigtigt og svarer til det niveau, man allerede nu har pålagt de fire største banker i Sverige. Og det er ikke usandsynligt, at kravet bliver højere.

Børsnotering er nødvendig
Derfor søger …(realkreditkoncernen)… en børsnotering. Dels får vi tilført kapital i forbindelse med selve børsnoteringen, dels får vi efterfølgende, som børsnoteret koncern, adgang til at hente yderligere kapital efter behov. For at gennemføre en børsnotering skal vi have en bedre indtjening end i dag – det vil fremtidige aktionærer kræve, og det er forhøjelsen af bidragssatserne med til at sikre. Og det er værd at bemærke, at forhøjelsen af bidragssatserne er langt mindre, end den ville være uden en børsnotering. Forhøjelsen af bidragssatserne på …(indklagedes)… udlån til privatkunder står ikke alene. De suppleres af markante besparelser i …(realkreditkoncernen)… og andre tiltag, der bidraget til at effektivisere koncernen.”


Hjemmel til bidragsforhøjelse
Det i denne sammenhæng relevante aftalegrundlag mellem klageren og indklagede udgøres af låne- og pantsætningsaftalen fra 2010 samt af indklagedes Långuide fra varslingstidspunktet, der er godkendt af indklagedes bestyrelse.

Såvel låne- og pantsætningsaftalen som Långuiden indeholder bestemmelser om fastsættelsen af bidraget, herunder at det i lånets løbetid kan ændres af indklagede.

Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,

at der er hjemmel i låneaftalerne til at forhøje bidragssatsen,

at den gennemførte bidragsforhøjelse er ensartet for alle kunder med samme låntyper,

at den skete forhøjelse af bidragssatsen er i overensstemmelse med aftalegrundlaget og varslet og begrundet i overensstemmelse med reglerne om god skik, og

at forhøjelsen af bidragssatsen ikke er vilkårlig eller urimelig.

Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte den varslede forhøjelse af bidragssatsen.


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Klageren har anført, at han ikke vil finde sig i de gentagne bidragsforhøjelser. Klageren har endvidere nedlagt påstand om, at indklagede skal aflyse den planlagte børsnotering.

Indklagede har begrundet bidragsforhøjelserne med blandt andet de øgede kapitalkrav til realkreditinstitutter, herunder at det i den forbindelse er nødvendigt at børsnotere realkreditkoncernen, som indklagede er en del af. Nævnet finder, at det er et realkreditinstituts suveræne beslutning, hvordan det organiserer og tilrettelægger sin virksomhed, herunder ved børsnotering. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at en del af bidragsforhøjelsen måtte være reserveret til at imødekomme de varslede yderligere kapitalkrav.

Da der i aftalegrundlaget en klar hjemmel til, at indklagede kan foretage bidragsforhøjelser, og da bidragsforhøjelserne endvidere ikke kan anses for vilkårlige eller åbenbart urimelige, kan Nævnet ikke give klageren medhold i klagen.

Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.



Henrik Waaben / Susanne Nielsen