Renter.
| Sagsnummer: | 538/1991 |
| Dato: | 24-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Niels Busk, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Kaution - tilbageførsel af ydelser
Kaution - omfang |
| Ledetekst: | Renter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I henhold til gældsbrev af marts 1987 ydede indklagede et lån på 650.000 kr. til en gårdejer. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 7.850 kr. første gang 1. maj 1987. Til sikkerhed for lånet afgav klageren selvskyldnerkaution for et beløb på op til 200.000 kr. Ultimo 1989 omlagdes låntagers engagement, og i denne forbindelse underskrev klageren ny kautionserklæring 2. januar 1990, hvorefter klageren fortsat kautionerede for enhver forpligtelse, som debitor havde eller måtte få overfor indklagede vedrørende lånet, dog fortsat begrænset til 200.000 kr.
I kautionsdokumentets fortrykte felt vedrørende kautionens størrelse var angivet: "op til et beløb af kr.: 200.000,- kr. skriver kr.: ... samt renter m.v.". Af kautionsdokumentets fortrykte vilkår fremgik i øvrigt, at kautionen tillige tjente som sikkerhed for "en af banken fastsat overtræksrente, provision eller morarente".
Af kontoudskrift for kautionslånet fremgår, at indklagede torsdag den 4. oktober 1990 tilbageførte ydelsen pr. 1. oktober 1990 til debitors kassekredit. Endvidere tilbageførte indklagede den 31. december 1990 kautionslånets ydelser pr. 1. november og 1. december 1990.
Ved skrivelse af 17. januar 1991 til klageren meddelte indklagede, at kautionslånet var i restance med 4 ydelser, eller ialt 31.400 kr. Den 29. april 1991 meddeltes klageren, at lånet var i yderligere restance med februar-, marts- og aprilydelserne.
Den 18. juni 1991 anmeldte debitor betalingsstandsning, hvorom indklagede orienterede klageren. Ved skrivelse af 7. august 1991 foreslog indklagede klageren, at denne - for at undgå yderligere rentetilskrivning - indbetalte kautionsforpligtelsen. Kautionslånets restgæld med renter til skrivelsens dato oplystes at være 442.671,69 kr., således at klagerens andel - ligesom en anden kautionists andel - udgjorde 221.335,85 kr. I skrivelsen tog indklagede forbehold for yderligere renter indtil betaling skete. I skrivelse af 17. september 1991 til klageren anmodedes denne om at indbetale kautionsforpligtelsen på 200.000 kr. med tillæg af renter frem til indfrielsesdagen, idet det samtidig oplystes, at den samlede forpligtelse med renter pr. 25. september ville udgøre 225.913,20 kr.
Klageren henvendte sig herpå til advokat, som ved skrivelse af 17. oktober 1991 til indklagede fremsendte 200.000 kr., men samtidig gjorde opmærksom på, at klageren ikke kunne anerkende at skulle betale renter af lånet eller kautionsforpligtelsen. I skrivelse af 18. oktober 1991 fastholdt indklagede rentekravet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udlevere kautionsdokumentet i kvitteret stand. Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagedes tilbageførsel af ydelserne pr. 1. oktober, 1. november og 1. december 1990 er uberettiget i forhold til klageren. Indklagede må derfor være forpligtet til at nedsætte det kautionssikrede beløb med 23.550 kr. Hertil kommer, at klageren alene har kautioneret for 200.000 kr. og har betalt dette beløb. Indklagede er uberettiget til at kræve renter af de 200.000 kr. i henhold til rentelovens § 3, stk. 2, idet kreditor alene kan kræve det skyldige beløb forrentet, når der er gået 1 måned efter den dag, da kreditor har afsendt eller fremsat anmodning om betaling med angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale renter. Indklagedes påkrav af 17. september 1991 opfylder ikke dette krav. I øvrigt fik klageren i forbindelse med påtagelsen af kautionsforpligtelsen oplysning om, at hun alene kunne komme til at betale højest 200.000 kr.
Indklagede har anført, at klageren løbende har været orienteret om forløbet af afviklingen af lånet og de økonomiske problemer, som debitor havde. Klageren er således også gjort bekendt med, at der skulle betales renter af kautionsbeløbet. For så vidt angår tilbageførslen af ydelsen den 1. oktober 1990 er denne sket umiddelbart efter, at indklagede modtog bogføringsmateriale. Som følge af, at indbetalingerne på klagerens kassekredit i sidste kvartal 1990 blev væsentlig mindre end forventet, blev ydelserne pr. 1. november og 1. december tilbageført pr. 31. december 1990. Debitor har flere gange oplyst, at klageren var orienteret herom. Da lånets restgæld imidlertid er større end kautionsforpligtelsen stiller indklagede sig uforstående overfor kravet om reduktion på denne baggrund.
Ankenævnets bemærkninger:
Tilbageførselen af ydelsen pr. 1. oktober 1990, der fandt sted den 4. oktober straks efter, at indklagede havde modtaget bogføringsmaterialet, må anses for berettiget også i forhold til klageren som kautionist. Derimod har tilbageførselen af ydelserne pr. 1. november og 1. december 1990, i alt 15.700 kr., der fandt sted den 31. december 1990, ikke været berettiget i forhold til klageren. Da lånets restgæld udgjorde 442.671,69 kr. den 7. august 1991, kan forholdet imidlertid ikke medføre nogen nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse på 200.000 kr., selv om medkautionisten måtte have indbetalt halvdelen af det nævnte beløb.
Kautionsdokumentet må forstås således, at klageren hæfter med 200.000 kr. for debitors samlede gæld i henhold til det pågældende lån, og de efter angivelsen af begrænsningsbeløbet tilføjede ord "samt renter m.v." findes ikke at kunne forstås således, at beløbet kan forhøjes med renter tilskrevet i det kautionssikrede låneforhold.
Klagerens forpligtelse til at forrente det beløb på 200.000 kr., med hvilket hun hæfter, findes at måtte være betinget af, at indklagede har fremsat påkrav om betaling over for klageren, og da andet ikke er vedtaget, skal rente først betales, når der er gået 1 måned efter påkravets afsendelse, jfr. rentelovens § 3, stk. 2. Indklagedes skrivelse af 7. august 1991 findes ikke at kunne anses for et påkrav om betaling. Påkrav er herefter først afgivet ved skrivelsen af 17. september 1991, og da betaling skete på månedsdagen herefter, har indklagede ikke krav på renter af kautionsbeløbet. Klagerens påstand tages derfor ikke til følge.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klageren er frigjort for sin kautionsforpligtelse ved betalingen af beløbet på 200.000 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.