Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneomlægning, hvor nye lån blev kurssikret og eksisterende lån blev opsagt forud for modtagelse af lånetilbud.

Sagsnummer: 341/2019
Dato: 22-01-2020
Ankenævn: Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Kristian Ingemann Petersen, Ida Marie Moesby, Lisbeth Baastrup Burgaard
Klageemne: Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst: Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneomlægning, hvor nye lån blev kurssikret og eksisterende lån blev opsagt forud for modtagelse af lånetilbud.
Indklagede: Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneomlægning, hvor de nye lån blev kurssikret og de eksisterende lån blev opsagt forud for modtagelse af lånetilbud.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark.

Klageren havde sammen med sin ægtefælle/samlever, H, optaget to fastforrentede lån i Nordea Kredit i parrets ejendom. Der var tale om et 2,5 % obligationslån med en hovedstol på 2.548.000 kr. og et 2 % obligationslån med en hovedstol på 172.000 kr.

Den 6. juni 2019 blev der holdt et møde i banken om omlægning af parrets Nordea Kredit lån. Af et resumé af mødet af 7. juni 2019, som banken sendte til klageren, fremgik blandt andet:

”…

Vi regnede på omlægning af henholdsvis det store lån og begge lån omlagt til 1 % lån med fast rente over 26 år. Begge dele vil give jer en besparelse

Udover de beregninger, ønskede I også at se på en omlægning til 0,5 % over 20 år. Jeg har sendt alle tre beregninger til [klagerens] netbank, hvor de kan findes under fanen dokumenter.

I forventer at blive boende i jeres hus i 2-5 år endnu. Selv ud fra en beregning på 2 år, ville det godt kunne betale sig at omlægge lånene, da I både sidder billigere og afdrager mere på det nye lån.

Husk at der er opsigelsesfrist på lånene den 31/7 og at vi derfor skal have besked inden – gerne en uges tid før, da min erfaring siger mig at der er tryk på vores kalendere op til opsigelsesfristen på lånene.

…”

Den 18. juni 2019 ønskede klageren yderligere konsekvensberegninger ved omlægning af lånene i ejendommen, og fik sendt tre nye beregninger.

Klageren bestilte to lånetilbud den 9. juli 2019 hos Nordea Kredit, dels et fastforrentet 30-årigt obligationslån med en rente på 1 % og med 10 års afdragsfrihed, og dels et fastforrentet 10-årigt obligationslån med en rente på 0 %. Disse lånetilbud forelå den 7. august 2019 med hovedstole på henholdsvis 2.094.000 kr. og 520.000 kr.

Den 29. juli 2019 holdt rådgiveren i banken et telefonmøde med klageren. Rådgiveren orienterede klageren om muligheden for at kurssikre, såfremt han og H ville være sikre på dels deres låneprovenu, dels at de kunne opnå lån i de ønskede lånetyper. Rådgiveren oplyste endvidere, at på grund af det på daværende tidspunkt meget store antal omlægningssager og den deraf følgende ekspeditionstid i banken på lånetilbud og kurssikringer, var seneste frist for kurssikring pr. 30. september 2019, den 5. august 2019.

Klageren ønskede ikke at kurssikre på daværende tidspunkt.

Den 30. juli 2019 opsagde klageren og H deres eksisterende lån i ejendommen.

Den 30. juli 2019 blev der endvidere holdt endnu et telefonmøde med klageren. Rådgiveren oplyste endnu en gang klageren om muligheden for at foretage kurssikring og om mulige konsekvenser ved ikke at kurssikre. Klageren kurssikrede samme dag lånet på nom. 2.094.000 kr. til kurs 96,475.

Der blev den 30. juli 2019 ligeledes udfyldt god skik rådgivningsskemaer vedrørende optagelse af lånene, hvoraf blandt andet fremgik, at banken havde ydet parret rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom i forbindelse med forøgelse af likviditet.

Af god skik rådgivningsskemaet vedrørende obligationslånet på nom. 2.094.000 kr. fremgik følgende:

”…

Udbetaling

Ifølge aftale om Kurssikring pr. 30-09-2019

Vi har kurssikret lånet, da vi på den måde kender udbetalingen på lånet.

…” 

Af god skik rådgivningsskemaet vedrørende obligationslånet på nom. 520.000 kr. fremgik følgende:

”…

Udbetaling

Lånet udbetales til den aftalte rente den pr. 30-09-2019

Vi har valgt ikke at kurssikre lånet, da vi gennem den senere tid har holdt øje med kursen og vi vurderer ikke at den svinger så meget. Vi er klar over risikoen for at der kommer mindre til udbetaling end først antaget. Den risiko vil vi gerne løbe.

…”

Ved en mail af 1. august 2019 til banken anførte klageren blandt andet:

”… I forhold til kurssikringen som blev fortaget den anden dag ved at oplyse at den senest skulle være fortaget mandag den 5 august ellers var det ikke muligt at fortage kurssikring efterfølgende, vil jeg gerne have lidt information omkring hvor det kan findes og om den form for salg kan betragtes for god bankskik, da jeg følte at jeg var nærmest presset til at kurssikre her og nu for at være sikker på at kunne nå det, grundet jeres travlhed. Hvis perioden var længere ville kurssikringer ikke være aktuelt på dette tidspunkt, og set i lyset af kurserne de sidste dage ville det have været meget fordelagtigt at afvente med at kurssikre, men det var jo ikke muligt hvis det skulle nås inde fristens udløb. Jeg vil som sagt gerne have information, og oplysninger omkring hvor de regler findes så jeg kan få vished for at rådgivning jeg har modtaget er fortaget på et sagligt grundlag. …”

Klageren kurssikrede endvidere lånet på nom. 520.000 kr. den 2. august 2019 til kurs 100,050.

Vedrørende kurssikringen af lånet på nom 2.094.000 kr. anførte rådgiveren følgende i en mail af 2. august 2019 til klageren:

” Den kurssikring der er lavet på lånet er bindende og aftalt mundligt i telefonen 30.07.2019, dette blev du oplyst om i telefonen og accepterede.

Det er derfor ikke muligt, som oplyst i telefonen idag, at annullerekurssikringen uden at skulle betale for det, og det er derfor ikke muligt at kurssikre igen, selvom kursen er steget.

Du er blevet oplyst at der var 40 bankdages binding for at kurssikre lånet og at sidste mulighed for dette er på mandag den 05.08.2019. Jeg har ikke sagt til dig at det var sidste frist den dag vi kurssikrede lånet. Vores anbefaling er at kurssikre fastforrentede lån. …”

Ved en mail senere den 2. august 2019 til banken anførte klageren blandt andet:

”Du oplyser, at kurssikringsaftale kan opsiges men at det er forbundet med omkostninger, du oplyser dog ikke beløb. Vil du venligst oplyse omkostninger ved en opsigelse af aftalen pt. er kursen over 99 så med mindre at prisen for at opsige er meget høj ville der måske ligge en mindre gevinst ved at opsige og herefter kurssikre igen.”

Samme dag oplyste rådgiveren klageren om, at det den dag ville koste ham og H 47.000 kr. at komme ud af kurssikringen for så vidt angik lånet på nom. 2.094.000 kr.

Klageren ønskede ikke at betale dette beløb og klagede over rådgivningsforløbet.

Banken afviste klagen.

Parternes påstande

Den 12. september 2019 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal betale en erstatning på ca. 80.000 kr. i anledning af kurssikringen af to nye lån i forbindelse med låneomlægning.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken har ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med kurssikringen.

Banken handlede ansvarspådragende ved at ændre sine regler for kurssikring uden at oplyse det tidligere i forløbet eksempelvis på det tilbudte møde den 6. juni 2019.  Han og H ville, hvis de havde været bekendt med dette, have overvejet et skifte af bank, da de blev ringere stillet hos Nordea Danmark end i andre banker i forhold til deres handlemuligheder og selvbestemmelse i lånesagen.

Bankens nye regler var samtidig til ugunst for kunderne, da banken generelt pressede sine kunder til at kurssikre lån meget tidligt i forløbet. Det var de færreste kunder, som løb risikoen ved ikke at kurssikre, når de ikke havde mulighed for selv at vælge et kurssikringstidspunkt nærmere ved hjemtagelsestidspunktet for lånet.

Ændringen blev ikke kommunikeret til ham og H på gennemsigtig og loyal vis og i overensstemmelse med god skik. De led som følge heraf lidt et unødigt økonomisk tab, da de først få dage før fristen for opsigelsen af lånet blev orienteret om bankens nye frist for kurssikring,

Han og H følte sig presset til at kurssikre på et ikke planlagt tidspunkt, og de kunne ikke nå at flytte deres bankforretning. Et tab som alene opstod grundet bankens manglende levering af lånetilbuddet og særlige regler for kurssikring givet med uhørt kort varsel i forhold til andre bankers regler om kurssikring.

De ændrede regler har i forhold til kurssikring af lånet på nom. 2.094.000 kr. betydet, at han og H pr. 31.august 2019 har lidt et kurstab på kr. ca. 80.000,00, da kursen var 101 i slutningen af august. Den 31.august 2019 var fristen for kurssikring (20 dage) efter bankens tidligere regler.

Da banken forlangte kurssikring foretaget 40 bankdage før hjemtagelse af lånet, var der en forøget udgift til kurssikring, som ikke kendes. Dette tab bør banken også tilbagebetale.

Vedrørende lånet på 520.000 kr. modtog han og H ikke lånetilbuddet, før lånet gik over kurs 100, og de blev tvunget til at kurssikre lånet for at have sikkerhed for, at det lån, som var aftalt, kunne udstedes.

Han og H kurssikrede lånet til trods for, at det aldrig har var tiltænkt, hvilket også fremgik af det underskrevne god-skik skema vedrørende lånet. Lånet blev kun kurssikret, så de havde sikkerhed for at få det lån, som var aftalt. Hvis lånetilbuddet var modtaget tidligere, var det aldrig blevet aktuelt at kurssikre lånet.

Nordea Danmark har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende.

Banken har rådgivet klageren om muligheden for kurssikring af hans og H’s nye realkreditlån i overensstemmelse med bankens retningslinjer herfor.

Banken har flere gange i forløbet orienteret klageren om fordele og ulemper ved at kurssikre. Det var klagerens valg om han og H ville kurssikre eller ej.

På grund af det ekstraordinært store antal låneomlægninger i perioden, hvor klageren på vegne ham og H foretog låneomlægningerne, var der forlængede ekspeditionstider, som gjorde, at klageren – hvis han ønskede at kurssikre – måtte gøre dette senest den 5. august 2019. Dette blev klageren gjort opmærksom på ved telefonmødet den 29. juli 2019 og igen den 30. juli 2019, hvor han på vegne ham og H valgte at kurssikre lånet på nom. 2.094.000 kr.

Rådgiveren pressede ikke klageren til at kurssikre. Rådgiveren orienterede klageren muligheden for at kurssikre og fordele og ulemper ved dels at kurssikre, dels ikke at kurssikre, og klageren traf på vegne ham og H sine valg på et oplyst grundlag. Rådgiveren orienterede klageren om de muligheder for kurssikring, som banken kunne tilbyde kunderne på daværende tidspunkt.

Banken kan ikke forudse, hvorledes kurserne vil bevæge sig i fremtiden.

Med hensyn til omkostningerne ved låneoplægningerne blev de gennemgået med klageren på mødet den 6. juni 2019, og alle omkostningerne fremgik af de konsekvensberegninger, som blev sendt til klageren. Han var således bekendt hermed, inden han på vegne ham og H traf valget om at foretage omlægningerne. 

Ankenævnets bemærkninger

Efter et møde i banken afholdt den 6. juni 2019 og modtagelse af flere konsekvensberegninger fra banken besluttede klageren på vegne ham og H at omlægge deres to bestående lån i Nordea Kredit til et fastforrentet 30-årigt obligationslån med en rente på 1 % og med 10 års afdragsfrihed og til et fastforrentet 10-årigt obligationslån med en rente på 0 %. Lånetilbuddene forelå den 7. august 2019 med hovedstole på henholdsvis 2.094.000 kr. og 520.000 kr.

Den 30. juli 2019 opsagde klageren og H deres eksisterende lån i ejendommen.

Den 30. juli 2019 kurssikrede klageren på vegne ham og H lånet på nom. 2.094.000 kr. til kurs 96,475. Han kurssikrede lånet på nom. 520.000 kr. til kurs 100,050 den 2. august 2019 på vegne ham og H.

Ankenævnet finder, at banken var berettiget til meddele klageren, at kurssikring pr. 30. september 2019, skulle ske senest den 5. august 2019. Ankenævnet finder ikke, at klageren blev udsat for et pres til at kurssikre.

Ankenævnet lægger til grund, at bankens rådgiver orienterede klageren om fordele og ulemper ved at kurssikre, og at klageren herefter på vegne ham og H traf afgørelsen om kurssikring på et oplyst grundlag.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at banken i sommeren 2019 i forbindelse med klagerens og H’s låneomlægning begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningskrav over for banken.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen. 

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.