Afgørelse

Indsigelse om uansvarlig långivning til bl.a. køb og renovering af bolig.

Sagen vedrører indsigelse mod rådgivning blandt andet i forbindelse med optagelse af lån til køb og renovering af bolig.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Bank, hvor hun blandt andet havde en kassekredit -092 og en pluskonto -295.

I 1992 var klageren udsat for en ulykke, hvor hun blev erklæret 75 % invalid.

I december 2003 købte klageren en ejendom for 2.125.000 kr. Klageren har oplyst, at ejendommen blev finansieret med en egenbetaling på 300.000 kr. fra en personskadeerstatning og 245.000 kr. fra opsparede midler, i alt 545.000 kr., og et realkreditlån, som blev optaget via banken, på 1.580.000 kr. Klageren modtog på daværende tidspunkt førtidspension.

Efterfølgende optog klageren via banken tre yderligere realkreditlån i ejendommen. I januar 2005 optog hun et realkreditlån på 370.000 kr., i marts 2006 optog hun et realkreditlån på 410.000 kr. og i oktober 2006 optog hun et realkreditlån på 310.000 kr.

I september 2005 blev kassekredit -092 forhøjet fra 100.000 kr. til 150.000 kr. Banken har fremlagt kontoudskrifter for kassekreditten for 2005 og 2006. Heraf fremgår, at en del af provenuet fra realkreditlånene i 2005 og 2006 indgik på kontoen, idet der den 6. januar 2005 indgik 148.000 kr. og den 30. oktober 2006 indgik 299.771,80 kr. Banken har anført, at en stor del af disse indbetalinger blev anvendt til forbrug, blandt andet foretog klageren i oktober 2005 betalinger for i alt 14.953,93 kr.

Banken har endvidere fremlagt en kontoudskrift for klagerens pluskonto -295 pr. den 31. december 2006. Heraf fremgår blandt andet, at provenuet fra klagerens optagelse af realkreditlånet i marts 2006 indgik på kontoen, idet der den 6. marts 2006 indgik 407.385 kr. Det fremgår endvidere, at klageren anvendte 200.000 kr. af låneprovenuet til et nyt køkken og 24.000 kr. til køb af en markise. Den 30. oktober 2006 overførte klageren 170.000 kr. fra kassekreditten til pluskontoen.

I november 2008 blev kassekredit -092 forhøjet fra 150.000 kr. til 200.000 kr. og i september 2009 fra 200.000 kr. til 270.000 kr.

I januar 2010 fik klageren deludbetalt 130.000 kr. fra sin kapitalpension i banken med fradrag af 40 % afgift.

I marts 2010 optog klageren et prioritetslån på 300.000 kr. i banken, hvorved banken samtidig fik pant i ejendommen. Klageren har oplyst, at ejendommens handelsværdi på daværende tidspunkt blev vurderet til 4.5 mio. kr. af en mægler, som vurderede ejendommen efter anmodning fra banken.

Banken har fremlagt kontoudtog for marts 2010 for kassekredit -092, hvoraf fremgår, at 205.000 kr. af provenuet fra prioritetslånet den 25. marts 2010 blev indsat på kassekreditten.

I oktober 2014 blev klagerens ejendom solgt for 2.780.000 kr. Som panthaver i ejendommen accepterede banken, at ejendommen blev solgt med underskud.

I forbindelse med salget underskrev klageren en omprioriteringsaftale med banken, hvorved det blev aftalt, at banken indfriede lånene i ejendommen via en omprioriteringskonto. Det fremgår af en kontoudskrift for omprioriteringskontoen for 2014, at der i oktober 2014 via omprioriteringskontoen blev indfriet lån i ejendommen for ca. 2.938.000 kr. Desuden blev der trukket diverse udgifter i forbindelse med salget af ejendommen.

Banken har oplyst, at gælden på klagerens kassekredit -092 pr. den 6. oktober 2014 udgjorde 255.000 kr., og at denne gæld blev overført til omprioriteringskontoen. Det fremgår af klagerens årsopgørelse for 2014, at klagerens gæld til banken på omprioriteringskontoen udgjorde 542.717 kr. Banken har herefter forgæves forsøgt at få en aftale med klageren om tilbagebetaling af gælden.

Parternes påstande

Den 11. februar 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal slette sit tilgodehavende hos hende og betale en erstatning.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at da hun købte ejendommen i 2003 var hendes eneste indtægt en beskeden førtidspension. Hendes økonomi var derfor meget stram. Banken foreslog ikke, at hun i stedet kunne finde en billigere ejendom, eventuelt en ejerlejlighed.

Hendes økonomiske udfordring med at betale realkreditlånet på 1.580.000 kr. blev løst ved, at banken rådgav hende til at optage yderligere realkreditlån i 2005 og i 2006. Herudover rådgav banken hende til at ophæve hendes resterende pensioner og opsparinger.

Banken lagde aldrig et budget for hende eller bad hende lægge et budget, hvilket hun først på eget initiativ begyndte på i 2010, hvor hendes økonomiske udfordring blev løst ved, at hun optog et banklån på yderligere 300.000 kr. samt en kassekredit på 200.000 kr.

Ejendommen hun købte var næsten et håndværkertilbud, og en del udgifter gik til udbedring af den faldefærdige ejendom.

Hun videreførte muligvis sin ”gamle livsstil” i starten og dermed et overforbrug på et vist plan. Dette gjorde banken hende dog aldrig opmærksom på, idet der som nævnt aldrig blev lagt et budget. Hendes forbrug ændrede sig dog allerede for år tilbage, og hun er blevet mere ansvarlig.

Da banken som panthaver i ejendommen accepterede, at ejendommen blev solgt med et underskud, opfattede hun det således, at banken ville bære dette tab.

Banken har pådraget sig et rådgivningsansvar og har handlet ansvarspådragende ved at løse hendes stramme økonomi bestående af en lille overførselsindtægt først med et huskøb, så med optagelse af nye lån oveni og herudover med forbrug af alle hendes opsparede midler.

I dag har hun ingen midler tilbage og sidder i en lejebolig med en ny gæld til indskud i boligen. Da hun nu er fyldt 67 år, får hun alene folkepension, hvilket hun har meget vanskeligt ved at klare sig for. Hun har ingen mulighed for at betale ca. 550.000 kr. til banken.

Nordea Bank har anført, at klageren selv traf beslutning om ejendomskøbet i 2003 og selv henvendte sig til banken og anmodede om optagelse af realkreditlånene og om kreditten/banklånet.

Banken har ved hver anmodning om optagelse af realkreditlån og anmodning om kredit/banklån i overensstemmelse med fast praksis i banken lagt et budget for klageren og beregnet, om klageren kunne klare forpligtelserne på lånene. Banken har i hvert enkelt tilfælde vurderet, at klageren kunne klare forpligtelserne og har på denne baggrund bevilget lånene. Banken har således ydet fyldestgørende rådgivning over for klageren og har dermed ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med långivningen til klageren.

Den rådgivning, som klageren anfægter, fandt sted for mere end fem år siden, og banken er på grund af den medgåede tid ikke længere i besiddelse af bevillinger og øvrigt materiale, der kan belyse sagen.

Klageren har hovedsageligt anvendt provenuet af realkreditlånene, kreditten og banklånet til at finansiere et overforbrug samt til at ombygge/renovere ejendommen.

Der er ikke årsagssammenhæng mellem den påståede mangelfulde rådgivning og det af klageren rejste krav. Årsagen til, at ejendommen blev solgt med et underskud, skyldtes finanskrisen og de negative virkninger heraf i form af faldende priser på ejendomsmarkedet, samt at klagerens forbedringer af ejendommen ikke resulterede i en tilsvarende værditilvækst af ejendommen.

Et eventuelt rådgivningsansvar for banken er endvidere forældet, idet klagen først er indgivet til Ankenævnet i februar 2015.

Klageren traf selv beslutning om at sælge ejendommen i oktober 2014, og hun hæfter for gælden på omprioriteringskontoen opgjort pr. 31. december 2014 til 542.717 kr. Banken har aldrig tilkendegivet over for klageren, at hun ikke ville komme til at hæfte for gælden og ikke skulle tilbagebetale denne til banken.

Det bestrides, at banken skulle have rådgivet klageren til at få sin pension udbetalt. Klageren har selv besluttet at få dele af sin pension udbetalt for at skaffe yderligere likviditet.

Ankenævnets bemærkninger

I december 2003 købte klageren en ejendom for 2.125.000 kr., der blev finansieret med en egenbetaling på 245.000 kr. og optagelse af et realkreditlån på 1.580.000 kr. via banken.

I årene 2005-2006 optog klageren via banken yderligere realkreditlån på i alt 1.090.000 kr. og i perioden fra 2005 til 2009 blev hendes kassekredit forhøjet med 170.000 kr.

I 2010 optog klageren et prioritetslån på 300.000 kr. i banken og fik endvidere udbetalt pensionsmidler for 130.000 kr.

I oktober 2014 blev klagerens ejendom solgt med et underskud, og klagerens gæld til banken udgjorde herefter 542.717 kr.

Klageren har gjort indsigelse mod bankens rådgivning i forbindelse med låneoptagelserne og ophævelsen af hendes opsparinger og pension i perioden fra 2003 til 2010.

Banken har oplyst, at den på grund af den medgåede tid ikke længere er i besiddelse af bevillinger og øvrigt materiale, der kan belyse sagen.

Ankenævnet finder ikke, at det på nuværende tidspunkt kan pålægges banken at føre bevis for de nærmere omstændigheder ved låneoptagelserne og ophævelsen af klagerens opsparinger og pension. Det kan ikke komme banken bevismæssigt til skade, at den ikke er i besiddelse af bevillinger og øvrigt materiale, der kan belyse sagen.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ankenævnet finder, at et eventuelt erstatningsansvar for mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneoptagelserne og ophævelse af klagerens opsparinger i 2003 til 2010 var forældet, da klageren den 11. februar 2015 indgav en klage over Nordea Bank til Ankenævnet.

Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at banken i forbindelse med ejendomssalget i 2014 har tilkendegivet over for klageren, at hun ikke ville komme til at hæfte for gælden til banken, og at den ikke ville kræve det skyldige beløb betalt hos klageren.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Klageren får ikke medhold i klagen.