Realkreditlån, tvangsauktionstruede ejendomme. Opsigelse af udlån.
| Sagsnummer: | 503/1992 |
| Dato: | 26-04-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Realkreditlån, tvangsauktionstruede ejendomme. Opsigelse af udlån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I juli 1991 indleverede klageren ansøgningsskema til indklagedes Vesterbro afdeling i forbindelse med, at klageren i henhold til lov om realkreditinstitutter § 10 c vedrørende tvangsauktionstruede ejendomme ønskede at omlægge sine lån i Kreditforeningen Danmark. I denne forbindelse skulle afdelingen foretage en kreditvurdering af klageren og på baggrund heraf attestere ansøgningen med afdelingens vurdering af, hvorvidt klageren kunne betragtes som tvangsauktionstruet eller ej.
Indklagede har anført, at man på baggrund af de i afdelingen beroende regnskabsoplysninger vurderede, at klageren ikke var tvangsauktionstruet, hvilket blev meddelt såvel klageren som kreditforeningen telefonisk.
Klageren anmodede herefter afdelingen om på ny at vurdere sagen, men efter en fornyet gennemgang fastholdt afdelingen det allerede meddelte afslag og returnerede ansøgningen den 13. august 1991.
Klageren indgav på ny ansøgningen til afdelingen, og efter at klageren havde klaget over sagens ekspedition til indklagedes direktion, meddelte indklagedes juridiske afdeling den 16. marts 1992, at sagen ville blive vurderet af indklagedes erhvervscenter Nørreport på baggrund af yderligere regnskabsmateriale indleveret af klageren. Ved skrivelse af 25. marts 1992 meddelte erhvervscentret klageren, at man havde foretaget en ny kreditmæssig vurdering af hans ansøgning, men at konklusionen stadig var, at klageren ikke var berettiget til at blive behandlet som tvangsauktionstruet.
Ved skrivelse af 12. maj 1992 rettede klageren på ny henvendelse til indklagedes direktion om indklagedes behandling af hans ansøgning. Klageren foreslog i denne skrivelse, at hans økonomiske problem skulle løses bl.a. ved, at sælgerpantebreve pantsat til indklagede blev realiseret med henblik på afvikling af klagerens skattegæld og anden privat gæld, at renter udover niveauet for renter på 30-årige kreditforeningslån efter den 1. august 1991 refunderedes fuldt ud på klagerens og ægtefællens låneengagement hos indklagede, at indklagede medvirkede til omlægningen af kreditforeningslån, så snart der på ny var lovgrundlag herfor, samt at indklagede godtgjorde klageren 10.000 kr. for tort. Ved skrivelse af 27. maj afviste indklagedes direktion dette, men oplyste, at man ville medvirke til omlægningen af klagernes kreditforeningslån i det omfang, de netop vedtagne ændringer i realkreditloven ville muliggøre dette.
I august 1992 rettede klageren henvendelse til indklagedes Vesterbro afdeling med henblik på et møde om indklagedes medvirken til en omprioritering af ejendommen. Den 24. august 1992 meddelte indklagede klageren, på hvilke vilkår man ville medvirke til omprioritering af klagerens ejendom. Disse vilkår afviste klageren.
I efteråret 1992 overførte klageren og hans ægtefælle deres lønkonto fra indklagede til et andet pengeinstitut. Ved skrivelse af 3. oktober 1992 opsagde indklagede på grund af misligholdelse klagerens engagement til fuld indfrielse.
Klageren har ved klageskema af 8. september 1992 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at medvirke ved omprioritering på en sådan måde, at klageren ikke påføres unødvendige omkostninger og får mulighed for at afvikle restancer, samt at indklagede tilpligtes at godtgøre ham 50.000 kr. for tort samt debiterede gebyrer og inkassoomkostninger m.v.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han indleverede ansøgningsskemaer vedrørende låneomlægning som tvangsauktionstruet den 8. juli 1991 og den 20. august 1991. Til trods herfor påbegyndte indklagede reelt ikke behandlingen af sagen, før klageren den 27. november 1991 havde rettet henvendelse til indklagedes direktion. Klageren påpegede efterfølgende overfor indklagede, at det grundlag, hvorpå indklagede baserede sin vurdering, var behæftet med fejl, bl.a. således, at det rådighedsbeløb, klageren havde til løbende forbrug, ikke udgjorde 118.000 kr., men alene 55.000 kr. Indklagede reagerede ikke på klagerens henvendelse herom. Som følge af indklagedes langsommelige sagsbehandling var klagerens økonomi i sommeren 1992 anstrengt, hvorfor juni termin til kreditforeningen samt ejendomsskatter ikke blev betalt. Indklagede stillede som krav for at medvirke til en omprioritering efter de ny regler, at provenuet af syv sælgerpantebreve skulle afskrives i den lavest forrentede del i klagerens udlånsengagement, og at de øvrige omkostninger skulle dækkes gennem optagelse af højt forrentede lån med en effektiv rente på 18,97%. Begge forhold ville forringe klagernes økonomi gennem forhøjelse af den effektive rente og stiftelsesomkostninger. Kreditforeningen havde alene stillet vilkår om, at obligationsprovenuet og ikke provenuet af sælgerpantebrevene skulle fragå i boliglånene eller anvendes til dækning af låneomkostninger.
Indklagede har anført, at man som meddelt i indklagedes skrivelse af 27. maj 1992 var indstillet på at medvirke til en omlægning af kreditforeningslånene i det omfang, de i maj 1992 vedtagne ændringer i realkreditloven muliggjorde dette. Lovændringen forudsatte imidlertid, at der i forbindelse med omprioriteringen ikke fremkom et kontantprovenu, og indklagede pointerede, at en eventuel omlægning skulle baseres på en positiv kreditvurdering, og at omlægningen ville ske under forbehold af, at indklagedes sikkerhedsmæssige position ikke blev forringet. Klageren anmodede afdelingen om at få såvel kontantprovenuet i forbindelse med omprioriteringen som provenuet af sælgerpantebrevene udbetalt. Indklagede kunne ikke medvirke til, at provenuet af kreditforeningslånet blev udbetalt, og for så vidt angår provenuet fra salg af de deponerede pantebreve, meddelte indklagede klageren, at der kun kunne ske salg af pantebrevene, såfremt provenuet anvendtes til nedskrivning af engagementet.
Ankenævnets bemærkninger:
I forbindelse med klagerens ansøgning om lån efter § 10 c i lov om realkreditinstitutter har indklagede alene været forpligtet til at foretage en skønsmæssig vurdering af, hvorvidt klageren var tvangsauktionstruet. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering, hvorefter dette ikke var tilfældet.
De betingelser, indklagede stillede for at medvirke til den låneomlægning, som senere var på tale, kan ikke kritiseres.
Der er heller ikke i øvrigt godtgjort fejl ved indklagedes behandling af klagerens og dennes ægtefælles engagement.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.