Afgørelse

Krav om udbetaling af arbejdsgiveradministreret ratepension.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om udbetaling af en arbejdsgiveradministreret ratepension.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1965, anmodede ved brev af 22. januar 2010 til Danske Bank om førtidig udbetaling af sin ratepension i banken mod beskatning på 60 %.

Ved brev af 27. januar 2010 meddelte banken, at udbetaling ikke var mulig, idet der var tale om en arbejdsmarkedspensionsordning med selskabet A. Det var dog muligt at overføre opsparingen til en anden arbejdsmarkedspensionsordning "med en evt. ny arbejdsgiver, men kun denne type pensionsordning, og ikke en privattegnet ordning eller anden ordning administreret af arbejdsgiver". Klageren blev i øvrigt henvist til A.

Ved brev af 10. februar 2010 anmodede klageren på ny om udbetaling af ratepensionen. Klageren oplyste, at han ikke arbejdede for A, og at han ikke havde en pensionsordning af samme type, hvortil opsparingen kunne overføres.

Banken videresendte klagerens anmodning til A, som ved e-mail af 4.marts 2010 henholdt sig til en instruks mellem Danske Bank og A, hvorefter opsparinger på over 15.000 kr. ikke kunne udbetales i utide, og A’s generelle holdning om ikke at give dis­pensation til udbetaling af pensionsmidler i utide.

Klageren protesterede over bankens manglende udbetaling af pensionen og bankens henvendelse til A.

Den 14. juni 2011 indgav klageren en klage over Danske Bank til Ankenævnet med påstand om udbetaling, subsidiært overførsel af ratepensionen.

Banken har under sagen erklæret sig enig med klageren i, at pensionsordningen kan overføres til en anden obligatorisk arbejdsmarkedspensionsordning.

Banken konstaterede endvidere, at arbejdsgiveren, der var registreret som indbetaler på ratepensionen, nu rettelig var selskabet B.

Ved brev af 10. august 2010 til banken afslog B at give samtykke til at udbetale pensionsmidlerne til klageren.

På forespørgsel fra sekretariatet har banken oplyst en saldo på pensionsopsparingen på 51.231,74 kr. pr. den 15. september 2011.

Hverken klageren eller banken har været i stand til at fremlægge det oprindelige aftaledokument om pensionsordningen.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt endelig påstand om, at Danske Bank skal udbetale pensionsopsparingen.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ifølge gældende regler har ret til at få ratepensionen udbetaling i utide mod at betale 60 % i skat. Dette fremgår af såvel bankens som SKAT’s hjemmeside. Banken har derfor uberettiget afslået hans anmodning om udbetaling.

Banken har begrundet sit afslag i en aftale, som ikke kan fremlægges.

Først da han klagede til Ankenævnet erkendte banken, at han havde ret til at flytte pensionen til en anden arbejdsmarkedspension. Bankens hidtidige afvisning heraf har medført et tab, som banken bør dække.

Banken videresendte uberettiget hans udbetalingsanmodning, der indeholdt personlige oplysninger, til A, hvor han aldrig har været ansat. Ankenævnet bør give banken en påtale for manglende overholdelse af dataloven.

Danske Bank har anført, at ratepensionen blev oprettet i Danica Bank som en del af en obligatorisk pensionsordning. Ratepensionen beror på en aftale mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer samt pensionsleverandøren. Selve ratepensionen må således som minimum betragtes som en trepartsaftale mellem kunden, banken og arbejdsgiver.

Det beklages, at banken videregav oplysninger til A. Klagerens oplysning om, at han ikke var ansat hos A – i modsætning til at han aldrig havde været ansat hos A – var medvirkende årsag hertil.

Bestemmelsen i pensionsbeskatningslovens § 29 om førtidig udbetaling mod betaling af 60 % i afgift, indeholder ikke en ret til førtidig udbetaling, men beskriver udelukkende konsekvenserne af en eventuel førtidig udbetaling.

Ifølge arbejdsgivers instruks må førtidig udbetaling af pensionen ikke ske uden arbejdsgivers samtykke.

Da det ikke har været muligt at opnå et sådant samtykke, er banken afskåret fra at udbetale ratepensionen til klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens tidligere arbejdsgiver, nu B, har foretaget indbetalingerne på klagerens ratepension, der nu beror i Danske Bank. Der foreligger ikke oplysninger, der tyder på at klageren oprettede pensionen som en privatordning, hvilket klageren heller ikke har anført.

Det må herefter lægges til grund, at der er tale om en arbejdsgiverpension, hvorfor det er nødvendigt for at ophæve aftalen i utide, at B, som part i aftalen, accepterer dette.

Ved brev af 10. august 2010 har B afslået at give samtykke til, at pensionen udbetales til klageren. Banken er derfor hverken berettiget eller forpligtet til at efterkomme klagerens anmodning herom. Dette gælder selvom klageren er villig til at betale 60 % i afgift, jf. pensionsbeskatningslovens § 29.

Banken har under sagen accepteret, at ratepensionen kan flyttes til en anden arbejdsmarkedspension. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren har lidt et tab som følge af manglende overførsel af pensionsordningen.

Ankenævnet finder, at det beroede på en misforståelse, at banken fejlagtigt henvendte sig til A med henblik på at indhente samtykke til udbetaling af den omtvistede pension.

Ankenævnet behandler konkrete formueretlige tvister og kan derfor ikke tage stilling til en eventuel påtale i forbindelse med bankens henvendelse til A. Det bemærkes, at tilsynet med persondataloven hører under Datatilsynet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.