Underskud i forbindelse med låneomlægning.
| Sagsnummer: | 20211064/2002 |
| Dato: | 28-04-2003 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Grit Munk, Jeanette Werner, Per Englyst og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Omkostninger - låneomlægning
Beregning - provenue |
| Ledetekst: | Underskud i forbindelse med låneomlægning. |
| Indklagede: | BRFkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Klageren havde i sin ejendom dels to lån til realkreditinstitut 1, dels to private pantebreve, som var forsynet med ”almindelige omprioriteringsklausuler”. Det indklagede institut 2 afgav i august 2002 et lånetilbud til klageren med et beregnet provenu på 99.004 kr. efter indfrielse af de to realkreditlån samt privat pantebrev nr. 2. Lånetilbudet forudsatte tilbagerykning af privat pantebrev nr. 1. Det nye lån blev udbetalt i august 2002. Institut 2 fremsendte i september 2002 en kontoudskrift til klageren, der viste, at privat pantebrev nr. 1 var blevet indfriet og privat pantebrev nr. 2 nedbragt. Låneomlægningen resulterede i et underskud på 17.400 kr. Klageren var utilfredshed med underskuddet, som angiveligt skyldtes, at der var blevet byttet om på de private pantebreve. Institut 2’s autoriserede låneformidler oplyste i oktober 2002, at han havde videresendt lånetilbudet uden at opdage, at de private pantebreve var byttet om. På et efterfølgende møde med klageren var dette imidlertid blevet opdaget, og det var blevet aftalt, at pantebrev nr. 1 skulle indfries fuldt ud og pantebrev 2 delvist. Institut 2 medgav, at det havde været hensigtsmæssigt, om låneformidleren ved mødet med klageren havde indhentet nyt tilbud og ny provenuberegning, udvisende det aktuelle underskud, som bestod af de poster, som de private pantebreve ikke ville rykke for. Da klageren imidlertid ikke havde lidt tab, afviste institut 2 at godtgøre ham underskuddet, men tilbød at godtgøre gebyrer for i alt 2.800 kr.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at institut 2 ikke kunne kræve det i omprioriteringssagen opståede underskud p 17.400 kr. dækket af ham. Institut 2 påstod frifindelse.
Nævnet fastslog, at låneomlægningen på grund af den faktiske prioritetsstilling og pantebrevsvilkårene ikke kunne have været gennemført som forudsat i lånetilbudet. Nævnet fandt det ikke mod klagerens benægtelse godtgjort, at klageren havde accepteret fuld indfrielse af pantebrevet på 150.000 kr. og delvis indfrielse/rykning af pantebrevet på 100.000 kr. Nævnet bemærkede imidlertid, at den ændrede indfrielsesrækkefølge ikke havde ført til et større ”underskud”, end den oprindeligt forudsatte rækkefølge ville have ført til. Underskuddet skyldtes, at en række beløb ikke kunne indgå i låneomlægningen, fordi de private pantebreve ikke ville og skulle rykke for disse. Det var efter Nævnets opfattelse uheldigt, at det i lånetilbudet ikke var oplyst, at disse beløb ikke kunne indgå i låneomlægningen, men måtte udredes kontant af klageren. Nævnet, der havde noteret sig, at institut 2 havde frafaldet vederlag for et beløb på 2.800 kr., fandt ikke, at klageren havde krav på yderligere beløb i anledning af låneomlægningen, og frifandt derfor institut 2.