Retskraft fogedsag.
| Sagsnummer: | 276/1995 |
| Dato: | 06-02-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
|
| Ledetekst: | Retskraft fogedsag. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 1. oktober 1987 ansøgte klagerens søn og daværende svigerdatter et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, om en forhøjelse på 30.000 kr. af et lån med en restgæld på 72.547 kr. Formålet var bilreparation og maling af handicapbus. Lånet blev bevilget, og til sikkerhed for tilbagebetalingen håndpantsatte debitorerne et løsørepantebrev på 50.000 kr. med pant i en Fiat Ducato.
Ved låneansøgning af 23. marts 1988 søgte klagerens søn om et lån på 147.000 kr. Formålet var anført som "gældssanering", og lånet skulle ifølge låneansøgningen sikres ved kaution af klageren. Af gældsbrev af samme dato fremgår, at indklagede ydede klagerens søn og daværende svigerdatter det ansøgte lån, og at klageren kautionerede "for de til enhver tid værende sidste 122.000 kr." Samme dag indfriede klagerens søn med en del af provenuet et lån med en restgæld på 87.319,62 kr. Restbeløbet anvendtes ifølge indklagede til driften af handicapbussen.
Ifølge indklagede blev lånet ikke senere forhøjet. Ifølge klageren optog sønnen og svigerdatteren et lån på 151.881 kr. til køb af en handicapbus. Omkring to år efter lånets optagelse forhøjedes dette med 10.000 kr., som hun kautionerede for.
Ved skrivelse af 3. juli 1988 gav klageren med henvisning til lånenummeret på gældsbrevet samtykke til, at ydelsen for juli måned udsattes en måned.
Ved skrivelse af 9. august 1988 gav klageren samtykke til, at der ydedes henstand med betaling af ydelsen for august måned.
Ved skrivelse af 12. februar 1991 anmodede klagerens advokat indklagede om oplysning om kautionsforpligtelsens omfang. Den 18. marts 1991 fremsendte indklagede kopi af gældsbrevet på 147.000 kr. og meddelte, at restgælden pr. 31. december 1990 udgjorde 132.777,75 kr.
I skrivelse af 17. maj 1991 til klageren meddelte indklagede, at lånet var i restance med 2.625 kr. og anmodede hende om omgående at indbetale restancen. I skrivelse af 2. oktober 1991 rykkede indklagede klageren for en restance på 5.250 kr.
I skrivelse af 30. januar 1992 meddelte indklagede, at lånet, hvis restgæld pr. 30. december 1991 androg 145.606,17 kr., var opsagt til fuld indfrielse, og anmodede klageren om at indbetale kautionen på 122.000 kr. inden 8 dage.
I skrivelse af 22. september 1992 meddelte indklagede klageren, at lånet var i restance med 5.250 kr.
I skrivelse af 6. november 1992 krævede indklagede en restance på 7.927 kr. betalt inden 7 dage, idet sagen i modsat fald ville blive overgivet til fogedretten.
Ifølge indklagede meddelte klageren den 11. november 1992 telefonisk, at hun ikke kunne anerkende kautionsforpligtelsen, da underskriften på gældsbrevet var forfalsket, hvilket indklagede afviste.
På et møde den 9. december 1992 anførte klageren, at hun ikke kunne anerkende kautionsforpligtelsen.
I skrivelse af 19. april 1994 oplyste indklagede, med henvisning til møde afholdt den 1. november 1992, at restgælden var nedbragt til 115.371,38 kr., og at klagerens søn havde standset indbetalingerne og meddelt, at han havde indgivet ansøgning om gældssanering.
På et møde den 16. maj 1994 anførte klageren, at hun alene havde påtaget sig en kautionsforpligtelse på 10.000 kr., og at kautionsbegrænsningen på 122.000 kr. på gældsbrevet var påført efter hendes underskrift. Det aftaltes at afvente udfaldet af gældssaneringssagen.
I skrivelse af 12. juli 1994 til klageren meddelte indklagede, at klagerens søn havde fået afslag på gældssanering, og at lånet var opsagt på grund af misligholdelse. Klageren blev anmodet om at betale restgælden opgjort pr. 10. november 1992 til 114.871,38 kr. med tillæg af renter og omkostninger senest den 1. august 1994. I modsat fald ville sagen blive fremmet til behandling i fogedretten.
I skrivelse af 15. juli 1994 fastholdt klageren, at kautionsforpligtelsen alene udgjorde 10.000 kr. I skrivelse af 27. s.m. fastholdt indklagede, at kautionsforpligtelsen udgjorde 122.000 kr.
Ved rekvisition af 24. august 1994 blev sagen fremsendt til fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg.
Under et fogedretsmøde den 6. oktober 1994 protesterede klageren mod beløbet, der var opgjort til 122.540 kr. Af udskrift af fogedbogen fremgår:
"Skyldneren blev afkrævet det opgjorte beløb og foreholdt oplysningspligten og strafansvaret. Skyldneren erklærede sig ude af stand til at betale. Skyldneren protesterede mod beløbet, idet hun gjorde gældende, at dokumentet ikke var i overensstemmelse med sandheden. Fogeden tilkendegav, at såfremt hun var af den opfattelse, at dokumentet var falsk, måtte hun anmelde det til politiet.
Rekvirenten begærede sagen fremmet.
Under hensyn til, at skyldner i fogedretten bekræftede, at det var hendes underskrift, der var på dokumentet, fremmedes sagen."
Der blev herefter foretaget udlæg i klagerens faste ejendom og personbil.
Klagerens søn har efterfølgende genoptaget tilbagebetalingen af gælden.
Klageren har ved klageskema af 20. maj 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at have været uberettiget til at fremme sagen til fogedretten, så længe debitor overholdt betalingsforpligtelserne på lånet, samt at anerkende, at kautionsforpligtelsen alene udgør 10.000 kr., herunder at forevise det oprindelige kautionsdokument.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun alene har kautioneret for 10.000 kr. Dette fandt sted i forbindelse med en forhøjelse på 10.000 kr. af et tidligere ydet lån med en restgæld på kautionstidspunktet på ca. 128.000 kr. Kautionen omfattede kun forhøjelsen. Hun blev af pengeinstituttets medarbejder bekræftet i, at kautionen alene omfattede forhøjelsen, og accepterede derfor at kautionere, idet hun skønnede at kunne betale et beløb på denne størrelse. Det er bemærkelsesværdigt, at hendes tidligere svigerdatter, der er meddebitor på lånet, ikke er blevet anmodet om tilbagebetaling. Der er foretaget udlæg i hendes ejendom og bil på et tidspunkt, hvor hendes søn overholdt en indgået afviklingsaftale på lånet. Underskriften på lånedokumentet er hendes, men ikke sat af hende personligt. Årsagen til, at hendes advokat ikke fortsatte undersøgelserne om kautionsforpligtelsens omfang, er ikke udtryk for anerkendelse af, at denne udgør 122.000 kr. Hun magtede på grund af sin mands længerevarende alvorlige sygdom ikke at gøre indsigelse heroverfor. Hun var ikke bekendt med muligheden for at kære fogedrettens afgørelse til landsretten.
Indklagede har anført, at klageren såvel over for fogedretten som over for indklagede har vedkendt sig underskriften på gældsbrevet af 23. marts 1988. Klageren er afskåret fra at bestride kautionsforpligtelsen, da fogedrettens afgørelse ikke blev kæret. Maksimeringen af kautionen på gældsbrevet er påført med maskinskrift, idet man på daværende tidspunkt ikke systemmæssigt havde mulighed for at skrive denne ind i selve gældsbrevet. Klageren blev gjort bekendt med formålet med lånet, inden hun underskrev. Gældsbrevet er ikke forhøjet efter den 23. marts 1988. Klageren havde i 1991 en advokat til at undersøge, om hun var bundet af forpligtelsen, uden at denne foretog sig yderligere over for indklagede. Klageren har ikke sandsynliggjort eller dokumenteret, at det dokument, der er underskrevet, ikke er det oprindelige gældsbrev. Klageren er derfor bundet af underskriften på gældsbrevet. Det bestrides, at der på nogen måde skulle være foretaget efterfølgende ændringer af gældsbrevet. Det bestrides, at kautionsforpligtelsen skulle være aftalt til et andet og mindre beløb end det, der fremgår af gældsbrevet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af fogedudskriften vedrørende den den 6. oktober 1994 foretagne fogedforretning, at klageren gjorde samme indsigelser gældende mod gyldigheden af gældsbrev af 23. marts 1988, som nu gøres gældende for Ankenævnet. Fogeden fremmede sagen, og der blev foretaget udlæg i klagerens faste ejendom og personbil. Fogedretten har herved tillige taget stilling til spørgsmålet om misligholdelse.
Selvom reglerne om retskraft ikke måtte afskære klageren fra at få samme spørgsmål prøvet under en retssag ved de almindelige domstole, findes det at måtte følge af princippet i § 5, stk 1, i Ankenævnets vedtægter, at Ankenævnet er afskåret fra at behandle klagen. Det bemærkes herved, at bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.