Ændret finansiering af ejendomskøb efter købers valg. Spørgsmål om sælgers pengeinstitut var berettiget til at gennemføre den ændrede prioritering uden særlig aftale med køber.
| Sagsnummer: | 271 /1997 |
| Dato: | 23-12-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
|
| Ledetekst: | Ændret finansiering af ejendomskøb efter købers valg. Spørgsmål om sælgers pengeinstitut var berettiget til at gennemføre den ændrede prioritering uden særlig aftale med køber. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved købsaftale af 17. april 1997 købte klageren en fast ejendom med overtagelse den 1. juli 1997. Ifølge købsaftalen skulle købesummen finansieres bl.a. ved et 30-årigt kontantlån i Realkredit Danmark på 320.000 kr. Lånet skulle søges af den medvirkende ejendomsmægler og hjemtages i sælgers navn af sælgers pengeinstitut, som er indklagede. Af købsaftalen fremgår i øvrigt bl.a.:
"Køber er berettiget til at finansiere købet på anden måde, såfremt dette kan ske uden tab eller væsentlig ulempe for sælger. Køber forestår selv finansieringen, såfremt køber efterfølgende vælger anden finansiering i et andet kreditinstitut end anført på side 2c-1.
.....
Omkostninger ved optagelse af eventuelle ejerskiftelån afholdes af sælger.
.....
Hvis køber efterfølgende ændrer den valgte finansiering til at være et obligationslån, skal køber omgående foretage kurssikring eller stille bankgaranti for lånets provenu."
Den 24. april 1997 afgav Totalkredit via klagerens pengeinstitut et lånetilbud på et 30-årigt obligationslån på 343.000 kr. i ejendommen.
Under sagen er fremlagt et aftaledokument udfærdiget af klagerens pengeinstitut om kurssikring af Totalkreditlånet pr. 2. maj 1997 med afvikling den 16. juni 1997 via indklagede. Dokumentet er underskrevet af klageren den 2. maj 1997 i klagerens pengeinstitut.
Endvidere er fremlagt en af klageren underskrevet erklæring dateret 13. maj 1997, hvoraf fremgår, at klageren ønsker en anden prioritering end den i købsaftalen anførte, og at denne prioritering ønskes gennemført af hans advokat.
Om ekspeditionen af ejerskiftesagen har indklagede bl.a. anført, at lånetilbudet blev modtaget fra klagerens pengeinstitut den 29. april 1997. Sælgeren blev straks kontaktet med henblik på underskrift af hjemtagelsesdokumenter, og klagerens pengeinstitut blev kontaktet angående kurssikring. Klagerens pengeinstitut meddelte, at lånet ønskedes kurssikret den 2. maj 1997 med afvikling den 16. juni 1997. Pantebrevet blev modtaget retur fra tinglysning den 15. maj 1997, hvorpå lånet kunne hjemtages i henhold til kurskontrakten. Den 16. maj 1997 modtog indklagede klagerens erklæring dateret 13. maj 1997. Ved henvendelse til advokaten fik indklagede bekræftet, at det af klagerens pengeinstitut fremsendte lånetilbud var overensstemmende med klagerens ønske om ejerskiftebelåning.
Indklagede afslog at fremsende sagen til ekspedition hos klagerens advokat med henvisning til, at sælger herved ville blive påført ekstraomkostninger, idet sagen næsten var færdigekspederet.
Klagerens advokat rejste over for sælger krav om betaling af 2.000 kr. til dækning af omkostninger vedrørende prioriteringen.
Ved klage til Ankenævnet af 30. juli 1997 har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde omprioriteringsgebyret.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Klagerens advokat har anført, at klageren var berettiget til at vælge en anden finansiering end den i købsaftalen anførte. Det påhvilede herefter ham at forestå finansieringen, hvorfor indklagede uberettiget afviste hans ønske om at lade sagen ekspedere af advokaten. Da indklagede har ekspederet lånesagen uden anmodning fra ham, er indklagede ikke berettiget til at beregne sig gebyr herfor.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerens valg af en anden finansiering ikke medførte en ændring i købsaftalens bestemmelse om, at ejerskiftelånet skulle hjemtages af sælgers pengeinstitut. Lånesagen og herunder den kurssikring, som klageren var forpligtet til at foretage, blev ekspederet korrekt og efter aftale med klagerens pengeinstitut. Klagerens anmodning om at oversende sagen til advokaten var ikke overensstemmende med den aftale om kurssikring, som klageren underskrev den 2. maj 1997. Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at der reelt er tale om en klage fra klagerens advokat, om dennes mulighed for at forestå ekspeditionen af ejerskiftelånet med heraf følgende krav om honorar, hvorfor sagen bør afvises som erhvervsmæssig, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede modtog fra klagerens pengeinstitut kopi af tilbudet om obligationslånet den 29. april 1997 og meddelelse om, at lånet ønskedes kurssikret, den 2. maj 1997.
Ankenævnet finder, at formålet med at meddele indklagede disse oplysninger må have været, at indklagede skulle forestå hjemtagelsen af lånet, og at der derfor ikke er grundlag for at bebrejde indklagede, at man straks efter iværksatte sagens ekspedition. Sagen var stort set færdigekspederet, da indklagede den 16. maj 1997 modtog meddelelse om, at klageren nu ville have sin advokat til at hjemtage lånet. Der er derfor intet grundlag for at pålægge indklagede at frafalde sit gebyr for lånesagens ekspedition, hverken helt eller delvis.
Som følger heraf
Klagen tages ikke til følge.