Spørgsmål om frigivelse af sikkerheder ved delvis indfrielse af engagement.
| Sagsnummer: | 169 /2001 |
| Dato: | 26-09-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Mette Frøland, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - frigivelse af håndpantsætning
Pant - frigivelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om frigivelse af sikkerheder ved delvis indfrielse af engagement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om udlevering af en af flere sikkerheder i forbindelse med debitors delvise indfrielse af et engagement.
Sagens omstændigheder.
Den 30. juli 1999 underskrev klagerens ægtefælle H håndpantsætningserklæring, hvorefter H håndpantsatte et ejerpantebrev på 243.600 kr. med sikkerhed i H's ejendom og et løsøreejerpantebrev på 100.000 kr. med sikkerhed i en Toyota Carina, årgang 1994. Håndpantsætningen skete til sikkerhed for opfyldelsen af enhver forpligtelse, som H havde eller måtte få over for indklagede.
H havde den 23. juni 1999 underskrevet gældsbrev vedrørende et privatlån på 125.000 kr., hvoraf fremgik, at håndpant stillet af debitor hæftede sekundært for, hvad debitor i øvrigt var eller måtte være indklagede skyldig. Samtidig med underskrivelsen af håndpantsætningserklæringen underskrev H gældsbrev vedrørende et billån på 87.000 kr.
Ved udgangen af 2000 havde privatlånet en restgæld på 102.009 kr. og billånet en restgæld på 62.106 kr.
Klageren hæfter som selvskyldnerkautionist for privatlånet.
I foråret 2001 ønskede klageren og H at optage et lån hos et finansieringsselskab med henblik på at indfri privatlånet.
Den 3. april 2001 forespurgte finansieringsselskabet indklagede om, med hvilket beløb privatlånet kunne frigives med henblik på, at ejerpantebrevet på 243.600 kr. kunne aflyses.
Ved skrivelse af 3. april 2001 meddelte indklagede H, at man anså sig for berettiget til at kræve såvel privatlånet som billånet indfriet i forbindelse med det påtænkte lån hos finansieringsselskabet som følge af, at ejerpantebrevet på 243.600 kr. tjente til sikkerhed for al H's gæld til indklagede.
Af sagen fremgår, at en kaskoforsikring vedrørende H's bil i august/september 2000 blev overflyttet fra Tryg-Baltica forsikring til If-skadeforsikring.
Parternes påstande.
Klageren har den 26. april 2001 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at indklagede skal tilpligtes at udlevere ejerpantebrevet på 243.600 kr. ved indfrielsen af H's privatlån.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagedes krav om, at også billånet indfries som betingelse for at udlevere ejerpantebrevet i den faste ejendom er uberettiget.
Indklagede har sikkerhed i løsøreejerpantebrevet. Bilen er i god stand og nysynet.
Det må anses for bondefangeri, at indklagede har ladet H underskrive en håndpantsætningserklæring, hvori er indeholdt en alskyldserklæring.
Indklagede har anført, at det fremgår af håndpantsætningserklæringen, at ejerpantebrevet i den faste ejendom er håndpantsat til sikkerhed for al debitors gæld. Som følge heraf er man berettiget til at kræve billånet indfriet ved en frigivelse af ejerpantebrevet i den faste ejendom.
Man anser ikke sikkerheden i bilen for at have nogen reel værdi under hensyn til bilens alder på ca. 7 år.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte H's forpligtelse efter pantsætningserklæringen af 30. juli 1999, hvorefter såvel ejerpantebrevet på 243.600 kr. som løsøreejerpantebrevet på 100.000 kr. blev stillet til sikkerhed for opfyldelsen af enhver forpligtelse, som H havde eller måtte få over for indklagede. Som følge heraf finder Ankenævnet, at indklagede var berettiget til ved forespørgslen om frigivelsen af ejerpantebrevet på 243.600 kr. at stille krav om, at såvel privatlånet som billånet blev indfriet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.