Inkassoomkostniger.
| Sagsnummer: | 453/1991 |
| Dato: | 14-04-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Inkasso - inkassoomkostninger m.v.
|
| Ledetekst: | Inkassoomkostniger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved skrivelse af 27. december 1990 til indklagedes serviceafdeling meddelte klageren, at han grundet flytning af lønkonto til andet pengeinstitut pr. 30. december 1990 opsagde sin andel af hæftelsen for en kassekredit ydet af indklagede til ham og hans ægtefælle, således at kontoen herefter alene ville tilhøre ægtefællen. Kassekredittens saldo udgjorde pr. 2. januar 1991 23.187,82 kr. (negativ). Klageren ønskede sit øvrige engagement, der bestod af et billån, han tillige havde optaget i fællesskab med ægtefællen, på 154.000,00 kr., et studielån på 25.000,00 kr. og et lån optaget i indklagedes Århus afdeling på 12.450,00 kr., fortsat i uændret form, dog således at ydelsen på billånet kunne trækkes via PBS på hans nye lønkonto.
Ved skrivelse af 10. januar 1991 til klageren meddelte indklagedes serviceafdeling, at man ikke var indstillet på den ønskede debitorændring, samt at ydelsen på billånet af tekniske grunde ikke kunne tilmeldes betaling via PBS. Kassekreditten blev ikke spærret i denne forbindelse, og i perioden fra 2. januar 1991 til 1. marts 1991 hævede ægtefællen 8.949,00 kr. på kassekreditten, ligesom kreditten den 31. januar 1991 debiteredes for afdrag på 2.940,00 til billånet; den 1. februar 1991 blev der overført ydelse på 350,00 kr. til klagerens lån i indklagedes Århus afdeling.
Omkring 1. marts 1991 meddelte serviceafdelingen ægtefællen, at hun ikke kunne foretage træk på kassekreditten, da denne var i overtræk med 4.362,00 kr. Som følge heraf blev låneydelserne for marts måned på 2.940,00 kr samt 350,00 kr. tilbageført til kassekreditten. Dette medførte, at billånet kom i restance. Ved skrivelse af 18. april 1991 anmodede indklagede klageren om indbetaling af restance på billånet med 2.840,00 kr og overtræk på kassekreditten på 2.320,00 kr. Ved skrivelse af 2. maj 1991 meddelte klageren, at han ikke hæftede for overtræk på kassekreditten, da han havde indleveret sit dankort i december 1990, For såvidt angik restancen på billånet havde han forgæves forsøgt at få overført ydelserne fra sin konto i Den Danske Bank, hvorfor han fandt, at ægtefællen burde indbetale denne restance. Klageren indfriede i maj 1991 lånet ydet af indklagdes Århus afdeling.
Efter yderligere korrespondance om sagen opsagde indklagede ved skrivelse af 1. juli 1991 såvel billån som kassekredit ialt 83.562,00 + renter til fuld indfrielse inden 8 dage.
I skrivelse af 25. juli 1991 til klageren meddelte indklagedes advokat, at sagen var overdraget ham til inkassation af indklagedes tilgodehavende ialt 87.283,73 kr. inkl. takstmæssigt inkassosalær. Ved stævning af 12. august 1991 indstævnede indklagede klageren og ægtefællen til betaling af 39.227,14 kr. i henhold til misligholdt kassekreditkontrakt. Sagen er af retten i Sønderborg udsat med henblik på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har overfor Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende hans opsigelse af fremtidig hæftelse for kassekreditkontoen, samt at man ikke er berettiget til at afkræve klageren inkassoomkostninger.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Efter sagens indbringelse for Ankenævnet har klageren i skrivelse af 29. november 1991 til indklagedes advokat fremsendt 52.708,07 kr. til dækning af omkostninger og indfrielse af billånet på betingelse af, at indklagede tilbagekaldte begæret tvangsauktion over klagerens ejendom, som hæftede for billånet, og at et løsøreejerpantebrev på 120.000,00 kr. i en bil blev aflyst, og at et ejerpantebrev på 93.500,00 kr. i den omhandlede ejendom blev aflyst. Ved skrivelse af 9. december 1991 har indklagedes advokat anført, at såvel løsørepantebrevet som ejerpantebrevet i den faste ejendom tjener til sikkerhed for klagerens og ægtefællens samlede skyld til indklagede, hvorfor man ikke kan opfylde de af klageren fastsatte betingelser, idet restgælden ifølge kassekreditkontrakten ikke er indfriet. Advokaten har i den forbindelse opgjort det skyldige beløb på kassekrediten til 44.300,14 kr. Klageren har herefter indbetalt det resterende skyldige beløb under forbehold om tilbagesøgning begrundet i den indgivne klage.
Klageren har anført, at kassekreditten på tidspunktet for indklagedes modtagelse af opsigelsen ca. den 2. januar 1991 udgjorde 23.187,82 kr., hvilket beløb klageren er indforstået med at hæfte for in solidum med sin ægtefælle. Indklagede reagerede ikke på opsigelsesbrevet end ikke ved at fremsende et kontoudskrift. Efter at klageren selv telefonisk havde kontaktet indklagedes serviceafdeling, blev han informeret om, at hans fremtidige hæftelse ikke kunne opsiges. Først den 18. april 1991 blev klageren skriftligt underrettet om kontoforholdene, og i den mellemliggende periode blev kassekreditkontrakten overtrukket af ægtefællen. Indklagede burde straks have lukket kassekreditten og informeret ham om, at han kunne udtræde som debitor ved at indbetale det pr. den 2. januar 1991 skyldige beløb. Årsagen til misligholdelse af kassekreditten og billånet er alene afledet af denne manglende information, hvorfor klageren ikke finder, at han bør hæfte for inkassoomkostningerne.
Indklagede har anført, at serviceafdelingen burde have gjort klageren bekendt med, at han kunne undgå at hæfte for kassekreditten ved at indbetale det på kassekreditten trukne beløb + renter. Indklagede finder dog ikke, at klageren på baggrund af denne manglende information er frigjort som debitor på kassekreditten, hvorfor klageren stadig hæfter for 23.187,82 kr. + renter, hvilket beløb var trukket på kassekreditten den dag, indklagede modtog klagerens meddelelse om, at han ikke længere ønskede at hæfte for kassekreditten. Klageren hæfter endvidere såvel for låneydelse på 2.940,00 kr. som 350,00 kr., der blev overført fra kassekreditten henholdsvis den 31. januar og 1. februar 1991 som afdrag på billån samt klagerens lån i indklagedes Århus afdeling. Det er endvidere indklagedes opfattelse, at klageren hæfter for inkassoomkostninger vedrørende billånet, idet han er tilsendt rykkere vedrørende restancen.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har erkendt, at man i anledning af klagerens henvendelse i december 1990 burde have gjort klageren opmærksom på, at han kunne udtræde som debitor ved at indbetale saldoen på kassekreditten. Det må antages, at klageren i så fald ville have indfriet sine forpligtelser overfor indklagede. Ankenævnet finder under disse omstændigheder, at klageren ikke bør hæfte for omkostninger ved sagens overgivelse til inkasso.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klageren ikke hæfter for omkostninger påløbet ved overgivelsen af engagementet til inkasso. Klagegebyret tilbagebetales klageren.