Kaution, gyldighed, underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41.
| Sagsnummer: | 475/1993 |
| Dato: | 31-08-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Kaution, gyldighed, underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren kom i 1986, da hun var 21 år, i lære i et trykkeri, hvis indehaver var M. Det er oplyst, at klageren i 1989 var M's samlever. Hvornår samlivet blev indledt, er ikke oplyst. I 1986 etablerede M engagement i pengeinstitut A. I december 1990, da klageren var uddannet, fratrådte hun sin stilling, ligesom hendes samliv med M ophørte.
Virksomhedens økonomi var i hele perioden anstrengt. I april 1989 blev der forhandlet om overførsel af virksomhedens engagement fra pengeinstitut A til pengeinstitut B, eventuelt i forbindelse med en akkord. Klageren deltog i to møder hos B herom. Af interne mødereferater fremgår bl.a., at klageren efter uddannelsens afslutning skulle "indgå i virksomheden". Forhandlingerne medførte ikke overførsel af engagementet, men der blev oprettet en fakturabelåningskredit hos B med klageren som den daglige kontaktperson.
I maj 1989 påtog klageren sig selvskyldnerkaution beløbsbegrænset til 100.000 kr. for virksomhedens engagement hos A.
Pengeinstitutterne A og B er senere fusioneret til indklagede.
Ifølge indklagede var kautionen et led i omlægningen af virksomhedens engagement hos A; bl.a. blev det aftalt, at der kun skulle betales renter på engagementet, der på det tidspunkt var ca. 800.000 kr. (negativ).
Pr. 11. januar 1990 blev der oprettet et nyt gældsbrev på 820.000 kr., ifølge hvilket klageren kautionerede for 100.000 kr., og M's far kautionerede for 467.000 kr.
Den 15. april 1992 underskrev klageren en erklæring om, at hun var orienteret om, at kautionsforpligtelsen var gjort effektiv på grund af debitors misligholdelse af det kautionssikrede lån. I erklæringen angives klageren som "undertegnede kautionist". I øvrigt hedder det i erklæringen:
"... Jeg erklærer endvidere at være orienteret om, at debitor p.t. fører forhandlinger for at finde en anden finansieringskilde. ... Endelig afgørelse af kautionsforpligtelsen afventer afslutning af disse forhandlinger.
Jeg er indforstået med, at [indklagede] dog forbeholder sig ret til, uden yderligere varsel, at forlange kautionen indfriet, såfremt forhandlingerne ikke ventes at give positivt resultat, ligesom jeg er indforstået med, at skulle svare renter af min kautionsforpligtelse stor kr. 100.000 fra datoen for underskrift af nærværende erklæring."
Klageren har ved klageskema af 10. september 1993 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde at gøre kautionsløftet gældende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har bl.a. anført, at M i foråret 1989 købte en båd til ca. 175.000 kr. i hendes navn. Udbetalingen på 25.000 kr. stammede fra M's boligopsparing hos A. Hun blev herefter anmodet om at optage et lån på 25.000 kr. hos A til indsættelse på virksomhedens kassekredit, ligesom A bad hende om at kautionere for 100.000 kr., da dette beløb manglede på kassekreditten. A gav udtryk for, at kautionen var nødvendig for virksomhedens fortsatte drift og dermed bevarelsen af hendes læreplads. Hun var bekendt med, at virksomhedens likviditet var ringe, men havde iøvrigt ikke indsigt i de økonomiske forhold. Vedrørende fakturabelåningskreditten fungerede hun som bud. Kautionsløftet bør tilsidesættes som ugyldigt, da hun i en ung alder og efter pres fra indklagede kautionerede for gammel gæld uden at være bekendt med risikoen. Erklæringen af 15. april 1992 blev underskrevet under forudsætning af, at kautionsforpligtelsen var gyldigt stiftet, og erklæringen er ikke en vedståelse af kautionen. Hendes regreskrav mod M er blevet forringet som følge af overskridelse af seksmånedersfristen i bank- og sparekasselovens § 41.
Indklagede har anført, at klageren via møder og daglig kontakt med indklagede havde et indgående kendskab til virksomhedens økonomi. På tidspunktet for kautionens stiftelse deltog hun i forhandlinger om omlægning af engagementet, som hun på grund af planer om at indtræde i virksomheden og samlivet med M havde interesse i. Som et led i omlægningen af engagementet tilbød klageren uopfordret at kautionere for 100.000 kr. Ved gældsbrev af 11. januar 1990 og erklæring af 15. april 1992 har klageren vedstået sin kautionsforpligtelse. Der er ikke holdepunkter for at antage, at seksmånedersfristen i bank- og sparekasselovens § 41 er overtrådt, hvilket i givet fald ville være uden betydning, idet klagerens kaution er beløbsbegrænset til 100.000 kr. ud af et samlet engagement på ca. 800.000 kr. Hendes regresmulighed kan derfor ikke anses for forringet.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har ved sin underskrift uforbeholdent vedstået kautionsforpligtelsen i erklæringen af 15. april 1992. Allerede af den grund finder Ankenævnet ikke grundlag for at give klageren medhold i klagen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.