Afslag på anmodning om akkord. Spørgsmål om uforsvarlig kreditgivning.
| Sagsnummer: | 84 /2000 |
| Dato: | 15-09-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Akkord - afslag |
| Ledetekst: | Afslag på anmodning om akkord. Spørgsmål om uforsvarlig kreditgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens anmodning om en akkord begrundet i indklagedes handlemåde i forbindelse med gældens stiftelse.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1977, overførte i januar 1997 sit engagement med et andet pengeinstitut til indklagede. I forbindelse hermed ydede indklagede klageren et lån på 25.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 500 kr. Lånet blev primært anvendt til indfrielse af eksisterende gældsposter. Der blev oprettet en boligopsparingskonto, og klageren tegnede via indklagede en ulykkesforsikring.
Lånet blev løbende forhøjet med relativt korte mellemrum.
I september 1997 blev der knyttet en kredit på 6.000 kr. til klagerens lønkonto. Kreditten blev indfriet i forbindelse med en forhøjelse af lånet i september 1998.
I forbindelse med en forhøjelse af lånet i marts 1998 blev der oprettet en investeringskonto, hvortil der månedligt skulle overføres 300 kr.
Ultimo 1998/primo 1999 blev lånet forhøjet med 38.600 kr. til 95.000 kr., i hvilken forbindelse der efter krav fra indklagede blev etableret en gruppelivsforsikring.
I perioden 18. marts - 28. april 1999 blev klagerens dankort, som var tilknyttet lønkontoen, spærret på grund af overtræk.
I juni 1999, hvor lønkontoen var overtrukket med 31.105 kr., blev dankortet på ny spærret.
Indklagede var indstillet på at forhøje lånet til inddækning af overtrækket på lønkontoen mod sikkerhed i form af kaution for det samlede lån. En aftale herom kom ikke i stand.
Ved skrivelser af 9. september 1999 opsagde indklagede lånet og lønkontoen til indfrielse den 20. september 1999. Det skyldige beløb i henhold til de to konti blev inklusiv renter til den 20. september 1999 opgjort til henholdsvis 89.214 kr. og 27.483 kr.
I november 1999 underskrev klageren et frivilligt forlig vedrørende overtrækket på lønkontoen.
Ved skrivelse af 15. november 1999 foreslog indklagede, at gælden forrentet med p.t. 8% p.a. blev afviklet med en månedlig ydelse på enten 3.000 kr. eller 2.500 kr.
Ved skrivelse af 24. november 1999 foreslog klageren følgende tre alternative løsninger:
"Som løsningsforslag til den nuværende situation stilles følgende:
En saldokvittering ved indbetaling af et beløb på kroner 50.000,-
En saldokvittering efter 5 års månedlig indbetaling af kroner 1.000,-
Lånet hensættes på en konto uden yderligere rentetilskrivning, hvorpå der månedligt indbetales kroner 500,- i en periode."
Ved skrivelse af 30. november 1999 afviste indklagede forslagene og anmodede klageren om at fremsende oplysninger om sin økonomi samt et nyt forslag til afvikling. Klageren har anført, at han ikke modtog skrivelsen.
Indklagede overgav sagen til inkasso ved en advokat, som den 19. januar 2000 fremsendte påkrav til klageren.
Klageren meddelte advokaten, at han var uforstående over for, at han ikke havde fået svar på skrivelsen af 24. november 1999. Advokaten fremsendte herefter en kopi af indklagedes skrivelse af 30. november 1999 til klageren.
Parternes påstande.
Den 25. februar 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at acceptere et af de tre forslag, som er anført i skrivelsen af 24. november 1999.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han hverken har fået lån til reparation af bil eller til indskud i lejlighed. De gentagne forhøjelser af lånet var alene til inddækning af overtræk på lønkontoen.
Indklagede burde have stoppet for gældssætningen i tide, idet han reelt ikke havde mulighed for at afvikle så stor en gæld. På grund af manglende modenhed indså han ikke selv, at han ikke burde optage det ene lån efter det andet. Indklagede burde bl.a. have ombyttet hans dankort til et hævekort. Det bestrides, at indklagede opfordrede ham til at sælge sin bil.
I forbindelse med forhøjelserne blev han påduttet alverdens tilbud om forsikringer og konti.
I sommeren 1999 var hans mor villig til at kautionere for overtrækket på de ca. 25.000 kr. Indklagede burde have accepteret forhøjelse af lånet til inddækning af overtrækket mod denne sikkerhed.
Indklagede bør påtage sig en del af ansvaret for gælden ved at acceptere et af de forslag til afvikling, som han er fremkommet med i skrivelsen af 24. november 1999.
Indklagede har anført, at man nu er blevet opmærksom på, at lånet ikke var misligholdt på tidspunktet for opsigelsen. Låneydelserne blev imidlertid hævet fra lønkontoen, som blev opsagt på grund af overtræk. Lånet skulle have været opsagt med 3 måneders varsel.
En væsentlig baggrund for de løbende forhøjelser var uforudsete udgifter til klagerens bil. Det blev derfor anbefalet klageren at oprette investeringskontoen, hvorpå der månedligt skulle overføres 300 kr. til dækning af uforudsete udgifter. Klageren blev endvidere gentagne gange opfordret til at sælge bilen.
Af den seneste forhøjelse af lånet på 38.600 kr. blev 10.000 kr. anvendt til inddækning af overtræk, mens resten blev anvendt til indskud i lejlighed samt husleje og bilreparation.
Da klageren i en periode i foråret 1999 ikke modtog løn, accepterede man et overtræk, således at klageren havde midler til leveomkostninger m.v.
Da klageren i sommeren 1999 ikke kunne skaffe sikkerhed for et nyt forhøjet lån og heller ikke kunne indbetale overtrækket, blev engagementet opsagt.
Det bestrides, at klageren er blev "påduttet" unødvendige ydelser. Forslaget om en investeringskonto var fornuftigt, og forsikringerne var en betingelse for forhøjelse af lånet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede burde have indset, at klageren ikke havde mulighed for at tilbagebetale de ydede lån, og der er heller ikke oplyst andre forhold, som kan medføre, at indklagede helt eller delvis er afskåret fra at gøre sit krav gældende mod klageren.
Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at acceptere en akkord eller en bestemt afviklingsordning.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.