Deponentens krav på frigivelse af beløbet.
| Sagsnummer: | 321/1993 |
| Dato: | 30-11-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Deponering - frigivelse
|
| Ledetekst: | Deponentens krav på frigivelse af beløbet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved betinget skøde af 25. februar 1991 overdrog en entreprenør, der havde taget initiativ til stiftelse af den andelsboligforening, der klager under denne sag, ejendommen til andelsboligforeningen til overtagelse efter byggeriets færdiggørelse. Købesummen var foreløbing opgjort til 23.398.000 kr. og skulle finansieres ved optagelse af et indekslån (80%) og indskud fra andelshaverne (20%). Der blev stillet bankgarantier for de enkelte andelshaveres indskud af disses pengeinstitutter.
I forbindelse med afleveringen af byggeriet og den foranstående frigivelse af andelshavernes garantier fremsendte andelshavernes advokat den 26. august 1991 en cirkulæreskrivelse til andelshaverne med kopi til indklagede. Det var i cirkulæreskrivelsen anført, at advokaten efter aftale med andelsboligforeningens bestyrelse anbefalede andelshaverne, at de stillede garantier blev frigivet, således at 80% af det garanterede beløb blev frigivet i forbindelse med indflytning, dog senest den 1. september 1991, til entreprenøren, og 20% til indsættelse på en af andelsboligforeningen hos indklagedes Gammel Mønt afdeling oprettet konto. Det anførtes i cirkulæreskrivelsen, at baggrunden for denne fremgangsmåde var, at andelsboligforeningen fra overtagelsen af ejendommen skulle forrente den ikke betalte del af købesummen over for entreprenøren med 14% p.a. Med henblik på at begrænse beløbet mest muligt blev der derfor frigivet 80% af det garanterede beløb. Det var endvidere anført:
"Da anskaffelsessummen endnu ikke er endeligt opgjort, og til sikkerhed for eventuelle problemer med boligerne, tilbageholdes 20% af det garanterede beløb, som kun kan frigives, når andelsboligforeningen har accepteret de endelige vilkår for overtagelse af andelsboligforeningens ejendom."
Garantierne blev honoreret i løbet af september 1991, og provenuet fordelt som skitseret i cirkulæreskrivelsen, således at 20% blev indsat på en deponeringskonto hos indklagede.
Den 22. november 1991 blev byggeregnskabet godkendt af kommunen med enkelte bemærkninger. Refusionsopgørelsen blev imidlertid ikke godkendt af andelsboligforeningen. Parterne korresponderede herefter om frigivelsen af det deponerede beløb. Den 27. maj 1992 gik entreprenøren i betalingsstandsning. Senere gik entreprenøren konkurs, hvorefter sagen blev overtaget af boets kuratorer.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive det deponerede beløb til foreningen.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse.
Klageren har anført, at det fremgår af cirkulæreskrivelsen, at det garanterede beløb ikke frigives til entreprenøren, før der er opnået enighed mellem parterne med henblik på at sikre den enkelte andelshaver mod fejl og mangler ved boligen efter indflytning. Cirkulæreskrivelsen indeholder derimod ingen betingelser, der skal opfyldes, før en frigivelse til andelsboligforeningen kan finde sted. Beløbet er udelukkende overført til deponeringskontoen for at opnå en bedre forrentning. Det økonomiske mellemværende, der måtte være mellem andelsboligforeningen og entreprenøren, kan ikke begrunde indklagedes afvisning af at udbetale det deponerde beløb. I øvrigt viser en opgørelse af 1. juli 1993 udarbejdet af foreningens advokat, at foreningen - bl.a. fordi byggeriet blev billigere end forventet - ikke skylder yderligere.
Indlagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagens afgørelse beror på en stillingtagen til retsforholdet mellem andelsboligforeningen og konkursboet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det beror på en misforståelse, når klageren anfører, at der er oprettet en deponeringskonto for at opnå den bedst mulige forrentning, idet deponering er en betalingsmåde. Det er således en betingelse for, at betaling (deponering) er sket med frigørende virkning, at debitor ikke egenhændigt kan råde over beløbet. Det fremgår af cirkulæreskrivelsen, at formålet med deponeringen var at tilbageholde en del af betalingen til entreprenøren, og indklagede kan ikke efterkomme klagerens ønske om frigivelse, så længe betingelserne herfor ikke er opfyldt, d.v.s. så længe der ikke er enighed herom mellem andelsboligforenigen og konkursboet.
Ankenævnets bemærkninger:
Der er ikke i forbindelse med indsættelsen af beløbet på deponeringskontoen udarbejdet en deponeringsskrivelse, idet indklagede alene har henholdt sig til den af andelsboligforeningens advokat udarbejdede cirkulæreskrivelse af 26. august 1991. Ankenævnet finder, at denne skrivelse må forstås således, at beløbet er deponeret til fordel for entreprenøren, hvorfor indklagede ikke er berettiget til at frigive beløbet til andelsboligforeningen, så længe der ikke er enighed mellem parterne herom.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.