Afgørelse

Spørgsmål om betaling for uopsagt abonnement kunne trækkes på kortkonto cirka ti måneder efter klagerens opsigelse af kortaftalen.

Medhold klager


Indledning

Sagen vedrører om betaling for uopsagt abonnement kunne trækkes på kortkonto cirka ti måneder efter klagerens opsigelse af kortaftalen.

Sagens omstændigheder

Klageren havde et Eurocard med en tilknyttet kortkonto i SEB Kort Bank Danmark.

I efteråret 2012 opsagde klageren aftalen om Eurocard. Banken har oplyst, at den ikke kan redegøre for det konkrete forløb af klagerens opsigelse. Banken har om sin generelle håndtering af telefoniske opsigelser fra kunder oplyst, at banken spørger kunden, om kortopsigelsen skal være gældende straks eller fra en bestemt dato, og at banken oplyser kunden om, at kortet skal klippes over, og at det fremover ikke vil kunne anvendes. Banken sender herefter et bekræftelsesbrev til kunden.

I brev af 16. oktober 2012 bekræftede banken opsigelsen og anførte følgende:

”Eurocard aftale nummer

Vi bekræfter hermed, at vi pr. 16.10.2012 har annulleret ovenstående aftale, og at alle kort tilknyttet dette aftalenummer derfor ikke længere kan anvendes.

I skal være opmærksomme på, at der kan være forbrug, som endnu ikke er blevet faktureret. Derfor kan I eventuelt modtage endnu en faktura fra os, selvom kortene nu ikke længere kan anvendes.

Har I opgivet kortnumre til internetservices, forlag, forsikringsselskaber eller lignende, beder vi jer venligst selv informere dem om, at betalingen i fremtiden skal ske på anden måde. Eventuelle Betalingsserviceaftaler bliver automatisk annulleret efter et stykke tid uden træk på den tilknyttede konto, så her behøver I ikke at foretager jer noget. …”

Den 16. august 2013 sendte banken et kontoudtog med et indbetalingskort til klageren vedrørende en årsafgift på 270 kr. til Øresundsforbindelsen (betalingsmodtager). Beløbet var efter det oplyste debiteret af betalingsmodtager den 29. juli 2013 og vedrørte årsafgift for 2013/2014. Banken har oplyst, at kontoudtoget blev sendt den 16. august 2013, som var faktureringsdato for transaktioner i perioden fra den 15. juli til den 15. august 2013.

Efterfølgende rykkede banken klageren for betaling af beløbet. Klageren rettede henvendelse til betalingsmodtager. Den 26. september 2013 bekræftede betalingsmodtager, at klagerens aftale var lukket den samme dag.

Den 21. oktober 2013 rejste klageren indsigelse mod bankens krav med henvisning til, at hans aftale om Eurocard var opsagt i 2012. Den 22. oktober 2013 afviste banken klagerens indsigelse og anførte følgende:

”Debiteringen kommer fra [betalingsmodtager] og et abonnement skal man opsige hos den man har tegnet det hos. Hvis du har opsagt det kan du bare sende os en bekræftelse på dette så sørger vi for at trække beløbet retur fra dem. …”

Den 12. november 2013 meddelte banken, at debiteringen fra betalingsmodtageren var sket den 29. juli 2013, og dermed før klagerens opsigelse af aftalen med betalingsmodtageren. Banken fastholdt på baggrund heraf sit krav mod klageren. Parterne fastholdt deres synspunkter i efterfølgende korrespondance.

Banken har fremlagt betalingsmodtagers Almindelige Bestemmelser vedrørende bropas, hvoraf fremgår, at betaling for bropas sker, når et nyt aftaleår begynder, at ingen del af årsafgiften tilbagebetales ved opsigelse i aftaleåret, at betalingsmodtager har ret til at indhente betaling ved automatisk træk af beløbet fra det angivne betalingskort, og at tilbagekaldelse af fuldmagten til at debitere det angivne betalingskort betragtes som opsigelse af bropasaftalen fra kundens side. Banken har oplyst, at betalingsmodtager ikke sender forudgående advis til kunden, men at information om træk af betaling fremgår af betalingsmodtagers hjemmeside under ”Min konto”.

Klageren har fremlagt en blanket, som han indsendte til betalingsmodtager i forbindelse med, at han den 26. marts 2011 havde glemt sit bropas. Af banketten fremgik, at klageren skulle være ”opmærksom på, om dit betalingskort er gyldigt – ellers kan en eventuel betaling ikke gennemføres.”

Banken har endvidere fremlagt ”Kortbestemmelser for Eurocard”, hvoraf blandt andet fremgår:

”…1.9 Aftalens løbetid, opsigelse af kort og kortkonto

Aftalen om brug af kort løber, indtil den opsiges af én af parterne. Efter udløbet af fortrydelsesfristen kan du opsige kortkontoen med 1 måneds varsel. Samtidig skal du indfri en eventuel saldo i kortudsteders favør. Opsigelse sker ved at ringe til KundeService og/eller ved at returnere kortet i overklippet stand til kortudsteder. …

2.7 Gennemførelse og godkendelse af transaktioner …

Du gennemfører en transaktion ved at gøre kortets informationer tilgængelige for et forretningssted, en bank eller andet kontantudbetalingssted, jf. beskrivelsen i punkterne 2.4-2.5 … Dette kan ske … ved at give kortoplysningerne …

2.8 Tilbagekaldelse

Du kan ikke tilbagekalde transaktioner, du har godkendt. Du kan endvidere ikke på forhånd spærre for fremtidige transaktioner fra en bestemt betalingsmodtager.

Dog kan du, i overensstemmelse med de aftalevilkår, der i øvrigt måtte gælde i forbindelse med et køb eller en række af køb/abonnementsordninger, henvende dig til forretningsstedet for så vidt angår endnu ikke gennemførte transaktioner – enkeltstående eller en serie af transaktioner – for at tilbagekalde en tidligere meddelt tilladelse til transaktionens/ transaktionernes gennemførelse. …

2.24 Fejl og mangler ved ydelsen mv.

… Har du brugt dit kortnummer fx til betaling af løbende ydelser i form af abonnementer, skal du sikre dig, at betalingsmodtager får skriftlig besked, hvis du ikke længere ønsker at betale med kortet. …”

Parternes påstande

Den 8. januar 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at SEB Kort Bank Danmark skal stoppe sit betalingskrav mod ham og ændre sine procedurer i lignende sager.

SEB Kort Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at hans kundeforhold med Eurocard stoppede den 16. oktober 2012, hvor kortet blev annulleret. Banken var ikke berettiget til at betale en faktura fra betalingsmodtager ti måneder efter, at aftalen var ophørt.

Han havde en forventning om, at banken som kortudsteder stoppede kortet fra den dag, som banken meddelte, at kortet ikke længere kunne benyttes. Når kortet og aftalen er ophørt, skal han som forbruger ikke bekymre sig om, at banken betaler udgifter via et ikke eksisterende kort. Man kan ikke som kreditkortindehaver forudse risikoen for, at et opsagt og annulleret kort kan aktiveres næsten 12 måneder efter, at det er bekræftet som ophørt.

Der er ingen grund til, at en situation som denne skal opstå. Banken skulle blot afvise alle betalinger på kortet, som kom efter ophørsdatoen. Dette var enkelt. Det er og var til enhver tid teknisk muligt for banken at spærre for fremtidige transaktioner. Han har tidligere oplevet at få tilsendt en faktura fra en betalingsmodtager, der ikke kunne hæve penge på et ophørt kort.

Han accepterer, at der kan være forbrug, som af den ene eller anden grund ikke er registreret på ophørsdatoen, og som vil være kendt indenfor ca. 30 dage. Han påtager sig ansvaret for et sådant forbrug, som der imidlertid ikke er tale om i denne sag. Til bankens eksempel med en biludlejers mulighed for at hæve på et kreditkort bemærker han, at hæveadgang i én til to måneder efter kortets ophør er rimelig, hvorimod hæveadgang i 10-12 måneder efter kortets ophør er urimelig.

Han opfattede bankens brev af 16. oktober 2012 som en bekræftelse af, at kundeforholdet var fuldt og endelig ophørt. Det er ikke korrekt, når banken anfører, at det fremgik, at han havde ”pligt til at informere”. Han opfattede brevet som en behagelig servicemeddelelse og ikke som en pligt, der kunne medføre et krav om betaling mere end ti måneder efter. I brevet anføres endvidere, at ”Har I opgivet kortnumre til internetservices, forlag, forsikringsselskaber eller lignende, beder vi jer venligst selv informere dem om, at betalingen i fremtiden skal ske på anden måde”. Han opfattede ”På anden måde” som om, at betaling på det ophørte kreditkort ikke længere kunne gennemføres, hvis en sådan skulle forekomme. Banken var meget utydelig i sin kommunikation i brevet.

Da han modtog brevet af 16. august 2013 fra banken tænkte han ikke så meget over sagen, da kortet ikke længere eksisterede, men tænkte, at han ved lejlighed ville kontakte betalingsmodtager. Banken har bekræftet, at han ikke blev adviseret, inden betalingen blev gennemført. Banken har henvist til, at han kunne følge sine betalinger på diverse online platforme. Det kan ikke forventes, at en kunde skal forholde sig til online platforme for et opsagt kundeforhold med et ophørt og ikke eksisterende betalingskort. Han tvivler på, om han overhovedet havde online adgang til sin konto næsten ét år efter, at kundeforholdet var bekræftet ophørt. Banken gjorde ham ikke opmærksom på, at han fortsat havde online adgang efter opsigelsen.

Af blanketten fra 2011 fremgår endvidere, at han ikke kan betale med et kort, der ikke er gyldigt.

Han formoder, at banken fastholdt betalingen og betalte på hans vegne, fordi banken havde en indtægt ved betalingen i form af afgift og gebyr.

Hans aftalevilkår med betalingsmodtager er ikke en del af denne sag, som vedrører hans forbrugersikkerhed overfor banken og gennemskueligheden af hans aftaleforhold med banken. Banken og betalingsmodtager har i øvrigt en fælles interesse i at fastholde deres kunder og sikre sig betaling.

SEB Kort Bank Danmark har blandt andet anført, at en opsigelse af kreditkortet ikke kan sidestilles med en samtidig opsigelse af et abonnement, som betales via kreditkortet.

Klageren har givet betalingsmodtager en bemyndigelse til at gennemføre fremtidige betalinger ved hjælp af sit betalingskort, således at betalingen blev debiteret betalingskontoen. En bemyndigelse skal tilbagekaldes overfor den, som bemyndigelsen er givet til. Klageren kunne overfor betalingsmodtager tilbagekalde sin tilladelse til fremtidige træk på betalingskontoen. Der var tale om en såkaldt direkte debitering, der var iværksat af betalingsmodtager. En sådan betalingsordre kan klageren alene tilbagekalde overfor kortudsteder/betalers udbyder senest ved afslutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato for debitering, jf. betalingstjenestelovens § 73 stk. 3. Eventuelle fremtidige betalinger i strid med tilbagekaldelsen ville herefter være uautoriserede betalinger, som klageren kunne gøre indsigelse mod. Da betalingen ikke var tilbagekaldt, var der tale om en autoriseret transaktion, som klageren har forpligtet sig til at honorere.

Banken er betalingsformidler mellem klageren og betalingsmodtager. Banken ved ikke hvilke betalingsmodtagere, som klageren har indgået aftaler med. Banken har ikke kendskab til abonnementsvilkårene, og banken hverken kan eller må opsige klagerens abonnementer.

Banken kunne ikke blot spærre for fremtidige transaktioner med kortet. Det er ikke muligt at spærre for fremtidige transaktioner fra en bestemt betalingsmodtager, jf. kortbestemmelsernes pkt. 2.8. Klagerens påstand ville resultere i, at der kan åbnes for et meget stort misbrug, hvor kortindehavere ville kunne indgå abonnementsordninger og derefter kunne opsige kreditkortet inden den årlige abonnementsopkrævning, ligesom sikkerheden for biludlejere ville blive illusorisk. Banken kan ikke give et eksakt svar på, hvor længe en kunde kan forvente, at der sker direkte debiteringer i forbindelse med et abonnement. Typisk vil kunden kontakte betalingsmodtager efter første eller andet træk på et opsagt kort. Har kunden en kopi af opsigelsen, kan banken gå ind og trække beløbet retur, som en uautoriseret transaktion.

Banken informerede klageren mundtligt og skriftligt om, at man ville blive opkrævet betaling på et lukket kort, hvis man ikke havde informeret betalingsmodtager om, at betaling i fremtiden skulle ske på anden måde, og at klageren havde pligt til at informere betalingsmodtager herom. Det fremgår endvidere af kortbestemmelsernes pkt. 2.24, at klageren selv skulle opsige abonnementer, og at klageren straks skulle underrette betalingsmodtager, hvis der indtraf ændringer i de opgivne kundedata.

En betalingstransaktion bogføres straks efter, at den er iværksat af betalingsmodtager, og kan ses af kortholder via en lukket hjemmeside. Derudover fremgår betalingen af det førstkommende kontoudtog som udsendes til kunden. Endelig kan bankens kunder løbende kontrollere fakturerede og ufakturerede betalinger, faktureringsdato og saldo via bankens elektroniske platforme. Faktureringen til klageren fremgik endvidere af klagerens personlige konto på betalingsmodtagers hjemmeside.

Debiteringen blev gennemført den 29. juli 2013. Klageren opsagde aftalen med betalingsmodtager den 26. september 2013. Betalingsmodtager var således berettiget til at opkræve beløbet via kortet. Havde klageren reageret umiddelbart efter modtagelsen af opkrævningen, kunne han muligvis have fået transaktionen krediteret. Da betalingsordren ikke var tilbagekaldt, var banken berettiget til at fremsende kravet overfor klageren.

Havde klageren prøvet at betale med sit fysiske kort efter den 16. oktober 2012, ville betalingen ikke være blevet gennemført, da kortet ikke var aktivt. Den bagvedliggende konto spærres ikke på samme måde, da der netop skal kunne komme transaktioner igennem, som er foretaget inden opsigelsen af kortet, som for eksempel tilbagevendende transaktioner som følge af en tidligere afgivet bemyndigelse.

Banken modtog et sædvanligt gebyr på 0,75 % af beløbet.

For så vidt angår den af klageren fremlagte kvittering fra 2011 bemærkes, at en engangsbetaling ikke kan sammenlignes med oprettelse af et løbende abonnement.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren opsagde sin aftale med SEB Kort Bank Danmark om Eurocard med virkning pr. den 16. oktober 2012. Den 16. august 2013 sendte banken en faktura vedrørende en årsafgift til Øresundsforbindelsen på 270 kr. til klageren, der afviste bankens krav med henvisning til opsigelsen. Banken fastholdt sit krav med henvisning til, at der var tale om en abonnementsordning, at debiteringen var sket fra betalingsmodtager, og at klageren ikke havde opsagt abonnementet rettidigt overfor betalingsmodtager.

Klageren rettede henvendelse til betalingsmodtager på et ikke nærmere oplyst tidspunkt. Den 26. september 2013 bekræftede betalingsmodtager, at klagerens aftale var lukket den samme dag. Det fremgår af betalingsmodtagers Almindelige Bestemmelser, at ingen del af årsafgiften tilbagebetales ved opsigelse i aftaleåret.

Af kortbestemmelsernes pkt. 1.9 fremgår, at aftalen om brug af kortet kunne opsiges af klageren med én måneds varsel, og at klageren i forbindelse hermed skulle indfri en eventuel saldo i kortudsteders favør. I brevet af 16. oktober 2012 meddelte banken, at kortet ikke længere kunne anvendes, men at klageren eventuelt kunne modtage endnu en faktura fra banken for endnu ikke faktureret forbrug. Endvidere bad banken klageren om at informere eventuelle betalingsmodtagere vedrørende abonnementer mv. om, at betalingen i fremtiden skulle ske på anden måde.

Ankenævnet finder, at en kortindehaver, der opsiger sin kortaftale, og som får meddelelse fra banken om, at kortet ikke længere kan anvendes den 16. oktober 2012, har en berettiget forventning om, at der ikke hæves beløb på kontoen cirka 10 måneder efter, at opsigelsen er blevet bekræftet af banken, når bankens brev af 16. oktober 2012 i øvrigt ikke indeholder den fornødne klarhed om, at opsigelsen ikke omfattede allerede godkendte betalingstransaktioner.

Ankenævnet finder, at således som brevet er formuleret, har klager haft en berettiget forventning om, at der efter opsigelsen af kortaftalen kun ville blive faktureret for forbrug, der var foretaget umiddelbart før opsigelsen.

Ankenævnet finder på baggrund heraf, at betalingstransaktionen må anses for uautoriseret, jf. § 61. Banken skal derfor frafalde sit krav mod klageren vedrørende betaling af årsafgiften til Øresundsforbindelsen for 2013/2014.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke har mulighed for at pålægge banken at gennemgå eller ændre sine procedurer.

Ankenævnets afgørelse

SEB Kort Bank Danmark skal frafalde sit krav mod klageren som anført ovenfor.

Klageren får klagegebyret tilbage.