Ved overtræk på kassekredit.
| Sagsnummer: | 196/1988 |
| Dato: | 02-02-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørgen Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Ved overtræk på kassekredit. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I november 1984 afgav klageren og en medkautionist selvskyldnerkautionserklæring for klagerens søns kassekredit i indklagedes Bramminge afdeling.
Kassekredittens maksimum var 150.000 kr., og kautionisternes tilsvar var tilsammen maksimeret til i alt 75.000 kr. Kassekreditten skulle anvendes til drift af sønnens landbrugsejendom. I juni 1985 var saldoen ca. 182.000 kr., hvorefter debitor optog et udlandslån, hvis provenu på 100.000 kr. han anvendte til nedbringelse af kassekreditten. I perioden fra juli 1985 til december 1986 var kassekreditten, når bortses fra nogle enkelte kortere perioder, i overtræk, herunder i hele perioden fra den 22. april 1986.
I december 1986 var kassekredittens saldo 383.102 kr. I skrivelse af 12. december 1986 meddelte afdelingen klageren, at man pr. 10. december 1986 havde opsagt kassekreditten med 14 dages varsel.
Klageren rettede herefter ved sin advokat henvendelse til afdelingen og indbetalte i maj 1987 kautionsbeløbet på 75.000 kr. med forbehold om tilbagesøgning.
Efter at have brevvekslet yderlige med indklagedes hovedsæde har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om tilbagebetaling af kautionsbeløbet på 75.000 kr. med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at kassekredittenførste gang blev misligholdt ved overtræk den 18. juni 1985, hvorfor indklagedes meddelelse i medfør af Bank- og Sparekasselovens § 41 den 12. december 1986 ikke var rettidig. Hans regresmuligheder blev endvidere væsentligt forringet på grund af den for sene meddelelse, idet landbrugsejendommen i juni 1985 var i drift og med fuld besætning og tilhørende landsbrugsmaskiner, mens ejendommen i december 1986 var uden besætning, maskiner eller andet af værdi.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at klagerens regresmulighed ikke er forringet på grund af den sene meddelelse, da de af klageren nævnte aktiver dels var omfattet af ejendommens pant, dels var pantsat særskilt til sikkerhed for indklagedes engagement med klagerens søn, hvorfor realisationen deraf var sket til nedbringelse af engagementet.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har ikke bestridt, at indklagede i medfør af Bank- og Sparekasselovens § 41 var forpligtet til at give klageren meddelelse om overtræk på kassekredittens, selv om klageren alene hæftede med 75.000 kr. for kassekreditten maksimum på 150.000 kr., og der ikke var indgået aftale om nedbringelse af denne kredit.
En stillingtagen til, hvorvidt klagerens mulighed for regres mod låntageren er blevet forringet som følge af, at sådan meddelelse ikke er givet, ville imidlertid forudsætte en bevisførelse, som efter sin karakter og sit omfang ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.