Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af manglende rådgivning om forsikring i forbindelse med optagelse af lån i klagerens ejendom.
| Sagsnummer: | 329/2010 |
| Dato: | 30-09-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Maria Hyldahl, Ole Jørgensen, Rut Jørgensen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Forsikring - rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af manglende rådgivning om forsikring i forbindelse med optagelse af lån i klagerens ejendom. |
| Indklagede: | Sparekassen Sjælland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Sparekassen Sjælland har handlet ansvarspådragende ved ikke at rådgive klageren og klagerens nu afdøde samlever om forsikringer i forbindelse med optagelse af lån i klagerens ejendom.
Sagens omstændigheder.
Klagerens nu afdøde samlever S, der var født 1952, blev kunde i Sparekassen Sjælland i februar 2007.
Klageren ejer et sommerhus, som parret ønskede at renovere. Den 25. maj 2007 blev der foretaget en vurdering af sommerhuset, hvori husets værdi før renoveringen blev fastsat til 1.100.000 kr. Man vurderede samtidig, at den planlagte renovering ville medføre en stigning af husets værdi til 2.000.000 kr.
Den 30. maj 2007 var S til et pensionsmøde i sparekassen. Af mødereferatet fra sparekassen fremgår, at S’ konti skulle flyttes fra hans tidligere pengeinstitut til sparekassen, og at S ville overveje etablering af en ratepensionsordning. Det fremgår videre af referatet, at klageren og S havde været gift for mange år siden, at sommerhuset stod i klagerens navn, at der var gæld til et realkreditinstitut, samt at man havde talt om en belåning af huset på 60 % med et afdragsfrit lån. Herudover fremgår det bl.a., at S ved mødet oplyste, at han havde en møntsamling til en værdi af 4.000.000 kr. samt en del kg. sølv og guld. Sparekassen kunne dog ikke tillægge sidstnævnte værdi og vurderede, at S, når han gik på pension som 65-årig, ville mangle 7.500 kr. om måneden.
Den 31. maj 2007 sendte banken en overførselsanmodning til S’ tidligere pengeinstitut.
Den 20. juni 2007 blev S’ kapitalpension og selvpension overført til sparekassen fra hans tidligere pengeinstitut. S underskrev den 4. juli 2007 en aftale med sparekassen om hans selvpension. Det fremgik af aftalen, at indeståendet ved S’ død skulle udbetales til hans dødsbo.
Sparekassen sendte den 13. juli 2007 et lånetilbud til klageren. Af tilbuddet fremgik, at der var tale om et 30-årigt delvist konverterbart obligationsannuitetslån med rentetilpasning ydet som forhåndslån til om- og tilbygning m.v. med en hovedstol på 1.212.000 kr.
Ved optagelsen af lånet blev klagerens tidligere gæld i sommerhuset på 333.522 kr. indfriet.
Klageren underskrev den 6. august 2007 et pantebrev, hvorved realkreditinstituttet fik sikkerhed i sommerhuset. Af pantebrevet fremgik for så vidt angik forhåndslån:
"…
3. Forhåndslån
Ydelse af forhåndslån forudsætter, at der ud over pant i ejendommen er stillet supplerende sikkerhed i form af garanti fra et af [realkreditinstituttet] anerkendt pengeinstitut. [Realkreditinstituttet] vil forlange forhåndslån helt eller delvist indfriet, såfremt det ikke inden 2 år fra udbetalingsdagen dokumenteres, at ejendommen yder den forudsatte sikkerhed, herunder lånets sikkerhedsmæssige placering er inden for gældende belåningsgrænser for pågældende ejendomskategori, eller byggeriet ikke er påbegyndt senest 6 måneder efter, lånet er udbetalt.
…"
Sparekassen stillede garanti for klageren overfor realkreditinstitut, og klageren underskrev den 5. september 2007 en regaranti.
Den 3. marts 2009 omkom S i et færdselsuheld.
Ved byggeprojektets færdigmelding den 4. november 2009 blev sommerhusets markedsværdi fastsat til 1.700.000 kr. Som følge heraf skrev sparekassen ved brev af 1. december 2009 til klageren:
"…
Da vi startede sagen blev ejendommen vurderet til at have en pris når det var færdigt på 2.000.000,00 kr.
Ud fra denne vurdering fik i lov at låne 1.200.000,00 hos [realkreditinstituttet] som udgør en belåning af 60 % af ejendommens vurdering.
Projektet er nu blevet færdigmeldt men kun til en vurdering på 1.700.000,00 kr.
Det betyder, at der max må lånes 1.020.000,00 svarende til 60 % af de 1.700.000,00 som ejendommen er færdigmeldt til.
Det betyder, at vi skal have fundet en løsning på de 180.000,00 kr. som nu er lånt for meget via [realkreditinstituttet] – 1.200.000,00 kr. fratrukket 1.020.000,00 kr.
…"
Klagerens advokat foranledigede en ny vurdering af sommerhuset den 18. december 2009, hvor en ejendomsmægler fastsatte kontantprisen til 2.000.000 kr. Sparekassen kunne imidlertid ikke anerkende vurderingen, da den ikke var foretaget af realkreditinstituttets samarbejdspartner.
Realkreditinstituttet foretog efterfølgende en kontrolvurdering af ejendommen, men fastholdt vurderingen på 1.700.000 kr. Sparekassen foreslog på den baggrund, at klageren kunne optage lån hos det realkreditinstitut, der samarbejde med ejendomsmægleren bag vurderingen af 18. december 2009.
Ved brev af 16. januar 2010 til sparekassen gjorde klageren indsigelse over, at der ikke i forbindelse med låneoptagelsen var ydet rådgivning om, hvordan klageren og S kunne forsikre hinanden.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. juni 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, atSparekassen Sjælland skal betale 800.000 kr. samt tilbagebetale garantiprovision.
Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at sparekassen overtog hele S’ engagement i hans tidligere pengeinstitut og derved påtog sig et rådgivningsansvar.
Overførslen af hele S’ engagement var en betingelse fra sparekassen for, at hun kunne optage et lån til ombygning af sommerhuset.
Sparekassen vidste, at de var samlevende og ikke var gift.
Hun har ikke deltaget på forudgående møder i sparekassen eller modtaget rådgivning fra sparekassen. Lånet blev optaget på foranledning af S, men da S var under gældssanering, blev dokumenterne alene udarbejdet med hendes navn på. S kunne af samme grund heller ikke stå som meddebitor. Hun fik en kort gennemgang af papirerne i sparekassen ved underskrift den 6. august 2007 og fik også en kopi med hjem. Hun har imidlertid ikke modtaget nogen længere eller grundig gennemgang af papirerne.
Hendes indtægt udgjorde på tidspunktet for lånoptagelsen 99.000 kr., mens S’ indtægt udgjorde ca. 350.000 kr. Lånets afvikling var således primært baseret på S’ indtægt.
Det burde have stået banken klart, at hendes indtægtsforhold ikke var tilstrækkelige til at opnå lånetilsagn.
Sparekassen var bekendt med S’ forsikrings- og pensionsforhold, men undlod ved lånoptagelsen at rådgive om etablering af forsikringer for hende og S.
Uanset hvem af dem, der var gået bort, ville ingen af dem have mulighed for at afvikle lånet alene, hun på grund af sin lave indtægt og S på grund af gældsanering.
Sparekassen har krævet betaling for udarbejdelsen af de vurderinger, der ligger til grund for sparekassens krav om tilbagebetaling af 180.000 kr., men har nægtet at udlevere disse. Ligeledes har banken nægtet at fremlægge samtlige referater af møder mellem S og sparekassen.
S har aldrig haft en værdifuld møntsamling som anført. Havde S haft en formue, burde sparekassen have rådgivet S til at bruge en del af sin formue i stedet for bistå S med at optage lån i hendes navn med sikkerhed i hendes ejendom og for hendes risiko uden nogen sikkerhed fra S eller anden sikring af hende.
Sparekassen Sjælland har bl.a. anført, at klageren har været aktivt involveret i låneoptagelsen.
Det bestrides, at lånetilbuddet var betinget af overførelsen af hele S’ engagement til sparekassen.
Det er imidlertid korrekt, at der blev afholdt et pensionsmøde med S, hvor hans indbetaling til pension blev drøftet ud fra det behov han havde, når han gik på pension som 65-årig, hvilket var det, der ud fra hans egne oplysninger, var det ønskede scenarie. S ønskede dog ikke yderligere pensionsordninger, og det blev derfor aftalt blot at overføre de eksisterende ordninger i hans tidligere pengeinstitut.
Hverken klageren eller S har på noget tidspunkt givet udtryk for ønske om rådgivning vedrørende skadesforsikringer. Da der var tale om et realkreditlån, og da klageren og S ikke havde andre lån i sparekassen, var en gruppelivsforsikring til afdækning af sparekassens engagement ikke relevant.
Sparekassen har i denne sag været formidler af et realkreditlån til finansiering og ombygning af klagerens sommerhus. Hverken klageren eller S har på noget tidspunkt givet udtryk for, at de ønskede rådgivning, der strakte sig ud over det rent finansieringsmæssige i relation til byggeriet. Egentlig forsikringsrådgivning er aldrig blevet efterspurgt hverken af klageren eller S. Sparekassen har derfor ikke handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det godtgjort, at Sparekassen overfor realkreditinstituttet stillede sædvanlig garanti og derfor var berettiget til garantiprovision fra klageren.
Tre medlemmer – Kari Sørensen, Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk – udtaler:
Vi finder ikke grundlag for at fastslå, at Sparekassen Sjælland har ydet forkert eller mangelfuld rådgivning af klageren og dennes nu afdøde samlever i forbindelse med S’ overførsel af sit engagement til sparekassen og klagerens optagelse af realkreditlån gennem sparekassen.
I denne forbindelse bemærkes, at det ikke kunne påhvile sparekassen på eget initiativ at rådgive klageren og dennes samlever om et eventuelt behov for forsikringer eller om konsekvenserne i tilfælde af den enes død.
To medlemmer – Maria Hyldahl og Rut Jørgensen – udtaler herefter:
Det følger af de offentligretlige regler i "Bekendtgørelse for god skik for finansielle virksomheder", at pengeinstitutter skal rådgive kunder med anbefalinger og vejledninger, herunder om risici forbundet med en given disposition – på anmodning fra kunden eller af egne drift, hvis omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Banken har oplyst, at hverken klageren eller dennes samlever har givet udtryk for, at de ønskede rådgivning ud over det rent finansielle. Efter vores opfattelse tilsiger klageren og samlevers økonomi, ikke mindst lånets størrelse og optagelse i klagers navn alene, at omstændighederne tilsiger, at der er behov for rådgivning, hvorfor banken af egen drift skulle have ydet en sådan, som foreskrevet af de offentligretlige regler. Der er på baggrund af bankens oplysning om rådgivningsforløbet ikke grundlag for at antage, at klageren har modtaget den fornødne rådgivning.
På den baggrund mener vi ikke, at banken har levet op til sit rådgivningsansvar i henhold til bekendtgørelsen, og vi stemmer derfor for at give klager medhold.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.