Rettidig underretning uanset sket ved almindeligt brev.
| Sagsnummer: | 129/1995 |
| Dato: | 12-12-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Rettidig underretning uanset sket ved almindeligt brev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 21. januar 1992 underskrev to debitorer et gældsbrev til indklagede, hvorefter de erkendte at skylde indklagede 435.000 kr., hvoraf 40.000 kr. var en forhøjelse af et tidligere beløb. Lånet skulle afvikles med 6.500 kr. månedligt. Klageren havde den 9. s.m. underskrevet særskilt kautionserklæring, hvorefter han som selvskyldnerkautionist indestod for betaling af, hvad debitorerne måtte blive indklagede skyldig på lånet dog maksimeret til 25.000 kr.
Ved almindeligt brev af 17. juni 1994 modtog klageren fra indklagedes advokat meddelelse om, at advokaten var blevet anmodet om at inkassere et samlet tilgodehavende hos debitorerne på ca. 583.000 kr. opgjort pr. 8. s.m. Klageren blev orienteret om, at såfremt debitorerne ikke indbetalte beløbet, ville kautionen blive gjort gældende. Klageren modtog samtidig kopi af advokatens skrivelse af samme dato til debitorerne, hvoraf fremgik, at kautionslånets restgæld var 394.687,36 kr. Indklagedes krav mod debitorerne omfattede herudover gælden i henhold til tre angivne kontonumre med i alt ca. 179.000 kr.
Efter yderligere korrespondance mellem klageren og indklagedes advokat indbetalte klageren den 27. februar 1995 25.000 kr. med forbehold om indgivelse af klage til Ankenævnet.
Af kontoudtog for kautionslånet fremgår, at lånets ydelser er betalt regelmæssigt til og med 28. februar 1994, hvor lånets saldo var ca. 374.000 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale de 25.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at der burde have været opnået en aftale mellem debitorerne og indklagede om frivilligt salg af debitorernes faste ejendom. Indklagede har udvist sløseri i forbindelse med engagementet. Ifølge bank- og sparekasselovens § 41 skulle indklagedes meddelelse til ham ske ved anbefalet skrivelse, men dette er ikke sket.
Indklagede har anført, at klageren er blevet orienteret rettidigt i henhold til bank- og sparekasselovens § 41, idet lånets ydelser blev betalt rettidigt indtil 1. marts 1994. Det lykkedes ikke for indklagede og debitorerne at opnå en tilfredsstillende løsning, og debitorernes ejendom blev senere solgt på tvangsauktion.
Ankenævnets bemærkninger:
Af sagen fremgår, at kautionslånet kom i restance ved udgangen af marts måned 1994, og at klageren blev orienteret herom ved skrivelse af 17. juni 1994. Det forhold, at skrivelsen ikke er fremsendt som anbefalet skrivelse, findes uden betydning, da klageren er blevet bekendt med dens indhold. Underretningen er herefter sket rettidigt til klageren. Klageren var som selvskyldnerkautionist forpligtet til at indfri den del af gælden, for hvilken han hæftede, fra det tidspunkt låneaftalen blev misligholdt. Ankenævnet finder herefter ikke, at der er oplyst forhold, som kan medføre, at indklagede skal tilbagebetale kautionsbeløbet til klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.