Afgørelse

Indsigelse mod misligholdelse af frivilligt forlig og opsigelse heraf.

Indledning

Sagen vedrører klagernes indsigelse mod misligholdelse af et frivilligt forlig og opsigelse heraf.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var kunder i GE Money Bank (nu Santander Consumer Bank, filial af Santander Consumer Bank AB, Sverige).

Den 12. december 2007 optog klagerne et privatlån -342 på 40.000 kr. i banken til en variabel rentesats baseret på udviklingen i den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte CIBOR-rentesats. Lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 647 kr.

I perioden fra 2009 til 2013 havde klagerne problemer med betalingen af den månedlige ydelse på lånet og indgik flere gange en ny betalingsaftale med banken.

Den 15. marts 2013 blev bankens tilgodehavende i henhold til lån -342 taget til inkasso på grund af misligholdelse af betalingsaftalen.

Banken har oplyst, at når to skyldnere hæfter for samme lån, sender banken et frivilligt forlig adresseret til hver af skyldnerne. Hvis der er tale om ægtefæller eller samlevende, der udfylder hver sit forlig med samme tilbudte månedlige beløb til afdrag, fortolker banken det således, at der er tale om et samlet tilbud for så vidt angår det angivne beløb.

Banken sendte i april 2013 et frivilligt forlig adresseret til både M og H, hvori fordringen inklusive renter pr. den 9. april 2013 og inkassoomkostninger var opgjort til i alt 43.386,35 kr.

Af det frivillige forlig fremgik følgende:

”…

Ovennævnte gæld tilbyder jeg at betale med kr. _____ hver den ____ i måneden, første gang den ___ /___ år 20___.

----

Kreditors godkendelse af ethvert forlig forbeholdes. Selvom kreditor ikke accepterer afdragsordningen, er underskrivelse af forliget en anerkendelse af gælden inkl. allerede tilskrevne samt fremtidige påløbne renter. Indbetalinger afskrives først på renter, dernæst på omkostninger og sidst på hovedstol. Indbetalinger udover det aftalte vil være at betragte som ekstraordinære afdrag.

…”

Den 10. april 2013 underskrev H det frivillige forlig og tilbød at afvikle gælden med 170 kr. om måneden. Dette tilbud om afvikling af gælden blev ikke accepteret af banken, da både inkassoomkostninger og rentesats var streget over af H.

Den 22. april 2013 underskrev M og H hver et nyt frivilligt forlig, hvori de tilbød at afvikle gælden med 123 kr. hver måned, første gang den 1. juli 2013.

Den 1. maj 2013 sendte banken en bekræftelse til M, hvori den accepterede den tilbudte afdragsordning med betaling af 12 månedlige ydelser på 123 kr., hvorefter den månedlige ydelse skulle ændres til 1.107 kr.

Idet H igen havde streget flere afsnit i det frivillige forlig af 22. april 2013 over, oplyste banken i et brev til H, at hun alene måtte strege transportaftalen over og sendte hende et nyt frivilligt forlig.

Dette frivillige forlig underskrev H den 7. maj 2013 med tilbud om at afvikle gælden med 140 kr. hver måned, første gang den 1. juli 2013.

Den 15. maj 2013 sendte banken en bekræftelse til H, hvori den accepterede den tilbudte afdragsordning med betaling af 12 månedlige ydelser på 140 kr., hvorefter den månedlige ydelse skulle ændres til 1.102 kr. Det fremgår af forligsteksten, at hovedstolen forrentes med 7,70 % p.a. fra 15. maj 2013.

Banken har oplyst, at da de to frivillige forlig var udfyldt af M og H med forskellige beløb, tolkede banken det i begyndelsen således, at der var indgået en separat betalingsaftale med henholdsvis M og H. Dette medførte, at banken igennem en periode rykkede M for betaling af 123 kr. pr. måned. Det fremgår af bankens edb-system, at betalingsaftalen med M på 123 kr. om måneden blev slettet i april 2014.

I en mail af 10. juli 2013 til banken oplyste klagerne, at det var blevet aftalt, at de ikke skulle påbegynde afdragsordningen den 1. juli 2013. De gjorde endvidere indsigelse mod, at banken krævede, at det månedlige afdrag blev forhøjet efter 12 måneder. Desuden bad de banken nedsætte renten til 0 %.

I en mail af 12. juli 2013 til klagerne bekræftede banken, at klagerne påbegyndte afdragsordningen til den 1. august 2013. Endvidere anførte banken følgende:

”…

Jeg har mulighed for at lave et følge brev, hvor der kan fremgå at hver 6 til 12 måned skal ydelsen genforhandles.

I forhold til at se på rentestop skal vi tage en dialog om jeres økonomiske situation og deraf, kan rentestoppet vurderes.

…”

Banken har oplyst, at klagerne i perioden fra august 2013 til og med marts 2014 betalte 140 kr. om måneden. Da ydelsen for april måned 2014 udeblev, gjorde banken misligholdelse gældende og krævede hele restgælden indbetalt. Klagerne betalte 140 kr. i maj 2014, men har ikke efterfølgende betalt på lånet.

Banken overgav herefter sagen til sin advokat med henblik på indbringelse af sagen for fogedretten med de frivillige forlig som fundamenter.

I en mail af 15. maj 2014 kontaktede klagerne banken for at finde en løsning på sagen og forespurgte om eventuel mulighed for, at banken kunne få udlæg i deres bolig uden at sende sagen i fogedretten. Banken svarede, at klagerne blot skulle vente på at blive indkaldt til fogedretten, hvor de kunne indgå en ny betalingsaftale. Banken oplyste, at dette betød, at deres indbetalinger var sat i bero i denne periode.

Under en fogedforretning den 19. juni 2014 blev bankens krav mod klagerne opgjort til 46.149,33 kr. Klagerne gjorde gældende, at de ikke havde accepteret bankens ”nye” tilbud om forhøjelse af den månedlige ydelse efter 12 måneder. Fogedretten bestemte herefter, at det fremsendte dokument ikke var en aftale/frivilligt forlig og derfor ikke kunne bruges som fundament i fogedretten.

Banken anlagde herefter sag mod klagerne ved civilretten. Klagerne gjorde under sagen gældende, at de havde indgået en afdragsordning med banken, som ikke var misligholdt, og at banken derfor ikke havde et tilgodehavende, der var forfaldent til fuld indfrielse.

På klagernes anmodning henviste retten sagen til behandling i Ankenævnet.

Klagerne har i forbindelse med sagens indgivelse for Ankenævnet oplyst, at de samlet har i alt fem lån i banken, der er sendt til inkasso. I alle fem sager er der indgået frivillige forlig med banken, og i alle sagerne har banken gjort gældende, at der alene er tale om tidsbegrænsede forlig/afdragsordninger. Problemstillingen i denne sag, der er henvist til Ankenævnet fra retten, er således identisk med problemstillingen i de øvrige fire sager.

Parternes påstande

Den 20. november 2014har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagernes påstand således, at Santander Consumer Bank (GE Money Bank) er bundet af den indgåede afdragsordning om betaling af et månedligt afdrag på 140 kr. uden tidsbegrænsning og dermed ikke har et misligholdt tilgodehavende hos dem, og at banken skal nedsætte renten til 0 %.

Santander Consumer Bank (GE Money Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de har indgået et frivilligt forlig med en afdragsordning uden tidsbegrænsning med banken.

Det har hele tiden været aftalt, at de skulle afdrage alle fem lån med i alt 1.000 kr. om måneden, og at de skulle dele ydelserne på de enkelte lån op forholdsmæssigt.

Årsagen til at de underskrev flere forskellige frivillige forlig var bl.a., at de – efter aftale med banken – havde streget nogle punkter over, som de ikke kunne acceptere. De modtog herefter flere bekræftelser fra banken med forskellige beløb og tidsbegrænsninger.

I henhold til det seneste frivillige forlig vedrørende lån -342, som de underskrev den 7. maj 2013, skulle de afdrage gælden med en månedlig ydelse på 140 kr. I bekræftelsen af 15. maj 2013 indsatte banken en tidsbegrænsning på 12 måneder i aftalen.

De kan ikke acceptere, at banken efter der var indgået en aftale uden tidsbegrænsning, sendte dem et brev med nye vilkår. Disse nye vilkår kan de ikke acceptere.

De har overholdt den indgåede afdragsordning om betaling af 140 kr. om måneden, og der er derfor ikke tale om, at banken har et misligholdt tilgodehavende hos dem, der er forfaldent til fuld indfrielse.

De har flere gange kontaktet banken for at finde en løsning på sagen, men har blot fået at vide, at de kunne vente med at betale, indtil sagen var kommet til bankens inkassoafdeling.

Ved mail af 15. maj 2014 kontaktede de banken for at undgå, at sagen blev sendt i fogedretten. Banken oplyste, at de blot skulle vente på at blive indkaldt til fogedretten, og at deres indbetalinger var sat i bero i denne periode.

Banken gav dem endvidere både i telefonen og i mail af 12. juli 2013 tilsagn om, at de kunne få nedsat renten til 0 % blandt andet på lån -342.

Santander Consumer Bank (GE Money Bank) har anført, at det af klagerne påførte beløb i det frivillige forlig alene kunne betragtes som et tilbud, som banken kunne vælge at acceptere eller afslå.

Banken accepterede den tilbudte afdragsordning for en tidsbegrænset periode. Banken forpligtede sig alene til at acceptere den tilbudte afdragsordning med afvikling med en månedlig ydelse på 140 kr. i 12 måneder.

Banken har på intet tidspunkt accepteret en tidsubegrænset aftale om afvikling af gælden med en så lav månedlig ydelse. Dette ville medføre en negativ amortisation af lånet.

Banken bestrider det af klagerne anførte om, at den skulle have opfordret klagerne til ikke at betale på lånet.

Bankens mail af 12. juli 2013 til klagerne indeholdt ikke et tilsagn om, at banken ville nedsætte renten på lån -342 til 0 %. Det var alene en tilkendegivelse om, at banken var villig til at indgå en dialog om et eventuelt rentestop.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, optog i 2007 et lån -342 på 40.000 kr. i Santander Consumer Bank (GE Money Bank). I marts 2013 blev lånet overgivet til inkasso på grund af misligholdelse.

Den 7. maj 2013 underskrev H et frivilligt forlig vedrørende lån -342, hvori hun tilbød en betalingsaftale på 140 kr. om måneden. Det fremgår af sagen, at betalingsaftalen i dette forlig var det beløb, som M og H samlet set ønskede at tilbyde banken til afvikling af lån -342.

Det er anført i forliget, at kreditors godkendelse af ethvert forlig forbeholdes. Ankenævnet finder, at H’s udfyldelse af forliget med en betalingsaftale på 140 kr. om måneden måtte betragtes om et tilbud til banken, som banken kunne vælge at acceptere eller afslå.

Ankenævnet finder derfor, at banken var berettiget til som sket den 15. maj 2013 at acceptere tilbuddet i en tidsbegrænset periode. Klagerne får derfor ikke medhold i, at der var indgået en betalingsaftale med banken uden tidsbegrænsning.

Det fremgår af bankens bekræftelse på forliget af 15. maj 2013, at der blev tilskrevet renter til hovedstolen, og Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken skulle have frafaldet kravet på renter eller betaling af afdrag.

Ankenævnet lægger i overensstemmelse med bankens oplysninger til grund, at klagerne i foråret 2014 misligholdt den indgåede afdragsordning om betaling af 140 kr. om måneden. Banken var derfor berettiget til at kræve hele restgælden indfriet og overgive sagen til inkasso.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.