Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9902018/2000 |
| Dato: | 14-09-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Bent Olufsen, Keld Christiansen og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i august 1990 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 300.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 473.272 kr., som fordeltes med 402.670 kr. i kolonne 2 og 70.602 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. november 1990 ejendommen bl.a. med overtagelse af 3 af de indestående lån. I oktober 1993 gjorde instituttet tabet efter videresalget på 150.451 kr. gældende over for klageren som personlig fordring. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Instituttet forsøgte i de følgende år forgæves at opnå en afviklingsaftale med klageren. Sagen blev i november 1998 indbragt for retten. Under sagen nedsatte instituttet sit krav til 86.833 kr. Retten oversendte i marts 1999 sagen til Realkreditankenævnet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt - i overensstemmelse med hidtidig nævnspraksis - at klageren ikke kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning, eller at ejendommen skulle være afhændet til en efter omstændighederne for lav pris. Flertallet henviste til, at det af tidligere indbragte sager om personlige fordringer var fremgået, at der havde været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner. Det måtte derfor påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Ifølge flertallet kunne det ikke udelukkes, at instituttet forlods havde anvendt budsummen og videresalgsoverskudet til dækning af restgælden, således at kravet delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet henviste til, at det i en lignende sag ved Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 var blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives. Mindretallet stemte derfor for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag, og at kravet skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Retten og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 21. september 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Udeblivelsesdom 01.08.2001. Institut frifindes.