Afgørelse

Rådgivning om omlægning af realkreditlån til valutalån. Indsigelse om manglende rådgivning om stop loss aftale.

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om ansvar i forbindelse med omlægning af realkreditlån til valutalån, herunder indsigelse om manglende rådgivning om stop loss aftale.

Sagens omstændigheder

Klagerne H og M var kunder i Danske Bank.

I februar og april 2007 blev klagernes realkreditlån omlagt til to afdragsfrie valutalån i banken. Lånene skulle indfries i 2016. Det ene valutalån var på 1.171.072,76 CHF med en variabel rente på for tiden 3,24 % p.a. Lånet blev afregnet til kurs 457,7, svarende til 5.360.000 DKK. Det andet valutalån var på 351.999,31 CHF med en variabel rente på for tiden 3,31 % p.a. Lånet blev afregnet til kurs 460,86, svarende til 1.622.224,02 DKK. Gældsbrevene vedrørende lånene, der blev underskrevet af klagerne som låntagere henholdsvis den 26. februar 2007 og den 18. april 2007, indeholdt blandt andet følgende:

"…Andre kreditoplysninger …

Da der er tale om et valutalån, kan der ske kursudsving og renteændringer. …

Banken er ikke ansvarlig for eventuelle tab, som låntager måtte konstatere i forbindelse med optagelse af lån i valuta. Banken har gjort låntager bekendt med, at der er valutakursrisiko forbundet med valutalån, og at der er særlige skattemæssige forhold ved lån i valuta. …"

Klagerne har anført, at omlægningerne skete på bankens initiativ. Banken har bestridt dette.

Banken har oplyst, at følgende fremgår af bankens interne sagskommentar af 8. juni 2010, hvor kursen efter det oplyste var steget til 600:

”Kunden er kontaktet omkring udsving i CHF og status – er fuldt ud klar over udsving og ønsker ikke omlægning blot forventer han på senere gunstigt tidspunkt at kunne konvertere. Kunden udtrykte fuld indsigt i CHF udviklingen og nærer ingen bekymringer. …”

I en e-mail af 8. juli 2010 til klagerne anførte banken:

”Til orientering er kursen på CHF desværre steget en del på det sidste – hvilket betyder at den ramme I har fået bevilget tidligere i forbindelse med lån stort CHF 1.523 CHF er overskredet med ca. 184 tkr. Jeres line er ligeledes tidligere forhøjet grundet stigningen i CHF. Jeg vedhæfter ligeledes vor seneste valutaanalyse omkring CHF.

I skal fortsat overveje, om I bliver i CHF. …”

Banken anmodede klagerne om inden den 16. juli 2010 at meddele, om de ønskede enten at nedbringe overtrækket, at indbetale et beløb på en sikringskonto eller at stille yderligere sikkerhed. Banken oplyste endvidere, at der i juni 2011 ”skal foretages revurdering af midlertidig line stor kr. 1.177 tkr.”

I en e-mail af samme dag svarede M:

”Måtte jeg tillade mig at foreslå mulighed nr. 4, nemlig at I forhøjer rammen med kr. 300.000. Der er, som du kan se af vores tidligere oplysninger, rigelig plads til det i vores aktivmasse.

Vi ønsker ikke at gå ud af lånet på nuværende tidspunkt. Set med vores øjne er lånet langfristet, da det bruges som realkreditfinansiering. Jeg er ikke nervøs for udsvinget. Det kommer formodentlig ned igen indenfor de næste 5-10 år.

Jeg indsender gerne årsopgørelser, men husk nu, at det ikke er fru Jensen, der beder om en kassekredit på kr. 20.000. Så vidt jeg husker, har jeg ca. kr. 2,0 mio. i kontanter og værdipapirer hos jer. …”

Klagerne har oplyst, at banken i juli 2011, hvor kursen var steget til 700, ønskede, at engagementet straks skulle lukkes. Banken har oplyst, at følgende fremgår af bankens interne sagskommentar af 14. juli 2011:

”Grundet udviklingen i CHF søges forhøjelse af line.

Vi har ingen oplysninger i forhold til indstilling af den 04.01.2011.

Jeg er i dialog med kunden og fremsender nyhedsbreve om CHF udviklingen samt forklarer om mulighederne for omlægning, men kunden er fast besluttet på at fastholde. Kunden er ved to lejligheder i år igen blevet gjort opmærksom på pr. e-mail at det er ok at han fastholder men at han skal være obs på at dokumenterne har udløb i 2016 hvor vi skal indfries 100 % …”

Den 18. november 2014 blev lånene indfriet til kurs 620,65 svarende til henholdsvis 7.268.263,08 DKK og 2.184.683,72 DKK, med tillæg af renter fra den 21. august 2014 og 29. september 2014 til den 20. november 2014.

Klagerne har fremlagt diverse materiale vedrørende anbefaling af stop loss aftaler.

Parternes påstande

Den 15. oktober 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 2.208.334,26 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har bl.a. anført, at omlægningen til valutalån skete på bankens initiativ.

De fik blot tilsendt gældsbrevene til underskrift og fik ingen rådgivning af banken forud for underskrivelsen. Bankens standardtekst i gældsbrevene kan derfor ikke tillægges vægt.

Banken rådgav dem ikke om muligheden for at indgå en stop loss aftale eller om konsekvenserne ved ikke at indgå en sådan aftale inden optagelsen af lånene. En forudgående stillingtagen til en sådan aftale ville have givet dem mulighed for i fred og ro at vurdere, hvilket tab de havde råd til, inden tabet var opstået. Banken burde af egen drift have rådgivet om risiciene ved aftalen og muligheden for at indgå en stop loss aftale, som er en helt elementær investeringsstrategi. Banken burde have forlangt en stop loss aftale. Dette fremgår af det fremlagte materiale, som omhandler både aktieinvesteringer og valuta.

Den manglende forudgående rådgivning kan ikke afhjælpes efterfølgende. Bankens argumentation er et udtryk for efterrationalisering. Banken kontaktede dem flere gange efterfølgende, da kursen steg, bl.a. i juni 2010 og i juli 2011. Heller ikke på disse tidspunkter foreslog banken en stop loss aftale, hvilket i øvrigt også ville have været for sent. I juli 2010 var kursen allerede tæt på 600. De havde derfor ikke noget valg, men var nødsaget til at fortsætte engagementet. I juli 2011, hvor banken ønskede forretningen lukket, var kursen 700.

Banken vurderede på intet tidspunkt deres økonomiske formåen til at fortsætte engagementet.

Banken har handlet i strid med god skik bekendtgørelsen.

Banken har på intet tidspunkt været i kontakt med H, der ingen rådgivning fik. M tilkendegav ikke overfor banken, at han tillige repræsenterede H.

Kravet er ikke forældet. Tabet blev først realiseret i november 2014, hvorfor forældelsestidspunktet skal regnes fra dette tidspunkt.

Danske Bank har bl.a. anført, at det var klagerne selv, der efterspurgte finansiering i CHF. Klagerne blev i den forbindelse overført fra en af bankens almindelige filialer til et af bankens finanscentre, da filialen ikke kunne bistå dem med den ønskede omlægning til et valutalån.

Klagerne har indgået en bindende aftale om optagelsen af lånene ved deres underskrivelse af gældsbrevene. I gældsbrevene er det udtrykkeligt anført, at banken har gjort låntager bekendt med, at der er valutakursrisiko forbundet med valutalån. Klagerne optog lånene på et fuldt oplyst grundlag.

I bankens dialog med klagerne var der intet incitament til at indgå en stop loss aftale. Banken rådgav løbende klagerne om udviklingen af valutalånene og opfordrede dem til at omlægge lånene. Klagerne var i gennem hele forløbet fast besluttet på at blive i CHF.

Valutakurserne fremgik endvidere af de afregninger, der løbende blev sendt til klagerne. Banken var til rådighed gennem hele forløbet, men der var ikke indgået en aftale om, at banken skulle overvåge forretningen.

De af klagerne fremlagte anbefalinger om stop loss er ikke fra banken og omhandler aktieinvesteringer og ikke valutalån.

M tilkendegav overfor banken, at han tillige repræsenterede H. H har på intet tidspunkt rettet henvendelse til banken vedrørende de indgåede forretninger. M fremstod som en erfaren investor med fuld indsigt i økonomiske forhold og finansiering af ejendom, herunder optagelse af valutalån.

Et evt. krav er forældet, idet rådgivningen fandt sted i 2007. Klagerne var fra dette tidspunkt bekendt med, at der var en valutarisiko.

Subsidiært bestrides klagernes tabsopgørelse.

Ankenævnets bemærkninger

I februar og april 2007 blev klagernes realkreditlån omlagt til to valutalån i Danske Bank på henholdsvis 1.171.072,76 CHF og 351.999,31 CHF.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken ved rådgivning af klagerne i forbindelse med optagelsen af valutalånene begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2 skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Banken rettede henvendelse til klagerne i juli 2010 og juli 2011 i forbindelse med, at kursen på CHF var steget til henholdsvis ca. kurs 600 og kurs 700. Ved e-mail af 8. juli 2010 anmodede banken klagerne om at meddele, om de enten ønskede at nedbringe overtrækket, at indbetale et beløb på en sikringskonto eller at stille yderligere sikkerhed. Klagerne svarede at de ønskede rammen forhøjet. Klagerne har oplyst, at banken i juli 2011 ønskede, at engagementet skulle lukkes straks.

Ankenævnet finder på den baggrund, at klagerne i hvert fald tidligere end tre år før den 15. oktober 2015, hvor forældelsen blev afbrudt ved sagens indbringelse for Ankenævnet, havde tilstrækkelig kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Ankenævnet finder derfor, at et eventuelt erstatningskrav var forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Klagerne får ikke medhold i klagen.