Spørgsmål om ansvar som følge af manglende salg af garantbeviser i Sparekassen Østjylland i 2011. Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser. Oprettelse af garantbørs.
| Sagsnummer: | 310/2012 |
| Dato: | 28-05-2014 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Christian Bremer, Søren Geckler, Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Garantbeviser - rådgivning
Garantbeviser - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar som følge af manglende salg af garantbeviser i Sparekassen Østjylland i 2011. Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser. Oprettelse af garantbørs. |
| Indklagede: | FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om ansvar for manglende salg af garantbeviser i Sparekassen Østjylland i 2011, indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser samt indsigelse mod sparekassens beslutning om stop for indløsning af garantkapital og etablering af en garantbørs.
Sagens omstændigheder
Den 10. maj 2004 tegnede klageren for 35.000 kr. garantkapital i Sparekassen Østjylland til sin pensionsordning.
Den 5. november 2008 indførte sparekassen et opsigelsesvarsel på garantkapital. I den forbindelse sendte sparekassen følgende brev til garanterne:
”Grundet den ekstraordinære krisesituation på de finansielle markeder indstiller brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter meget kraftigt, at foreningens garantsparekasser straks indfører et midlertidigt stop for indløsning af garantikapital.
Sparekassen Østjylland har besluttet at efterkomme denne indstilling, men p.g.a. vores meget høje solvens og likviditet i en modificeret udgave.
Vi indfører derfor et opsigelsesvarsel på garantikapital.
Fremover vil Sparekassen Østjyllands bestyrelse på sine møder tage stilling til ønsker om udbetaling. Dette for at sikre, at vi i disse turbulente tider altid er forsvarligt dækket egenkapitalmæssigt.
...”
Den 18. december 2008 tegnede klageren for yderligere 30.000 kr. garantkapital i sparekassen til sin pensionsordning. I forbindelse med tegningerne i 2004 og 2008 modtog klageren ”Kvittering for indbetalt garantikapital”, hvoraf fremgår:
”Ovennævnte er indtrådt som garant i Sparekassen Østjylland i henhold til Sparekassen Østjyllands til enhver tid gældende vedtægter.
Garantikapitalen hæfter for Sparekassen Østjyllands forpligtelser og er derfor ikke omfattet af Finansrådets indskydergarantiordning.
…
Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Sparekassen Østjylland samtykker...”
Klageren underskrev en kopi af kvitteringerne, hvor der over underskriftsfeltet var anført følgende:
”Undertegnede bekræfter ved sin underskrift af kopi af nærværende kvittering, at have modtaget information om garantikapitalens forpligtelse.”
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt fik klageren udbetalt henholdsvis 15.000 kr. og 4.000 kr. af sine garantbeviser. Klageren havde herefter garantkapital i sine pensionsordninger for i alt 46.000 kr.
I e-mail af 28. juni 2011 til sparekassen anførte klageren:
”Vil gerne have min beholdning af garantbeviser ned på en værdi af 5000 kr. … Vil du skære min beholdning af garantbeviser ned til 5000. – Nu er værdien på 50.000. På forhånd tak.”
Efter modtagelsen af e-mailen kontaktede sparekassen klageren for at aftale et møde til drøftelse af klagerens henvendelse. Mødet blev afholdt i efteråret 2011. Klageren har anført, at sparekassen på mødet gav fejlagtig og mangelfuld rådgivning. Indklagede har bestridt dette og har anført, at klageren efter mødet valgte at beholde sin garantkapital.
I slutningen af 2011 udsendte sparekassen en pressemeddelelse angående sparekassens resultat efter 3. kvartal, som blev betegnet som ”meget tilfredsstillende”.
Med virkning fra den 27. december 2011 besluttede sparekassens bestyrelse at suspendere indløsning af garantkapital. Samtidig indførte sparekassen et midlertidigt stop for nytegning af garantkapital og etablerede en såkaldt garantbørs, hvor sparekassens garanter kunne sælge deres garantkapital i det omfang, der var købere. I den forbindelse offentliggjorde sparekassen følgende meddelelse:
”På baggrund af nye EU-regler og gældende lovgivning har Sparekassen Østjylland med virkning fra den 27. december 2011 indført en ny procedure for indløsning og videresalg af garantbeviser – en såkaldt garantbørs.
Med indførelsen af en garantbørs ønsker vi at sikre, at sparekassen altid har et stabilt og tilfredsstillende kapitalgrundlag.
Finanstilsynet har for nylig udsendt nye retningslinjer for fastsættelse af landbrugskunders værdier. Der er tale om meget nedsatte vurderinger, hvilket giver behov for nye nedskrivninger i sparekassen, som beklageligvis vil påvirke vores resultat for 2011 negativt.
Vi betragter derfor indførelsen af en garantbørs som en ansvarlig handling med det formål at beskytte vores garanter, kunder og sparekassen.
…”
Den 18. januar 2012 anmodede klageren på ny sparekassen om at få sin garantkapital reduceret til 5.000 kr. Den 20. januar 2012 godkendte sparekassen klagerens anmodning om udbetaling, og klagerens garantbeviser blev udbudt til salg via garantbørsen.
Sparekassen Østjylland indgik med virkning fra den 21. april 2012 - på baggrund af et tilsynsbesøg og et solvenskrav fra Finanstilsynet - en aftale med Finansiel Stabilitet om overdragelse af sparekassens aktiver og passiver til et nystiftet selskab ved navn Sparebank Østjylland af 2012. Sparekassen blev erklæret konkurs den 23. april 2012.
Af sparekassens interne produktbeskrivelse af 27. december 2011 vedrørende garantbeviser fremgår følgende:
”Garantbeviser er ansvarlig kapital, der er efterstillet al anden gæld i tilfælde af sparekassens insolvens eller likvidation. Garantbeviser er risikovillig kapital som ikke er dækket af Indskydergarantifonden. En garants opsigelse og indløsning af garantikapital kan udskydes. Regler for garantbeviser fremgår af sparekassens vedtægter, herunder mindste og største indskud, forrentning, overdragelse, bindingsperiode og indløsning:
…
- Aftale om tegning af garantkapital kan alene ske efter tilbud om forudgående rådgivning efter nedenstående fastsatte principper, og aftalen og den ydede rådgivning skal altid dokumenteres skriftligt.
…
- Enhver rådgivningssituation tager udgangspunkt i, at garantbeviser er ansvarlig kapital, hvilket skal præciseres over for kunden. Herudover rådgives i henhold til de generelle god skik regler.
- Der kan således ikke erhverves garantbeviser eksempelvis via netbank.”
Følgende fremgår af sparekassens vedtægter:
”… 3.2 Ingen garant er forpligtet til at lade garantkapitalen indløse helt eller delvist, og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantkapital, såfremt antallet af garanter ikke dermed bringes under 1.000, og såfremt garantkapitalen ikke bliver mindre end 1. mio. kr., og såfremt sparekassens basiskapital ikke bliver mindre end kapitalkravet i henhold til lov om finansiel virksomhed. …”
Parternes påstande
Den 14. september 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) skal betale 41.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 28. juni 2011, subsidiært fra ultimo oktober 2011.
FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at han ie-mailen af 28. juni 2011 instruerede sparekassen om at reducere hans garantkapital til 5.000 kr. Han var bekendt med, at garantkapitalen var efterstillet. Dette var baggrunden for, at han sendte e-mailen af 28. juni. Sparekassen handlede ansvarspådragende ved ikke straks at eksekvere hans konkrete og simple instruks. Sparekassen anførte i stedet, at det var nødvendigt at holde et fysisk møde. Sparekassen holdt ham hen i næsten fire måneder på grund af afholdelse af et unødvendigt møde. Sparekassen narrede ham fra at indløse sin garantkapital.
Rådgivningen på mødet i efteråret 2011 var mangelfuld og ukorrekt. Dette er sandsynliggjort ved forløbet før og efter mødet. Indklagede har under de foreliggende omstændigheder bevisbyrden for, at rådgivningen på mødet ikke var mangelfuld og ukorrekt. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden.
Da han i januar 2012 anmodede om indløsning, blev han atter straks kontaktet af sparekassen, der igen forsøgte at narre ham fra indløsningen. Han fastholdt flere gange indløsningen, hvorefter sparekassen meddelte, at sparekassen ville gøre papirerne klar, men at der var indført en garantbørs. To dage efter havde sparekassen godkendt anmodningen.sparekassen.
Han havde to gange tidligere anmodet om indløsning af garantkapital, og sparekassen havde straks efterkommet disse anmodninger. Det var i modstrid såvel med sparekassens tidligere som med sparekassens senere forvaltning af samtykke-reglen, at sparekassen undlod at efterkomme hans anmodning af 28. juni 2011.
Indklagede har henvist til, at der i kvitteringerne stod, at garantkapital ikke kan kræves indløst, men alene udbetales efter anmodning. Han blev ikke rådgivet om dette ved tegning af garantkapitalen. Den fremlagte produktbeskrivelse er dateret 27. december 2011 og er ikke relevant for sagen.
Indklagede har endvidere henvist til, atgarantkapitalen aldrig har været umiddelbart indløselig. Dette er i modstrid med sparekassens tidligere og efterfølgende forvaltning og med sparekassens oplysning om, at sparekassen i perioden fra juni 2011 til efteråret 2011 forsøgte at indgå en dialog med garanter, der ønskede at indløse deres garantkapital. Denne dialog udgjorde et nyt lag i forhold til den tidligere praksis og var noget særligt, der besværliggjorde indløsning i den pågældende periode.
Der forelå ikke en situation, hvor sparekassen i henhold til vedtægterne ikke kunne samtykke i indløsningen.
Han var ikke blevet oplyst om muligheden for etablering af en såkaldt garantbørs, som reelt udelukkede indløsning.
Indklagede opfordres bl.a. til at oplyse og dokumentere, hvorfor hans instruks ikke blev imødekommet, om sparekassen havde ageret på samme vis, hvis han havde anmodet om reduktion af sin aktiebeholdning, hvad formålet med mødet i efteråret 2011 var, om sparekassen i perioden fra den 28. juni 2011 til mødet i efteråret 2011 gav samtykke eller afslag på anmodning om indløsning fra andre garanter og om sparekassens forretningsgang herfor.
Der er årsagssammenhæng mellem sparekassens forsinkede behandling af hans e-mail af 28. juni 2011 og hans tab, da andre garanters anmodning om indløsning ikke blev afslået.
FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har bl.a. anført, at det var ikke ansvarspådragende, at sparekassen ikke straks efterkom klagerens anmodning om delvis indløsning af garantkapitalen. Det fremgår af de af klageren underskrevne kvitteringer, at klageren ikke kunne kræve garantkapitalen indløst, men at denne blev udbetalt efter anmodning, hvis sparekassen samtykkede. Det fremgår udtrykkeligt af pkt. 3.2. i vedtægterne, at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst. Det bestrides som udokumenteret, at sparekassen i strid med kvitteringerne ikke skulle have rådgivet klageren om, at garantkapitalen ikke kunne kræves indløst, og at denne alene kunne udbetales efter anmodning, hvis sparekassen samtykkede.
Efter modtagelse af klagerens e-mail af 28. juni 2011 tog sparekassen initiativ til et møde med klageren, da sparekassen ønskede at indgå en dialog med klageren for at afdække baggrunden for klagerens anmodning og for at afklare evt. misforståelser. Klageren indvilligede og deltog aktivt i dialogen. Indklagede har indhentet en kommentar fra den pågældende medarbejder i sparekassen, M, som klageren holdt møde med. M har oplyst, at hun var yderst opmærksom på, at klageren fik de på det tidspunkt tilgængelige oplysninger om sparekassens økonomiske stilling, og at hun ubetinget overlod det til klageren at træffe beslutning om, hvorvidt han ønskede at beholde garantbeviserne. Det var således klagerens egen beslutning ikke at anmode om udbetaling efter mødet. Klageren har ikke godtgjort, at sparekassen gav mangelfuld eller ukorrekt rådgivning på mødet. Det bestrides, at sparekassen skulle have ”narret” klageren til ikke at reducere sin garantkapital. Klageren fremsatte ikke yderligere anmodninger om indløsning før indførelsen af garantbørsen.
Selv hvis M var kommet med oplysninger, som kan have ansporet klageren til ikke at indløse sin garantkapital, er indklagede ikke ansvarlig herfor, jf. Ankenævnets praksis i bl.a. sag nr. 253/2011 og nr. 458/2012, der ligeledes vedrørte, om sparekassen havde handlet ansvarspådragende ved rådgivning i forbindelse med klagerens ønske om at indløse sin garantkapital.
Sparekassen forsøgte i den omhandlede periode at indgå i dialog med garanter, som ønskede indløsning af deres garantkapital, hvorefter det var op til garanterne at vælge, om de ønskede beholde deres garantkapital. Hvis garanterne herefter fortsat ønskede indløsning, imødekom sparekassen dette. Adgangen til indløsning blev først begrænset ved indførelsen af garantbørsen pr. 27. december 2011.
Der er ikke årsagssammenhæng mellem den forløbne tid fra klagerens afsendelse af e-mailen til mødet i efteråret 2011, og klagerens tab som følge af sparekassens konkurs i april 2012, idet klageren valgte at beholde sin garantkapital. Da klageren fremsatte en ny anmodning om delvis indløsning, var indløsning suspenderet, hvorfor sparekassen ikke længere kunne udbetale klagerens garantkapital.
Garantkapitalen i sparekassen har aldrig været umiddelbar indløselig. Også forud for indførelsen af garantbørsen kunne garantkapital først komme til udbetaling efter en samtale med en rådgiver og efter en konkret godkendelse fra direktionen.
I november 2008 indførte sparekassen et egentligt men midlertidigt opsigelsesvarsel på indfrielsen af garantkapital. Det skete på anbefaling fra Lokale Pengeinstitutter. Klageren havde været garant i sparekassen siden 2004. Klageren var eller burde derfor være bekendt med, at garantkapital ikke kan sidestilles med almindeligt indlån.
Det bestrides, at sparekassens tidligere afgivelse af samtykke til indløsning af garantkapitalen skulle indebære, at sparekassen ikke længere kunne nægte indløsning, hvilket ville være i strid med såvel vedtægternes pkt. 3.2 som de af klageren underskrevne kvitteringer.
Ankenævnet har i flere afgørelser udtalt, at en garantbørs var forenelig med sparekassens vedtægter.
Indklagede anser ikke besvarelse af klagerens opfordring om sparekassens procedure ved salg af værdipapirer for relevant i forhold til nærværende sag. I modsætning til f.eks. salg af børsnoterede aktier, forudsatte indløsning af garantbeviser samtykke fra sparekassen.
Ankenævnets bemærkninger
I forbindelse med tegningen af garantkapital i maj 2004 og i december 2008 modtog klageren kvitteringer, hvoraf det fremgår, atgarantkapital hæfter for sparekassens forpligtelser, og at garantkapitalen ikke kan kræves indløst, men alene udbetales efter anmodning, såfremt Sparekassen Østjylland samtykker. Af vedtægternes pkt. 3.2 følger ligeledes, at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst. I november 2008 indførte sparekassen et midlertidigt opsigelsesvarsel på garantkapital.
På baggrund af ovenstående finder Ankenævnet, at klageren vidste eller burde have vidst, at indløsning af garantkapitalen krævede sparekassens samtykke. Ankenævnet finder herefter ikke, at sparekassen har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens tegning af garantkapital.
Efter modtagelse af klagerens e-mail af 28. juni 2011 kontaktede sparekassen klageren for at aftale et møde til drøftelse af klagerens henvendelse. I forlængelse af mødet, der blev afholdt i efteråret 2011, besluttede klageren sig for at beholde sin garantkapital. Selvom det måtte anses for godtgjort, at M frarådede klageren at indløse sin garantkapital, finder vi ikke, at sparekassen herved begik en ansvarspådragende fejl. Herved bemærkes, at klageren var klar over den risiko, der var forbundet med garantkapitalen, og at klageren måtte indse, at han selv måtte bære risikoen ved sin beslutning uanset sparekassens eventuelle anbefaling vedrørende spørgsmålet.
Bestemmelsen i sparekassens vedtægter pkt. 3.2 opregner en række tilfælde, hvor sparekassen ikke måtte indløse garantkapital. Bestemmelsen kan ikke forstås således, at sparekassen ikke i andre tilfælde var berettiget til at stoppe for indløsning af garantkapital. Det følger således af bestemmelsen, at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst.
Ankenævnet finder derfor, at sparekassens beslutning om pr. 27. december 2011 at lukke for indløsning af garantkapital var forenelig med sparekassens vedtægter. Tilsvarende gælder for beslutningen om at etablere en garantbørs, der i øvrigt ikke ses at have stillet klageren ringere, end hvis denne ikke var etableret.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.