Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om forhøjelse af præmie i et forsikringsselskab som banken var mægler for, henhørte under Ankenævnet for Forsikring.

Sagsnummer: 312/2010
Dato: 06-09-2011
Ankenævn: Henrik Bitsch, Jesper Claus Christensen, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen
Klageemne: Forsikring - øvrige spørgsmål
Afvisning - anden myndighed § 4, andre ankenævn mv. § 5, stk. 1
Ledetekst: Spørgsmål om forhøjelse af præmie i et forsikringsselskab som banken var mægler for, henhørte under Ankenævnet for Forsikring.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse imod en præmieforhøjelse fra et forsikringsselskab, som banken er mægler for.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Danske Bank.

I december 2009 var klageren i banken, der formidler forsikringer for Danske Forsikring, D. Banken har oplyst, at D er et datterselskab til forsikringsselskabet T1 som banken er formidler/mægler for.

Samme måned afgav D et tilbud til klageren på en motorkøretøjsforsikring (motorcykel) på 759 kr. Klageren købte imidlertid først senere en motorcykel.

Den 3. marts 2010 udfyldte og sendte klageren en forsikringsbegæring vedrørende motorcyklen uden kasko og med autohjælp til D.

Den 4. marts 2010 modtog klageren via banken en police fra D vedrørende motorcyklen til en pris af 625 kr. pr. år (indeksreguleret).

Ved brev af 19. april 2010 meddelte D klageren følgende:

"…

Din forsikring begynder desværre på et lavere pristrin

Jeg skriver for at gøre dig opmærksom på, at forsikringen hos os begynder på pristrin 03 i stedet for trin 12, fordi vi har fået oplyst, at din forsikring bliver slettet med 0 skadefrie år.

På pristrin 03 koster forsikringen 2.428,00 kroner for et år, i stedet for en pris på 759,00 kroner.

…"

Den 17. maj 2010 sendte klageren en e-mail til banken og fremsatte indsigelse mod præmieforhøjelsen.

Banken besvarede klagerens e-mail samme dag som følger:

"…

Jeg har kigget på sagen og efter det oplyste er det [ et andet forsikringsselskab,T2] der ikke kan anerkende de oplysninger som du har afgivet i forbindelse med tegningen af forsikringen.

Du skal derfor henvende dig til [T2] for at få dem til at afgive din[] anciennitet til D.

…"

Parternes påstande

Klageren har den 20. maj 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal vedkende sig forsikringstilbuddet, der er afgivet af Danske Forsikring på ca. 625 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken/forsikringsselskabet, D, skal vedstå det oprindelige forsikringstilbud på ca. 625 kr.

Det tidligere forsikringsselskab, T2, har ikke meddelt ham, at de ikke ville anerkende hans oplysninger. Tværtimod fremgår det, at selskabet generelt ikke bekræfter oplysninger, der er mere end 10 år.

Han finder det urimeligt, at præmien er firdobbelt i forhold til det oprindelige tilbud og i strid med det fremsendte forsikringstilbud.

Danske Bank har anført, at klagerens tidligere forsikringsselskab, T2, ikke kunne bekræfte de oplysninger, klageren afgav i forsikringsbegæringen. D ændrede derfor forsikringstilbuddet, således at præmien blev højere.

Banken var ikke involveret i afgivelsen af forsikringstilbuddet eller forhøjelsen af præmien. Banken var alene forsikringsmægler for D, der henhører under forsikringsselskabet T1.

Pengeinstitutankenævnet kan ikke behandle klagen, der bør afvises. Sagen kan indbringes for Ankenævnet for Forsikring.

Banken forbeholder sig ret til at nedlægge ny påstand og anbringender, hvis Ankenævnet finder, at sagen ikke skal afvises.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Ifølge Ankenævnets vedtægter § 4, stk. 1 falder sager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder eller andre anke- eller klagenævn, uden for Pengeinstitutankenævnets kompetence.

Sagen omhandler klagerens indsigelse mod en præmieforhøjelse hos forsikringsselskabet D og fortolkning af de indgåede aftaler. Klagen falder uden for Pengeinstitutankenævnets kompetence.

Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. vedtægternes § 4. Klage kan i stedet indbringes for Ankenævnet for Forsikring, Anker Heegaards Gade 2, 1., 1572 København V.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Pengeinstitutankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.