Afgørelse

Spørgsmål om forældelse af et eventuelt krav baseret på mangelfuld rådgivning i forbindelse med lånefinansieret investering

Indledning

Denne sag vedrører, hvorvidt klageren kan gøre et krav gældende mod Sparekassen Faaborg som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med lånefinansieret investering samt om et eventuelt krav mod sparekassen er forældet.

Sagens omstændigheder

Klageren har oplyst, at han sammen med sin samlever i december 2006 købte en ejendom, som blev finansieret af Sparekassen Faaborg.

Videre har klageren oplyst, at han i 2007 fik udbetalt et provenu på ca. 180.000 kr. efter salget af hans tidligere ejendom og at han i den forbindelse henvendte sig i sparekassen vedrørende placeringen af midlerne.

Den 24. juli 2007 indgik klageren en investeringsaftale med sparekassen.

Investeringsaftalen omfattede oprettelse af en variabelt forrentet investeringskredit på 500.000 kr. Renten på investeringskreditten udgjorde på optagelsestidspunktet 6,7 % p.a. Af særlige bestemmelser i kassekreditkontrakten fremgår, at kreditten ville forfalde til fuld indfrielse ved investeringsaftalens ophør.

Af investeringsaftalen fremgår, at klageren ved investeringskredittens oprettelse indsatte 100.000 kr. på kreditten.

I investeringsaftalen indgik en ”stop loss-klausul”, hvorefter sparekassen kunne kræve kontant indbetaling, såfremt værdien af værdipapirdepotet som følge af kursændringer med videre skulle blive mindre end 110 % af sparekassens krav ifølge investeringskreditten. Desuden fremgik det af klausulen, at klageren selv bar ansvaret for at holde sig orienteret om udviklingen i investeringsengagementet.

I forbindelse med investeringsaftalen udfyldte klageren et risikovurderingsskema i sparekassen til brug for sparekassens vurdering af, hvilken af sparekassens tre investeringspakker, der passede bedst til klageren.

Af risikovurderingsskemaet fremgår indledningsvist, at klageren ikke tidligere havde investeret i værdipapirer. Hernæst har klageren dog på det efterfølgende spørgsmål i parentes svaret, at hovedvægten af hans investeringer tidligere lå i aktier.

På baggrund af klagerens risikoprofil fandt sparekassen, at klageren var egnet til at investere i sparekassens ”Investeringspakke 2”.

Af sparekassens brochure om investeringspakker fremgår blandt andet følgende:

”…

Investeringspakker i Sparekassen Faaborg er en investeringsform for den risikovillige og formuende investor.

Ordningerne med investeringspakker kaldes gearet investering. Med pakkerne kan du sætte dine investeringer op i et højere gear. Du kan låne til at investere for og dermed øge mulighederne for et højere afkast – men også risikoen for et tab.

Hvad er fordelene?

Gennem gearet investering øger du din mulighed for at få et ekstra højt afkast. Investeringspakkerne i Sparekassen Faaborg er sammensat, så de passer til netop din investeringsprofil og risikovillighed. Når du vælger investeringspakker, behøver du ikke selv gøre noget for at pleje formuen. Vores investeringseksperter sørger for overvågningen af din investering.

Hvad med risikoen?

Investering for lånte midler giver dig en mulighed for at forøge afkastet på dine investeringer. Men risikoen for tab i tilfælde af kursfald bliver også større. Derfor er det vigtigt, at du forud for beslutningen om at foretage en gearet investering via investeringspakker er bevidst om de øgede muligheder, du har for et stort afkast og din risiko for et eventuelt tab.

3 investeringspakker…

…

Pakke 2

Denne pakke henvender sig til dig, der har kendskab til aktieinvestering, men normalt har overladt plejen af investeringen til Sparekassen eller en investeringsforening. Kursudsvingene i denne pakke kan være større, men pakken har samtidig en sikring via 30 % obligationsinvestering. Tidshorisonten er 3-5 år.

…”

Af investeringsaftalen fremgår, at ”Pakke 2” på daværende tidspunkt indeholdte følgende værdipapirer:

Den 22. august 2007 foretog sparekassen de pågældende investeringer på vegne af klageren.

Sparekassen har oplyst, at stop loss-grænsen for klagerens engagement blev nået i april 2008 og at klagerens investeringskredit i den forbindelse blev omlagt til almindelige kassekreditvilkår, men at klageren i øvrigt beholdte værdipapirerne.

Den 21. marts 2011 blev klagerens investeringskredit fornyet. Af den nye kreditaftale fremgår, at hele kreditten på 500.000 kr. ville være forfalden til betaling den 8. april 2012. Rentesatsen var forsat variabel og udgjorde i marts 2011 7,00 % p.a.

Den 21. juni 2012 blev kreditten igen fornyet og samtidig forhøjet til 525.000 kr. Kreditten havde en løbetid til den 15. juni 2014 og den variable rente udgjorde ved forhøjelsen af kreditten 8,250 % p.a.

I foråret 2013 tog klageren og hans samlever kontakt til en finansiel rådgiver, F.

I forbindelse med F’s gennemgang af parrets økonomi tog F kontakt til sparekassen, idet han var uforstående overfor, at sparekassen havde indgået den pågældende investeringsaftale med klageren. Sparekassen var imidlertid ikke enig i F’s kritik af sparekassen og det lykkedes ikke parterne at nå til enighed i den efterfølgende korrespondance.

Parternes påstande

Den 22. juli 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Faaborg skal stille ham som om investeringsaftalen ikke var indgået.

Sparekassen Faaborg har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at sparekassen anbefalede, at han investerede midlerne, da afkastet fra værdipapirerne ville overstige gælden på det boliglån, som han og hans samlever netop havde optaget i banken.

Sparekassen anbefalede således, at han investerede 80.000 kr. i et selvstændigt åbent depot uden gearing, mens de resterende 100.000 kr. blev suppleret af en investeringskredit på 400.000 kr., så der i alt blev investeret 500.000 kr. i et andet sikkerhedsdepot.

Sparekassens investeringspakker var målrettet risikovillige og formuende kunder. Han hverken var eller er hverken formuende eller risikovillig. Hele hans formue kunne således opgøres til 180.000 kr. i 2007.

Valget af ”investeringspakke 2” hænger heller ikke sammen med hans oplysning om, at han aldrig tidligere har investeret i værdipapirer, idet det for at matche profilen for pakke 2 er et kriterium, at man har kendskab til aktieinvestering. Han har aldrig haft viden om eller interesse for værdipapirmarkedet.

Sparekassen har alene haft profit for øje, dels ved, at boliglånet ikke blev formindsket ved investeringen af hans provenu, dels ved renteindtægter på investeringskreditten og endelig ved det faktum, at sparekassen modtog formidlingsprovision fra investeringsforeningerne, hvilket han på intet tidspunkt er blevet orienteret om eller har haft kendskab til.

Herudover blev investeringskreditten ifølge sparekassen selv oprindeligt oprettet med en marginal på 2,3 % til CIBOR3. Da der i 2008 ikke længere var overdækning på kreditten, omlagde sparekassen kreditten uden fast marginal til CIBOR eller anden referencerente. Han blev i den forbindelse ikke oplyst om muligheden for indbetaling af en ny overdækning eller tilsvarende sikkerhed. Han fik at vide, at der alene var tale om formalia, men nu er marginalen steget til over 8 % mod de oprindelige 2,3 %.

Hans krav er ikke forældet, da han først realiserede tabet i juni 2013. Tabet på over 200.000 kr. kunne først på det tidspunkt endelig opgøres.

Sparekassen Faaborg har til støtte for afvisningspåstanden anført, at omstændighederne omkring rådgivningen kræver parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Sparekassen Faaborg gjort gældende, at investeringsaftalen hverken blev opfordret eller anbefalet, men alene var et tilbud til klageren.

Der blev foretaget en egnethedstest af klageren og risikoprofilen blev udarbejdet i overensstemmelse med de svar, som klageren selv gav. Klageren har ikke godtgjort, at sparekassen i den forbindelse har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

I april 2008 blev stop loss-grænsen nået for en række kunder, herunder klageren. Sparekassen håndhævede i den forbindelse stop loss-klausulen ved at kontakte alle omfattede kunder telefonisk med krav om indskud af yderligere kapital, hvis kreditten skulle fortsætte, alternativt salg af værdipapirer og/eller omlægning af gælden, da betingelserne for investeringskreditten ikke længere var opfyldt.

Klageren valgte i den forbindelse at omlægge gælden til almindelige kassekreditvilkår og beholde værdipapirerne i håb om, at kurserne ville stige igen. Dette var også tilfældet i 2010/2011, hvor klageren kunne have valgt at realisere værdipapirerne med et væsentligt mindre tab end det, klageren realiserede i 2013.

Siden 2008 er kassekreditten årligt genforhandlet, og klageren har hver gang besluttet at beholde værdipapirerne i håb om fremtidige kursstigninger.

Et eventuelt erstatningskrav er under alle omstændigheder forældet i henhold til forældelsesloven § 3.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren indgik i juli 2007 en investeringsaftale med Sparekassen Faaborg om en primært lånefinansieret investering på 500.000 kr. i henholdsvis Bankinvest Højrentelande (30 %), Sparinvest Value aktier (30 %), Bankinvest Europa (20 %) samt Bankinvest Indien/Kina (20 %).

Klagerens værdipapirer faldt efterfølgende i værdi. Stop loss-grænsen blev nået i april 2008 og klagerens investeringskredit blev i den forbindelse omlagt til almindelige kassekreditvilkår. Klageren beholdt værdipapirerne.

Ankenævnet finder, at klageren i tiden efter april 2008 og senest ved modtagelsen af årsoversigten for 2008 burde være blevet bekendt med de omstændigheder, der begrunder et eventuelt krav mod sparekassen. Et erstatningskrav mod sparekassen som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med indgåelse af investeringsaftalen var således forældet i januar 2012, jf. forældelsesloven § 3, stk. 1 og 2.

Allerede som følge heraf får klageren ikke medhold i den nedlagte påstand om, at klageren skal stilles som om investeringsaftalen ikke var indgået.

Klagerens kredit var variabelt forrentet og renten steg fra 6,7 % p.a. på oprettelsestidspunktet i 2007 til 8,250 % p.a. ved omlægningen i 2012. Klagerens indsigelser om rentestigninger i tiden efter 22. juli 2010 er ikke forældede.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte disse rentestigninger som urimeligt høje, hvorfor klageren ikke får medhold i denne påstand.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.