Spørgsmål om pengeinstituts administration af statsgaranteret studielån.
| Sagsnummer: | 317 /1996 |
| Dato: | 08-01-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Ole Just, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Udlån - studielån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om pengeinstituts administration af statsgaranteret studielån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag vedrører et statsgaranteret studielån, som indklagede ydede klageren i årene 1972-1977, på hvilket tidspunkt klageren afsluttede sin uddannelse. I februar 1978 blev der indgået aftale om afvikling af lånet med 750 kr. månedligt. Lånets saldo var da ca. 43.000 kr.
Ved skrivelse af 9. marts 1979 meddelte indklagede klageren, at man kunne imødekomme dennes ønske om en nedsættelse af den månedlige ydelse til 500 kr. begrundet i klagerens arbejdsløshed. Nedsættelsen skulle have virkning fra 1. april s.å.
I februar 1980 bevilgede Statens Uddannelsesstøtte på grund af klagerens sygdom udsættelse med lånets afvikling. Efter det oplyste blev udsættelse herefter bevilget af Statens Uddannelsesstøtte frem til ca. oktober 1987. På dette tidspunkt meddelte Statens Uddannelsesstøtte i en skrivelse af 16. oktober klageren, at i tilfælde, hvor tilbagebetalingsaftale var indgået, kunne udsættelse med tilbagebetaling aftales direkte mellem pengeinstitut og låntager uden godkendelse fra styrelsen, jf. en ændring i bekendtgørelse om uddannelsesstøtte, som var trådt i kraft den 1. august 1987. Indklagede modtog kopi af skrivelsen.
Ved skrivelse af 17. december 1987 forlængede Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte garantiperioden med 5 år til den 1. februar 1998.
Ved skrivelse af 29. december 1987 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse med henblik på at træffe endelig aftale om lånets afvikling, idet det anførtes, at såfremt klageren ikke så sig i stand hertil, "bedes De kontakte Uddannelsesstøtten med anmodning om udsættelse af afvikling". Klageren anmodede herefter om udsættelse hos Statens Uddannelsesstøtte, som i skrivelse af 14. januar 1988 henviste til skrivelsen af 16. oktober 1987. Ved skrivelse af 17. s.m. gjorde klageren indklagede opmærksom på, at der allerede forelå en tilbagebetalingsaftale for studielånet fra 1978. Klageren anmodede samtidig om fritagelse for tilbagebetaling begrundet i sygdom. Efter det oplyste modtog klageren ikke svar på denne skrivelse.
Ved skrivelse af 21. januar 1988 afslog Hypotekbanken en ansøgning fra november 1987 fra klageren om eftergivelse af studiegælden. Afslaget var begrundet i, at en ansøgning om eftergivelse af studiegælden efter gældende regler tidligst kunne bedømmes 12 år efter, at uddannelsen var afsluttet.
I december 1989 indgav klageren på ny ansøgning om eftergivelse af studiegælden. Ved skrivelse af 18. april 1990 afslog Hypotekbanken ansøgningen, idet det anførtes, at man ved afgørelsen særligt havde lagt vægt på størrelsen af det hidtil tilbagebetalte beløb sammenholdt med indkomsterne de samme tre år samt de nuværende og fremtidige indkomstforhold. Klageren påklagede afgørelsen. I skrivelse af 3. juni 1991 fastholdt Hypotekbanken afslaget med henvisning til, at "den hidtidige afvikling af studiegælden ikke har stået i et rimeligt forhold til indkomsten, ligesom der lægges vægt på, at der er fremtidig betalingsevne." Hypotekbanken videresendte herefter klagen til Finansministeriet, som ved skrivelse af 17. juni 1991 meddelte, at man ikke fandt anledning til at tilsidesætte Hypotekbankens afgørelse.
Ved skrivelse af 11. marts 1993 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse for at træffe aftale om afvikling af lånet under henvisning til, at dette skulle være tilbagebetalt inden 1998. En afvikling inden for garantiperioden ville forudsætte en månedlig ydelse på 3.800 kr. Klageren meddelte, at hun p.t. var hårdt presset med hensyn til arbejde og helbred, og at hun, så snart hun så sig i stand til at gennemgå sine papirer, ville kontakte indklagede. Ved skrivelse af 31. marts 1993 meddelte indklagede, at såfremt der ikke "inden 31.04.93 er aftalt en foreslået afvikling ..... vil lånet blive videregivet til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning til fremtidig bogføring."
Under en yderligere korrespondance anmodede indklagede ved skrivelse af 25. maj 1993 klageren om at kontakte Statens Uddannelsesstøtte, da indklagede fortsat ikke kunne yde udsættelse uden Uddannelsesstøttens accept, og idet der "aldrig er påbegyndt en afvikling på studielånet, skønt det oprindeligt skulle være påbegyndt 31/3.78". Klageren meddelte herefter, at hun ville genoptage afviklingen med 500 kr. månedligt, jf. aftalen herom af 9. marts 1979. Indklagede anmodede derpå Hypotekbanken om indfrielse af lånet, hvilket skete i juli 1993 med et beløb på ca. 166.000 kr.
I marts 1995 anmodede klagerens hjemkommune indklagede om oplysninger om studielånet for årene 1991, 1992 og 1993, jf. skattekontrollovens § 8 D. Indklagede besvarede anmodningen ved skrivelse af 29. maj 1995. Under sagen er fremlagt kopi af skrivelsen, hvorpå der med håndskrift er anført:
"Har ikke betalt 1. krone tilbagebet. aftale har de ikke alle papirer hos hypotekbanken"
De håndskrevne notater er efter det oplyste påført skrivelsen på grundlag af oplysninger meddelt af indklagede.
I juli 1995 meddelte skattemyndighederne klageren, at hendes skatteansættelse for årene 1992 og 1993 var ændret som følge af, at det var konstateret, at der ikke var betalt på studielånet til indklagede, idet det bl.a. anførtes "der er ingen tilbagebetalingsaftale, og der er restancer." Rentefradraget kunne derfor ikke godkendes.
Ved skrivelse af 13. maj 1996 modtog klageren underretning om, at der i medfør af kildeskattelovens § 73 ville ske indeholdelse i hendes løn. Indeholdelsen angik restskat på ca. 31.000 kr.
Ved skrivelse af 28. maj 1996 rettede klageren henvendelse til indklagede og anmodede om kopi af samtlige dokumenter vedrørende studielånet. Klageren anmodede samtidig om oplysning om, hvorfor hun ikke havde modtaget svar på sin henvendelse af 17. januar 1988, ligesom indklagede skulle bekræfte, at der siden 31. marts 1978 var indgået en afdragsordning for studielånet. I skrivelse af 10. juni 1996 meddelte indklagede, at samtlige dokumenter vedrørende lånet var tilsendt SU styrelsen i forbindelse med lånets indfrielse; klagerens brev af 17. januar 1988 var ikke besvaret, idet indklagede afventede Statens Uddannelsesstøttes svar på klagerens anmodning om eftergivelse af lånet; endelig kunne indklagede bekræfte, at der den 27. februar 1978 var indgået aftale om afvikling af lånet.
Klageren har den 30. august 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale økonomisk kompensation fra juli 1989 til oktober 1995 med et månedligt beløb på 3.000 kr., at betale erstatning for tort og ærekrænkelse, at tilbagekalde oplysningerne, der fremgår af notatet på indklagedes skrivelse af 29. maj 1995, og, såfremt hun nægtes skattefradrag for de omhandlede renter, da 100% erstatning herfor, at bringe skatteforholdene omkring lånet hos Hypotekbanken i orden, således at hun kan fratrække de på lånet årligt tilskrevne renter på selvangivelserne for 1993, 1994 og 1995, at sørge for, at "mit ry og rygte renses, således at jeg ..... fremstår som et økonomisk og ansvarligt menneske", at meddele en personlig undskyldning i anledning af indklagedes skrivelse af 10. juni 1996, at betale 50.000 kr. til statskassen, som er den renteindtægt som indklagede har oppebåret og som bør tilbagebetales som følge af indklagedes rod, sjusk og slendrian, samt at fremkomme med en kopi af indklagedes skrivelse af 18. juni 1993.
Indklagede har under sagens forberedelse fremlagt kopi af skrivelse af 18. juni 1993. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse samt afvisning for så vidt angår de krav, som indklagede ikke finder angår en formueretlig tvist.
Klageren har bl.a. anført, at hun i februar 1978 indgik aftale om lånets afvikling. Frem til 1980 afviklede hun på gælden. Fra dette tidspunkt ansøgte hun om henstand med afvikling hos Statens Uddannelsesstøtte, hvilket blev bevilget frem til 1987. I samme periode søgte hun og fik rentetilskud til lånet. Ved skrivelse af 17. oktober 1987 meddelte Statens Uddannelsesstøtte, at når der var indgået tilbagebetalingsaftale vedrørende et lån, kunne udsættelse med tilbagebetalingen aftales direkte med pengeinstituttet uden godkendelse fra det offentlige. Indklagede modtog kopi af skrivelsen, men meddelte alligevel i en skrivelse af 29. december 1987, at hun skulle kontakte SU vedrørende anmodning om udsættelse med lånets afvikling. Dette gjorde hun, hvortil SU henviste hende til at rette henvendelse til indklagede. I skrivelse af 17. januar 1988 anmodede hun herefter indklagede om fritagelse for lånets afvikling, idet hun henviste til tilbagebetalingsaftalen fra 1978. Hun modtog ikke svar på henvendelsen. Senere, jf. den fremlagte korrespondance fra 1993, fragik indklagede, at der var blevet afviklet på lånet. Hun søgte forgæves om lånets eftergivelse. Det er hendes opfattelse, at indklagede ved at undlade at besvare henvendelsen i januar 1988 forhindrede hende i allerede i 1990 at opnå eftergivelse af studielånet, idet der i afslagene på hendes ansøgning henvistes til hendes manglende betalingsvilje. Havde indklagede reageret på henvendelsen fra januar 1988, ville afviklingen helt sikkert være blevet genoptaget i perioden, frem til Hypotekbanken tog stilling til hendes ansøgning om eftergivelse. Hun finder endvidere, at indklagede har afgivet forkerte oplysninger til hendes kommune i 1995, hvilket førte til, at hun mistede rentefradraget for 1992 og 1993. På baggrund af det anførte finder hun, at indklagede bør yde hende en økonomisk kompensation 3.000 kr. månedligt for perioden fra juli 1989 frem til oktober 1995, hvor lånet blev eftergivet. Hendes og ægtefællens økonomi har stagneret i denne periode som følge af manglende kreditværdighed, der kan tilskrives indklagedes behandling af engagementet. Indklagede bør herudover betale erstatning for tort og ærekrænkelse ved, at hun over for en række offentlige myndigheder, nuværende pengeinstitutter, kreditforening med andre fremstår som en økonomisk suspekt person på baggrund af manipulationerne foretaget af indklagedes medarbejdere. Indklagede bør endvidere tilbagekalde de direkte løgnagtige meddelelser til hendes kommunes skatteforvaltning, der førte til, at hun mistede rentefradrag. Herudover bør indklagede bringe skatteforholdene omkring hendes lån (nu) hos Hypotekbanken i orden, så hun kan fratrække lånets renter på sine selvangivelser for årene 1993-1995. Hun bør have krav på, at hendes ry og rygte renses, så hun fremstår som et økonomisk ansvarligt menneske. På baggrund af indholdet af indklagede skrivelse af 10. juni 1996 bør hun modtage en personlig undskyldning. Hun finder, at indklagede uberettiget har oppebåret omkring 50.000 kr. i renteindtægt af lånet i perioden 1989-1993, hvorfor indklagede bør lade beløbet gå tilbage til statskassen.
Indklagede har anført, at indklagede ikke har begået nogen fejl, hvorfor der ikke er grundlag for klagerens krav om en månedlig kompensation på 3.000 kr. Ankenævnet kan ifølge sine vedtægter ikke tilkende en erstatning for tort og ærekrænkelse, og kravet bør afvises. Oplysningerne til klagerens kommunes skatteforvaltning er afgivet med rette, idet hjemmel herfor er skattekontrollovens § 8 D. Indklagede var forpligtet til at besvare kommunens henvendelse. Det kan ikke pålægges indklagede at afklare klagerens skattemæssige forhold vedrørende studielånet, idet dette påhviler klageren selv. Klagerens krav om, at hendes ry og rygte renses samt meddelelse af en personlig undskyldning vedrører ikke en formueretlig tvist og bør afvises. Om indklagede skal tilbagebetale 50.000 kr. til statskassen som følge af indklagedes behandling af lånesagen, er et forhold mellem Hypotekbanken og indklagede og vedrører ikke klageren, der således ikke er part.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at antage, at de oplysninger, som indklagede har meddelt Hypotekbanken, indklagedes manglende besvarelse af klagerens skrivelse af 17. januar 1988 eller indklagedes rådgivning af klageren skulle have været årsag til, at Hypotekbanken ikke har eftergivet klageren studiegælden. De oplysninger, der er meddelt skattevæsenet af indklagede ved skrivelsen af 29. maj 1995 ses ikke at være forkerte, og det må lægges til grund, at klageren ikke betalte på studielånet i 1991-93. Da indklagede herefter ikke kan gøres ansvarlig for, at klagerens studiegæld ikke er eftergivet, eller for at skattevæsenet ikke har godkendt rentefradrag på klagerens selvangivelser, er der ikke grundlag for at give klageren medhold i klagen, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.