Afgørelse

Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Rådgivning om risiko. Efterfølgende udvidelse af debitors engagement. Underretning om overtræk, jf. bank- og sparekasselovens § 41.

Indledning.

Denne sag vedrører klagernes indsigelser imod en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Ved kassekreditkontrakt af 15. juni 1998 ydede indklagede sin kunde D en kassekredit på 200.000 kr. til brug for D's opstart og drift af en virksomhed (butik). Klagerne påtog sig selvskyldnerkaution begrænset til 200.000 kr. og håndpantsatte et ejerpantebrev i deres ejendom på 200.000 kr. Endvidere kautionerede D's ægtefælle. Klagerne, der er ægtefæller, er født i henholdsvis 1944 og 1941.

Fra og med den 10. september 1998 oversteg gælden på kreditten til stadighed 200.000 kr.

Indklagede har oplyst, at man den 11. november 1998, hvor saldoen på kreditten var 284.138,81 kr. (negativ), bevilgede et overtræk på 84.000 kr.

Den 27. januar 1999, hvor saldoen på kreditten var 442.751,20 kr. (negativ), blev der fastsat et maksimum på 440.000 kr., som skulle nedskrives med 10.000 kr. pr. måned, første gang den 28. februar 1999.

Ved skrivelse af 31. maj 1999 til D bekræftede indklagede, at det på et møde med D, D's ægtefælle og D's revisor var blevet besluttet, at trækningsretten på nu 420.000 kr. var gældende til den 15. juni 1999, idet man afventede færdiggørelsen af et budget. Klagerne modtog en kopi af skrivelsen.

Ved skrivelse af 17. juni 1999 fremsendte indklagede sine kommentarer, ønsker og krav til D's budget. Klagerne modtog en kopi af skrivelsen.

Ved skrivelse af 20. september 1999 meddelte indklagede D, at kreditten skulle nedskrives med 10.000 kr. pr. måned. Ifølge skrivelsen blev der sendt en kopi af skrivelsen til klagerne. Klagerne har anført, at de ikke har modtaget denne.

Ved gældsbrev af 9. november 1999 ydede indklagede D et lån på 300.000 kr. Låneprovenuet blev den 2. december 1999 indsat på kreditten, hvorefter saldoen på denne var 238.790,91 kr. (negativ).

Indklagedes engagement med D bestod herefter af et lån på 300.000 kr. og en kassekredit med maksimum på 200.000 kr. I perioden 9. november 1999 - 19. oktober 2000 oversteg gælden på kassekreditten 200.000 kr.

Ved skrivelse af 19. oktober 2000, på hvilket tidspunkt saldoen på kreditten var 292.324,20 kr. (negativ), anmodede indklagede via sin advokat klagerne om at indfri kautionen ved betaling af 200.000 kr., idet engagement som følge af misligholdelse var overgået til inkasso.

Parternes påstande.

Den 1. august 2002 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionen helt eller delvist.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede såvel i forbindelse med kautionens stiftelse som efterfølgende har forsømt sin oplysningspligt, og at omstændighederne i øvrigt gør, at denne må være ugyldig, jf. aftalelovens §§ 31, 33 og 36 samt bank- og sparekasselovens § 41.

Da kautionstilsagnet blev givet, havde D netop erhvervet en ejendom, som skulle anvendes til privat beboelse og butik. Ejendommen var fuldt belånt, og alle D's indtægter skulle komme fra driften af butikken. D har efterfølgende af sin revisor fået oplyst, at kreditten på 200.000 kr. var utilstrækkelig til at drive butikken. Dette burde have stået indklagede klart, ligesom indklagede burde have oplyst dem om risikoen for, at D's mellemværende ikke kunne nedbringes som forudsat. Indklagede burde også have orienteret om, at D ikke selv var i besiddelse af nogen form for startkapital.

De var og er invalidepensionister, og D's ægtefælle var på kautionstidspunktet arbejdsløs. Kautionserklæringerne stod således klart i misforhold til kautionisternes beskedne indtægter.

I perioden indtil kautionen blev gjort gældende, modtog de alene skrivelserne af henholdsvis 31. maj og 17. juni 1999. De modtog på intet tidspunkt meddelelse om forhøjelse af trækningsretten, det aktuelle træk eller om andre forhold, hvilket er i strid med bank- og sparekasselovens § 41.

Kreditten har gentagne gange været overtrukket og blev således ikke nedbragt som forudsat. Bank- og sparekasselovens § 41, med den affattelse den havde forud for ændringen pr. 1. juli 2002, må derfor finde anvendelse.

Indklagede har anført, at klagerne blev orienteret om, at D skulle låne alle pengene til købet af ejendommen og etableringen af butikken. Klagerne gav klart udtryk for, at de ville hjælpe D med etableringen af butikken.

Der har hverken i forbindelse med kautionens stiftelse eller efterfølgende været omstændigheder, som kan medføre ugyldighed.

Forhøjelserne af trækningsretten er ikke omfattet af bank- og sparekasselovens § 41, hvorfor det ikke var i strid med denne, at der ikke bliver givet klagerne meddelelse om forhøjelsen af trækningsretten.

Overskridelserne af kredittens maksimum medfører ikke, at klagerne er frigjort for kautionsforpligtelsen.

Forhøjelserne af trækningsretten samt overskridelserne af maksimum har ikke medført en forøget risiko for klagerne.

En eventuel tilsidesættelse af pligten til at give meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 har ikke medført et tab for klagerne, idet klagernes regreskrav mod D ikke er blevet forringet ved undladelsen.

Klagerne var fuldt orienteret om D's engagement med indklagede.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

De oplyste omstændigheder i forbindelse med kautionens stiftelse giver ikke Ankenævnet tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klagerne ikke er bundet af kautionserklæringen.

Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 med den ordlyd, som er gældende for aftaler indgået før den 1. juli 2002, må for så vidt angår kassekreditter forstås således, at pligten til at give underretning indtræder, når der har været et ubevilget overtræk gennem en sammenhængende periode på 6 måneder. I det foreliggende tilfælde indebærer dette, at underretningspligten indtrådte i hvert fald 6 måneder efter den 9. november 1999. Da indklagede først ved skrivelse af 19. oktober 2000 gjorde kautionsforpligtelsen for kassekreditten gældende over for klagerne med henvisning til engagementets opsigelse, er underretningspligten efter § 41 tilsidesat.

Der er imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at den manglende underretning har forringet klagernes muligheder for regres mod D, og der er derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte sit krav.

Der var ikke indgået aftale om, at D's engagement ikke måtte udvides uden klagernes samtykke, og klagernes forpligtelse, som er begrænset til 200.000 kr., blev ikke forøget som følge af indklagedes bevilling af yderligere kredit.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.