Indsigelse om uansvarlig långivning.
| Sagsnummer: | 258/2005 |
| Dato: | 11-04-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Simonsen, Astrid Thomas, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse om, at indklagede på uansvarlig måde har ydet klageren lån.
Sagens omstændigheder.
Den 12. juni 1995 ydede indklagede klageren et lån på 6.700 kr. (konto -733). Lånet blev forhøjet i november 1995 til 16.500 kr., i maj 1996 til 31.400 kr. og senest 6. september 1996 til 32.400 kr. Af kontoudtog for lånet fremgår, at klageren senest betalte lånets ydelse 30. august 1996. Indklagede overgav kravet til inkasso i november 1997.
Ifølge kassekreditkontrakt af 10. marts 1998 ydede pengeinstituttet P, der i 2000 fusionerede med indklagede, klageren en kassekredit på 15.000 kr.
Den 15. juni 1998 ydede P klageren et lån på 46.000 kr.
I juli 1998 ydede et finansieringsselskab ejet af P klageren et lån på 3.944 kr. I låneansøgningen oplyste klageren, at han havde ejerlejlighed og sommerhus, og at han var butiksbestyrer med en månedlig bruttoindtægt på 20.000 samt, at hans samlever havde en nettoindtægt på 14.000 kr.
I december 1998 overgav P kravet vedrørende kassekreditten og lånet til inkasso. Det samlede krav var på 69.677,38 kr.
Den 1. juni 1999 afsagde retten i Slagelse udeblivelsesdom over klageren for så vidt angår P's krav i henhold til kassekreditten. Klageren blev dømt til at betale 35.386,91 kr. med rente 8,25 % fra 16. december 1998 samt sagsomkostninger 3.300 kr.
Den 1. juli 1999 afgav klageren insolvenserklæring i forbindelse med en fogedforretning begæret af P vedrørende klagerens gæld i henhold til lånet etableret i juni 1998.
Den 14. januar 2002 underskrev klageren et frivilligt forlig vedrørende et overtræk på 2.236,40 kr. på konto -475 hos indklagede. Forligsbeløbet er på 4.454,08 kr. inkl. renter for perioden 1. oktober 1997 til 30. marts 2001, 1.329,60 kr. samt inkassoomkostninger på 888,08 kr.
På baggrund af en henvendelse fra klageren opgjorde indklagede ved skrivelse af 5. september 2005 gælden til P til i alt 111.137,60 kr. I kravet var indeholdt gælden vedrørende lånet etableret i juli 1998 til P's finansieringsselskab, idet P i juli 1999 havde fået tiltransporteret kravet.
Ved skrivelse af 13. september 2005 opgjorde indklagede det samlede krav mod klageren vedrørende klagerens gæld til P såvel som til indklagede. Kravet blev opgjort til i alt 201.274,77 kr. Indklagede tilbød klageren at indfri gælden mod betaling af 150.000 kr. gældende til 13. oktober 2005.
Parternes påstande.
Klageren har den 27. september 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om "at blive gældfri".
Indklagede har anført, at man forstår klagerens påstand således, at indklagede skal acceptere, at han ikke har nogen gæld til indklagede og har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han stiller spørgsmålstegn ved, om indklagede og P har handlet korrekt ved at låne ham i alt 120.000 kr. i en ung alder. Han er født i 1976 og ønsker at få orden i sin økonomi, da han gerne vil købe fast ejendom.
Han undrer sig over gælden til indklagede, da han aldrig har modtaget et eneste papir herom.
Han sætter spørgsmålstegn ved, om indklagede og P handlede korrekt ved inden for en kort periode at låne ham 120.000 kr., på et tidspunkt, hvor han var uden fast bopæl og ansat i militæret. Der blev ikke stillet krav om sikkerhed for lånet eller ønske om forelæggelse af årsopgørelse eller lignende.
Han vil gerne mødes med indklagede på halvvejen, men er blevet skeptisk og undrer sig over, hvorvidt han overhovedet skylder indklagede noget.
Han har ikke modtaget årsopgørelser, som indklagede påstår.
Indklagede har anført, at lånet etableret i juni 1995 skulle anvendes til restbetaling af kørekort, flytning samt betaling af indskud. Senere forhøjelser er anvendt til betaling af en regning til klagerens arbejdsgiver og leveomkostninger, indfrielse af en kassekredit samt diverse budgetreguleringer. Ved etableringen af lånet på 46.000 kr. hos P i juni 1998 blev det i P's edb-system registreret, at klageren var startet som tjener med en god indtægt, men ansættelsesforholdet dog noget usikkert.
Hverken P eller indklagede har udlånt penge til klageren på en uforsvarlig måde, idet der hver gang er foretaget en kreditvurdering.
Det erkendes dog, at man ikke kan dokumentere, i hvilket tilfælde der ved kreditgivningen har været forelagt dokumentation for klagerens økonomi. Det kan ikke kræves, at et pengeinstitut som led i kreditgivning skal forlange dokumentation i form af lønsedler m.v. fra sine kunder.
Klageren har selv ønsket kreditgivningen og er hver gang kommet med økonomiske oplysninger, som har vist, at hans økonomi var fornuftig. Som eksempel herpå henvises til de oplysninger, som klageren afgav i forbindelse med etableringen af lånet hos P's finansieringsselskab.
Indklagede har ikke handlet erstatningspådragende og gælden blev optaget i tre forskellige juridiske enheder.
Klageren var myndig, da han underskrev gældsbrevene.
Klageren er løbende blevet rykket for betaling af gælden til indklagede og P og af disses advokater. Han er blevet konfronteret med gælden i forbindelse med forskellige fogedforretninger og har løbende modtaget årsoversigter og saldomeddelelser.
Klageren er selv ansvarlig for, hvad han har brugt de udbetalte lån til, samt at måden, hvorpå lånet bruges, har afgørende betydning for økonomien.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet kan ikke behandle en sag, der er afgjort ved endelig dom, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1. Retten i Slagelses dom af 1. juni 1999 lægges derfor til grund.
Der er ikke i øvrigt godtgjort omstændigheder i forbindelse med de forskellige lån og kreditter til klageren, der kan føre til, at klageren ikke er forpligtet til at tilbagebetale gælden til indklagede.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører Retten i Slagelses dom af 1. juni 1999. Klagen tages i øvrigt ikke til følge.