Udlån, løbetid.
| Sagsnummer: | 544/1991 |
| Dato: | 14-04-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Udlån, løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med at klageren ønskede at købe en bil, rettede han henvendelse til indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af 4 pengeinstitutter, med henblik på at opnå et tilbud om finansiering. I skrivelse af 27. januar 1987 til klageren meddelte indklagede, at man var indstillet på yde ham et lån til køb af en brugt personbil på "kr. 87.033 inclusive 2% etableringsprovision, kr. 1.741,- samt etableringsomkostninger". Etableringsomkostningerne var oplyst til 4.292 kr. Lånet skulle afvikles over ca. 6 år med en månedlig ydelse på 1.608,00 kr., første gang den 1. april 1987. Det var endvidere anført, at forrentningen p.t. udgjorde 12,6% p.a. Det fremgik af det gældsbrev, der efterfølgende blev udfærdiget, at der blev foretaget månedlig renteberegning, og at renten varierede som Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit for private, samt at renten blev tilskrevet kvartalsvis bagud. Til sikkerhed for lånet etableredes løsøreejerpantebrev i bilen.
I forbindelse med at klageren modtog kontooversigt pr. 31. december 1990, hvoraf fremgik, at saldoen på lånet udgjorde 58.906,23 kr., blev klageren opmærksom på, at det ikke, som anført i lånetilbuddet, ville være muligt at have afviklet lånet i 1992. Klageren rettede herefter henvendelse til FDM, som rettede henvendelse til indklagede. I skrivelse af 16. maj 1991 til FDM meddelte indklagede, at klageren i december 1987 samt september 1988 havde fået tilladelse til at undlade at betale den månedlige ydelse mod, at de to ydelser blev tillagt lånet. Disse ydelsesoverspring ville betyde en forlængelse af løbetiden dels pga. ekstra renter, og dels pga., at ydelserne blev tillagt sidst i lånets løbetid. Derudover skyldtes den forlængede løbetid at renten i perioden havde været stigende. Indklagede indrømmede, at man ved beregningen af den faste ydelse i forbindelse med lånetilbuddet af 27. januar 1987 havde begået en fejl, idet man åbenbart først efter ydelsens beregning var blevet opmærksom på, at klageren ønskede etableringsomkostningerne tillagt lånet. Klageren ville som følge heraf lide et rentetab svarende til renten af etableringsomkostningerne på 6.033,00 kr. i perioden fra etableringstidspunktet den 4. februar 1987 til d.d. Indklagede opgjorde dette tab til 5.054,08 kr., og indklagede tilbød at nedskrive lånet med halvdelen heraf. Klageren afslog dette tilbud.
Efter yderligere brevveksling har klageren indbragt sagen for ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at give klageren saldokvittering mod at modtage bilen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at klagerens eget pengeinstitut har beregnet, at uanset at indklagede har hævet den månedlige ydelse fra 1.608,00 kr. til 1.689,00 kr., vil restgælden efter 6 års løbetid udgøre ca. 30.000,00 kr. Såfremt klageren havde været opmærksom herpå, havde han købt en billigere bil, da den lange lånetid bevirker, at bilen forlængst er nedslidt, inden lånet er afviklet. Klageren er indstillet på at betale de to ydelser, han har fået henstand med samt renter heraf, men finder derudover, at indklagede bør lade ham komme ud af engagementet.
Indklagede har anført, at man er indstillet på at godskrive klageren renteudgifterne uden hensyn til den skattefordel, som klageren har haft af disse, men at indklagede i givet fald vil været nødsaget til at indberette forholdet til skattemyndighederne i klagerens bopælskommune. Det forhold, at bilen værdiforringes hurtigere end afdragsprofilen på lånet, kan ikke bevirke, at klageren bør frigøres for hæftelsen af restgælden.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at klageren på grundlag af indklagedes skrivelse af 27. januar 1987 måtte gå ud fra, at indklagede ville fastsætte ydelsen, således at lånet inkl. omkostningerne på i alt 6.033 kr. ved uændret rente ville være afviklet over 6 år. Det må således anses for en fejl, at indklagede ved fastsættelsen af den månedlige ydelse ikke tog hensyn til disse omkostninger. Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør kreditere lånets restgæld med 6.033 kr. med tillæg af påløbne renter.
Som følge heraf