Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Klage vedrørende størrelse af provenu ved salg af biler omfattet af leasingaftaler afvist.

Sagsnummer: 114/2004
Dato: 14-09-2004
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen, Astrid Thomas
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Klage vedrørende størrelse af provenu ved salg af biler omfattet af leasingaftaler afvist.
Indklagede: Nordania Finans
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod størrelsen af provenuet ved salg af to biler omfattet af leasingaftaler.

Sagens omstændigheder.

I henholdsvis april og november 2002 indgik klageren via sin personligt ejede virksomhed to leasingaftaler med indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut. Aftalerne vedrørte henholdsvis en Citroën Berlingo 1.9 og en Citroën Berlingo 2.0. Af leasingaftalerne fremgår bl.a.:

"§10 Forsikringer og afgifter

For brugerens regning skal der tegnes ansvarsforsikring i overensstemmelse med færdselslovens krav samt fuld kaskoforsikring.

§11 Skadestilfælde

I skadestilfælde skal brugeren senest 14 dage efter skadens indtræden indsende skadesanmeldelse til forsikringsselskabet. I modsat fald skal brugeren på egen bekostning udbedre skaden og er herunder er­statningsansvarlig for alle tab, som leasinggiver måtte lide som følge af manglende forsikringsdækning.

§ 14 Opgørelse

Ved opgørelse i tilfælde af brugerens misligholdelse i henhold til § 13 tilbagediskonteres de endnu ikke forfaldne leasingafgifter efter en rentesats svarende til Danmarks Nationalbanks Diskonto - 2 %-point på opgørelsestidspunktet.

§15 Tilbagelevering

Bilen skal ved tilbagelevering være i driftsklar og uskadt stand og alle mangler som ikke skyldes almindeligt slid eller ælde, vil blive udbedret for brugers regning. "

Klageren optog endvidere et lån hos indklagede til køb af en privat bil.

Ved skrivelse af 17. januar 2004 opsagde indklagede leasingaftalerne som følge af misligholdelse. Indklagedes tilgodehavende, jf. leasingaftalernes § 14, blev opgjort til i alt 170.075,31 kr. Af opsigelsesskrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:

"Vi skal anmode Dem om at kontakte os for aflevering af det leasede udstyr.

Når det leasede udstyr er stillet til vor disposition, vil vi sælge det for den pris vi kan opnå, evt. på auktion, medmindre vi inden 8 dage fra dato har modtaget et skriftligt og for os acceptabelt bud via Dem."

Ved skrivelser af henholdsvis 2. og 17. marts 2004 meddelte indklagede, at privatbilen var solgt for 66.000 kr. kr., og at de to biler under leasingaftalerne var solgt for i alt 99.000 kr.

Indklagedes resttilgodehavende på billånet blev opgjort til 11.674,78 kr. Resttilgodehavendet i henhold til leasingaftalerne blev opgjort til i alt 67.292,87 kr.

Ved klageskema modtaget i Ankenævnet den 30. marts 2004 gjorde klageren indsigelse imod størrelsen af de af indklagede opgjorte resttilgodehavender.

Under sagens forberedelse for Ankenævnet blev der indgået forlig mellem klageren og indklagede vedrørende privatbilen.

Klageren har fremlagt to annoncer udskrevet fra Internettet den 26. marts 2004, hvor en Citroën Berlingo 1.9, årgang 2000, 79.000 km, af en Citroënforhandler udbydes til 54.900 kr. og en Citroën Berlingo 2.0 årgang 2000, 85.000 km, udbydes til 69.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde resttilgodehavendet i henhold til leasingaftalerne helt eller delvist.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at bilerne blev solgt til en pris, der lå væsentligt under markedsprisen.

De annoncerede biler svarer til de solgte, men er to år ældre og har kørt henholdsvis 30.000 og 20.000 km mere. De solgte biler burde derfor have indbragt et væsentligt større provenu end 99.000 kr.

Der kunne være opnået en betydelig bedre pris ved salg gennem Citroën, frem for ved salg på auktion.

Bilerne var rengjorte ved afleveringen. Såfremt der var buler eller andre skader, som han ikke har opdaget, burde der være indgivet skadesrapport til forsikringsselskabet.

Indklagede har anført, at klageren ved opsigelsen af leasingaftalerne fik mulighed for at fremkomme med et skriftligt bud på bilerne, og at klageren blev oplyst om, at bilerne ellers ville blive solgt, eventuelt på auktion.

Bilerne blev indleveret hos indklagedes samarbejdspartner Dekra A/S, der er en tysk international koncern med datterselskaber i Danmark og med speciale inden for indskrivning og test af biler. Efter en gennemgang af bilerne udarbejdede Dekra A/S et notat for hver bil med angivelse af fejl og mangler. På grundlag af notaterne blev der fastsat en mindstepris på bilerne, hvorefter disse blev udbudt til salg via Internetportalen bilsalg.dk.

På Internetportalen bilsalg.dk er der registreret ca. 10.000 brugere, hvoraf ca. 1.450 er autoforhandlere, som dagligt efterspørger brugte biler med henblik på videresalg. Der er også registreret Citroënforhandlere som brugere/opkøbere. Indklagede sælger årligt ca. 4.000 biler via bilsalg.dk.

Ifølge leasingaftalernes § 15 hæftede klageren ved tilbageleveringen for alle fejl og mangler, som ikke skyldes almindeligt slid eller ælde. Da køberne ofte selv forestår reparationer til kostpriser, og da en udbedring af skaderne, jf. misligholdelsen af leasingaftalerne, formentlig ikke kunne betales af klageren, vurderede man, at det var mest hensigtsmæssigt at sælge bilerne med de fejl og mangler, som fremgik af indskrivningsnotaterne.

Klageren var selv ansvarlig for anmeldelse af eventuelle skader til forsikringsselskabet, jf. leasingaftalernes § 11.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Klagen angår erhvervsmæssige leasingaftaler indgået mellem indklagede og klagerens personligt ejede virksomhed. Ankenævnet finder, at klagen vedrører et erhvervs­mæssigt kundeforhold, og at den adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.