Afgørelse

Personlig fordring. Akkord.

Det indklagede realkreditinstitut overtog den 26. oktober 1989 på tvangsauktion klagerens daværende ejendom. Instituttets endelige tab efter videresalg af ejendommen blev i august 1990 opgjort til 242.929 kr., svarende til opgørelsen af instituttets fordring i kolonne 1 med fradrag af tvangsauktionsbudet. For dette beløb hæftede klageren personligt. Realkreditinstituttet rettede i juli 1991 henvendelse til klageren med henblik på afvikling af gælden.
Instituttet fremsendte i juli 1991 et akkordforslag til klageren, hvorefter klageren skulle betale 30.000 kr. inden 15. august 1991, og hvorefter der ville blive opretholdt et krav på 50.000 kr., idet sagen dog ville blive henlagt i 5 år til eventuel genoptagelse. Restbeløbet på 162.929 kr. ville blive eftergivet. Klageren meddelte instituttet, at han på daværende tidspunkt var i stand til at betale 30.000 kr., men at han ikke ville godkende opretholdelsen af et krav på 50.000 kr. Instituttet afviste i august 1991 klagerens akkordforslag. Klageren fremsatte et nyt akkordforslag, hvorefter han her og nu betalte 20.000 kr., og hvorefter instituttet opretholdt et krav på 30.000 kr., dog således at sagen blev henlagt i 5 år til eventuel genoptagelse.
Instituttet accepterede den 9. august 1991 klagerens akkordforslag, hvorefter klageren indbetalte de 20.000 kr. I august 1997 meddelte instituttet klageren, at sagen fra 1991 nu var genoptaget, og at man så frem til at høre fra klageren om afvikling af den resterende del af aftalen på 30.000 kr. Klageren afviste en genoptagelse af sagen under henvisning til, at instituttet ved indgåelsen af akkordaftalen mundtligt havde tilkendegivet over for ham, at "eventuel genoptagelse af sagen" var en normal passus, som reelt ikke ville få betydning, idet sagen ville blive glemt og henlagt, og at han bestemt ikke skulle regne med yderligere henvendelse i sagen, selv om det stod i aftalen. Instituttet fastholdt kravet på de 30.000 kr.

Yderligere korrespondance mellem parterne førte ikke til en afklaring, og klageren indbragte herefter sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet var uberettiget til at gøre et krav på 30.000 kr. gældende over for ham i anledning af tvangsauktionen den 26. oktober 1989. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at klageren havde bevisbyrden for, at der i strid med de skriftlige aftaler var indgået en mundtlig aftale mellem ham og instituttet om, at beløbet på 30.000 kr. ikke ville blive afkrævet ham. Denne bevisbyrde var ikke løftet. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.